Vejen til et helligt liv (9)
Kommentarer lukket til Vejen til et helligt liv (9) 12 15 marts, 2019 Spiritualitet marts 15, 2019 Indlæg af

Vejen til et helligt liv (9)

At blive i Gud

Hele det kristne liv kan sammenfattes i to handlinger: at komme til Kristus og at blive i Kristus.

At komme til Kristus
Enhver, som har mistet den uskyld, der blev skænket ham eller hende i dåben, er nødt til at komme tilbage til Herren for at frelse sin sjæl. Og enhver har sin egen historie, sin egen erfaring med alt, hvad dette indebærer.

Gud leder os ad forskellige veje. Nogle er pludselig standset op, fordi de følte, at deres liv var blevet tomt og meningsløst, mens processen for andres vedkommende har været så langsom og gradvis, at de dårligt kan huske, hvornår eller hvordan den begyndte. Nogle har under hele processen haft en klar fornemmelse af at være båret af Guds nåde, således at det hele har været ligetil, mens andre i hovedsagen har oplevet den som en ensom kamp mod synd og alskens vanskeligheder. Gud gør tingene på sin egen måde, fordi han alene kan se, hvad der er bedst for os. Derfor duer det heller ikke at ville gøre sine egne erfaringer til norm for andre. Først når man mange år efter ser tilbage, er man i stand til med Salmernes bog at sige:
”Hvis ikke Herren havde været med os, det skal Israel sige, hvis ikke Herren havde været med os, dengang mennesker rejste sig mod os, da havde de slugt os levende i deres flammende vrede mod os, da var vandet skyllet over os, floden var strømmet over os, da var det brusende vand strømmet over os. Lovet være Herren, der ikke gjorde os til bytte mellem deres tænder! Vort liv blev reddet som fuglen fra fuglefængernes fælde. Fælden blev knust, og vi blev reddet. Vi har vor hjælp i Herrens navn, himlens og jordens skaber” (124).

Vores handlinger som kristne har altid to sider: det, vi gør af egen fri vilje, og det, Guds nåde udvirker i os. Gud kan på sin side kun gøre noget i vores indre, hvis vi samarbejder, mens vi selv, uanset hvor meget vi anstrenger os, ingen vegne kommer uden at blive hjulpet af hans nåde. Nogle er mere bevidste om den ene af de to sider, skønt begge sider, både den menneskelige og den guddommelige, i alle tilfælde, nødvendigvis må samarbejde. Paulus udtrykker det således: ”Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse … for det er Gud, der virker i jer” (Fil 2,12-13).

Vor Herre taler om begge sider, når han siger: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham” (Joh 6,44). Og tilsvarende siger han: Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig” (Joh 12,32). Her fortæller han os, hvordan Gud påvirker sjælen, men han siger også: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28).

Her henvender han sig til den enkelte sjæl; ”at komme” må være sjælens egen handling. På den baggrund skal man ikke undre sig over, at visse dybt troende hovedsageligt fokuserer på det dragende, mens andre er mere tilbøjelige til at lægge vægt på handlinger, der udspringer af deres egen vilje. Begge dele er ganske vist i overensstemmelse med Skriften, men hver især har de interesseret sig mere for den ene side end for den anden.

Det at ”komme til Kristus” er en handling, som ikke kommer fra kroppen, men fra sindet, og som består i, at man i en vis forstand opretter en relation til en Person. Vi ved godt, hvor hurtigt det kan ske, at vi mister forbindelsen til nogen, vi har holdt af, og så er det ikke så ligetil at vende tilbage. Kun få dage efter, at ”den fortabte søn” havde forladt sin far, befandt han sig i et land langt borte, og det tog ham lang tid at komme tilbage.
To mennesker kan leve side om side og lidt efter lidt glide fra hinanden, selv om de hele tiden har med hinanden at gøre. Et ægtepar, som af Gud er bundet sammen i den mystiske forening, som gør de to til ”ét kød” (Mark 10,8), kan ikke desto mindre være lige så langt fra hinanden som de to poler. Faktisk er det ofte sådan, at jo tættere forholdet er, jo hurtigere og jo mere definitivt bliver bruddet. Det er lettere at blive gode venner igen med en bekendt end med en nær ven, som man har haft et skænderi med.

Når to mennesker drages mod hinanden eller bryder med hinanden, er der tale om noget ganske end en blot intellektuel proces. Du kan have skaffet dig alle mulige oplysninger om en person og være nået til den konklusion, at du ikke kan lide ham. Og alligevel kan der ske det, at du blot efter fem minutter i hans selskab fuldstændig ændrer mening om ham. Bagefter spørger du dig selv, hvad det var, der fik dig til at skifte mening, uden at du kan sætte fingeren på noget bestemt. Svaret er, at du indtil nu kun på et intellektuelt niveau har haft en viden om ham, men at du nu kender ham selv.
Det er blot en enkelt illustration af, hvad der sker, når sjælen kommer til Kristus. Det er et møde mellem to personer. Det bygger ikke nødvendigvis på megen viden om ham, men på, at man kommer til at kende ham. Nathanael kom til Jesus fuld af fordomme og ville ikke tro på, hvad Filip netop havde fortalt ham. To sætninger fra Jesus var imidlertid nok til at gøre det af med alle hans fordomme og argumenter og få ham til at udbryde: ”Rabbi, du er Guds Søn, du er Israels konge!” (Joh 1,49).

Til forskel fra venskabelige relationer mellem to mennesker kan vi altid, når det drejer sig om at nærme sig Kristus, være sikre på, at der ikke er hindringer eller forbehold af nogen art fra hans side – kun fra os selv. Måske er vi mere eller mindre opslugt af ting, der er ham inderligt imod. Dermed skader vi det frelsesværk, han gav sit liv for. Uanset hvor nær vi er ham set udefra, er vi ofte milevidt fra ham i hjerte og vilje. Det kræver af os, at vi målbevidst kæmper for at gøre det rette.

Den, der længes og stræber efter det gode, har allerede knyttet en slags venskabsbånd til Kristus, og efterhånden som vi overvinder de selvskabte barrierer i vores indre og gør plads for lyset og kærligheden, vil vi opdage, at dette mystiske venskab styrkes. Det er en rejse, som ikke består i bogstaveligt at flytte sig fra et sted til et andet, men i at bevæge sig i moralsk forstand, i at lytte til Kristus og udvikle viljen til at træffe de rigtige valg og i sidste ende i at komme til at elske det, Kristus elsker, og således bag alt dette finde den levende, elskende Person, som åbenbarer sig selv.

At blive i Kristus
Den anden handling består i at blive i ham. Men det er altid vanskeligere at være passiv end aktiv. Selve bestræbelsen på at nærme sig Kristus og bevidstheden om at overvinde vanskeligheder styrker og opmuntrer sjælen. Men der, hvor mange fejler, er, når det drejer sig om at blive i Kristus. Kun den, som er ”tro til døden” vil modtage ”livets sejrskrans” (jfr Åb 2,10). Helgenernes liv i Himlen er en evig forbliven i ham, som de kom til her på jorden. Denne forbliven i Kristus forudsætter tre ting.

Giv afkald på alt, hvad der stiller sig i vejen for foreningen med Kristus
I negativ forstand drejer det sig om at give afkald på alt, hvad der hindrer en sådan forening. Har man lagt det bag sig, som er direkte syndigt, er det vanskeligt at stille regler op for, hvordan den enkelte kommer videre derfra. Hvad der gavner den ene, gavner ikke nødvendigvis den anden. Derfor er mit råd, at man skal begynde med at fjerne det, som man er bevidst om forhindrer foreningen med Gud. Så vil han, efterhånden som man kommer til at kende ham bedre, blive mere krævende, og man vil opleve, at meget af det, som her og nu forekommer én at være harmløst, begynder at gribe forstyrrende ind i foreningen med ham.

Jo mere Gud kommer til at fylde i vores liv og jo mere han kræver, at vi tømmer det for andre ting, i desto højere grad vil han belønne os ved at give os mere af sig selv. De fremskridt, vi gør, består i, at vi tømmer os selv for at give plads til dybere glæder og en mere intens kærlighed. Åndelig vækst er således en konstant udveksling, hvor man først opgiver det onde til fordel for det gode og dernæst opgiver ting, som i sig selv er gode, til fordel for noget endnu bedre: ”Jeg bringer guld i stedet for bronze og sølv i stedet for jern, bronze i stedet for træ og jern i stedet for sten” (ES 60,17). Således lyder løftet i Messias’ kongedømme: ”Solen er ikke længere dit lys om dagen, det er ikke månen, der lyser for dig om natten; men Herren skal være dit evige lys, og din Gud er din herlighed” (Es 60,19).

Lad dit sind blive fyldt med tanken om Gud
Vil man blive i Kristus, forudsætter det, at man aktivt gør noget for at holde fast ved ham. Det kan sammenlignes med et venskab, hvor man efterhånden bliver tættere knyttet til hinanden, og hvor man til stadighed har den anden i tankerne, når man ikke kan være sammen.

Når sjælen bliver i Kristus, er der således en voksende nærhed og udveksling af tanker. Sindet er opfyldt af hans tilstedeværelse, og hans indflydelse bliver gradvis større på sjælen og former ens karakter. Det første spørgsmål, man stiller sig selv, når man skal træffe en beslutning, er: ”Hvad vil han have, jeg skal gøre?” Og når beslutningen er truffet og ført ud i livet, er det sidste, man spørger om: ”Vil han være tilfreds med det, jeg har gjort?”

Bær frugt i kraft af din forening med Kristus
Igen skal det siges, at det ikke blot er op til os selv at blive i Kristus. Vi skal huske, at når vi bestræber os på at holde fast ved ham, holder han os endnu fastere i sine hænder. Vi føler ofte, at det kan være svært at blive i hans nærhed. Men har vi ikke også følt, hvor vanskeligt det er at løsrive os fra ham? Han vil ikke give slip på os. Når som helst der sker et brud mellem sjælen og Kristus, er den hånd, der først giver slip, ikke hans, men vores.

Resultatet af dette liv i Kristus er, at det bærer frugt: ”Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig” (Joh 15,4). Grenen skal smykkes med vintræets frugt. ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre” (Joh 15,5). Sjælen skal smykkes med Kristus’ nådegaver. Den skal kunne fremvise dyder, som ikke udspringer af dens egen natur, men som er resultatet af Herrens aktive indflydelse på den.

Ligesom saften fra vintræet strømmer gennem grenen, således skal også livet fra Kristus strømme ind i sjælen og give den næring, og det vil have synlige konsekvenser. Grenen vil uundgåeligt komme til at bære vintræets frugt: ”Man plukker jo ikke figner af tjørn, høster heller ikke druer af en tornebusk” (Luk 6,44). Sjælens frugter vil vidne om foreningen med det sande vintræ. Dette er formålet med alt, hvad Gud udvirker i sjælen: ikke alene at få blade til at vokse frem, men også frugter.

Og for at det kan ske, beskærer han grenene: ”Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt” (Joh 15,1-2).

På den anden side sker der meget, som det forekommer umuligt at spore tilbage til Gud – eller rettere, som vi klart kan spore tilbage til en ganske anden person, en hadefuld person. Det kan f.eks. være en mand, som nyder at pine og plage sin kone og nedbryde hendes selvrespekt – eller en kone, som gør livet surt for sin mand. Hvordan er det muligt at se Guds hånd i sådanne ting? Her er vi nødt til at skelne mellem den kniv, der beskærer grenen, og den hånd , der fører kniven. Der er ingen kærlighed i knivsbladet, men det er der hos vingårdsmanden. ”Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra” (Joh 19,11), sagde Jesus til Pilatus. Han så ikke på kniven, men på hånden, der førte den. ”Min Fader er vingårdsmanden.”

Hvis vi prøver at gøre det samme, vil vi ofte kunne se visdommen og kærligheden i de lidelser og genvordigheder, vi kommer ud for.

Vingårdsmanden kan bruge en hvilken som helst kniv, men det, han gør, vil altid være båret af visdom og kærlighed. Beskæringen er et tegn på, at grenen vil komme til at bære frugt. Derfor bør vi i alt, hvad der tilstøder os, prøve at se den hånd, der fører kniven, og se frem til at blive beriget og smykket af den frugt, der kommer fra grenene på vintræet.