Vejen til et helligt liv (8)
Kommentarer lukket til Vejen til et helligt liv (8) 286 21 december, 2018 Spiritualitet december 21, 2018 Indlæg af

Vejen til et helligt liv (8)

At træde ind i det skjulte liv

Der er to sider af Vor Herres liv. For dem, som var vidne til hans offentlige virke i de sidste tre år af hans liv, så det ud til at være et liv i konstant aktivitet. Han ”færdedes overalt og gjorde vel” (ApG 10,38).
I evangelierne læser vi om dage fyldt med arbejde af den mest krævende art, hvor han uafladeligt tager sig af alskens mennesker, taler til forsamlinger og med enkeltpersoner for at imødekomme deres behov og tilsyne­ladende aldrig er alene. Apostlene er også hele tiden sammen med ham. For dem, som så ham og hørte ham, virkede det som om det var et liv uden hvile, et liv præget af en utrættelig energi, hvor han ikke skånede sig selv for nogen anstrengelse.

Men der var en anden side, som de ikke kunne se – det skjulte liv. Hans offentlige liv byggede på et liv i tredive års skjult forberedelse. For hvert år i hans offentlige liv var der ti år i det skjulte. Og selv efter denne lange forberedelsestid trak han sig tilbage i dyb ensomhed i fyrre dage i ørkenen, hvor han blev fristet af Satan.
Igen og igen læser vi om, hvordan han trækker sig tilbage fra sit aktive liv for at bede: ”Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad dér” (Mark 1, 35).
Ja, der var et skjult liv, som det offentlige liv hentede al sin styrke fra. Alt hvad han gjorde var rodfæstet i Gud. Han forløb sig aldrig, fjernede sig aldrig fra den vej, som det var Guds vilje han skulle følge.
Hans skjulte liv er skjult. Nu og da løftes sløret midt i hverdagens gøremål, så at vi et kort øjeblik får lov at se disse nætter i bøn. Og mennesker på den tid kunne fornemme den forunderlige kraft i hans ord og gerninger, som var de ydre manifestationer af hans indre liv. Men det var også det hele.

Det er det samme med Kirken, Kristi legeme. Kirken har også sit offentlige, udadvendte liv, som vi kan læse om i historie­bøgerne og iagttage ved selvsyn i vores egen tid. Kirke er overalt i verden travlt beskæftiget med at forkynde evangeliet, tale med om alt, hvad der rører sig i tiden, håndtere modstand, bekæmpe synd, lidelse og elendighed, bringe sit budskab ud til nye dele af verden og tage sig af nødlidende.

Hvordan skal Kirken kunne leve og vokse midt i dette virvar af aktiviteter og samtidig bevare sin troskab mod Gud? Der er så mange fristelser til at gå på kompromis med denne verdens måde at løse problemer på og så lidt tid til eftertanke. Også Kirken må have sit skjulte liv at bygge på og hente sin styrke i – et liv i bøn, faste og stilhed.

Kirken er et legeme, som består af mange lemmer. Alle mennesker er forbundet med hinanden i deres fælles natur, men kristne er desuden indbyrdes forbundet i Kristi legeme: ”For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme” (1 Kor 12,13). Og det gør, at Kirken kan leve en del af sit liv gennem nogle af sine lemmer og en anden del gennem andre lemmer. For, som Paulus siger, så tæt er alle lemmerne forbundet med hinanden i det ene legeme, at ”lider én legemsdel, så lider også alle de andre” (1 Kor 12,26). Og eftersom de forskellige lemmer på legemet har hver sin funktion, så har alle også forskellige opgaver. Det, nogle gør, kan ses og høres og påkalder sig opmærksomhed. Det, andre gør, kan ikke ses, kun mærkes. I Kristi legeme er den proces, som udvikler og bevarer dets indre styrke og åndelige vækst, skjult for vores øjne.

Der er overalt i verden mange mennesker, som vi kun ved lidt eller slet intet om, men som i det skjulte beder for Kirken og for deres medmennesker og således er med til at styrke Kirkens liv indefra. Men fremfor alt finder vi Kirkens skjulte liv i klostrene blandt dem, hvis kald det først og fremmest – i mange tilfælde udelukkende – er at leve et liv i bøn. Bag Kirkens udadvendte liv findes disse store religiøse ordenssamfund, hvis medlemmer har viet deres liv til bøn og bod og på den måde bringer et vidnesbyrd om, at kristendom ikke blot drejer sig om filantropi, men om det fortrolige forhold til en person.

Disse mænd og kvinder hengiver sig ikke til aktivt arbejde for deres medmennesker – i mange tilfælde udelukker de på forhånd sig selv fra denne mulighed. Men i troen på, at de bedre bliver i stand til at hjælpe verden, jo nærmere de kommer til Gud, giver de afkald på alt andet for at komme endnu tættere på ham.

I løbet af denne proces vokser deres medfølelse med andre, efterhånden som deres hjerter nærmer sig Forløserens hjerte. Alle andre ønsker end hans dør bort, mens alt det, som står hans hjerte nær, bliver deres altfortærende lidenskab. De bliver i stand til at længes med hans længsel efter at frelse sjælene og – efterhånden som deres øjne åbnes – til at trænge ind i forsoningens og forløsningens mysterier, indtil de når dertil, hvor de længes efter at få del i hans lidelser, at lide med ham på grund af andres synder. Og de får i et vist omfang en forståelse af enheden i Kristi Legeme og af den stedfortrædende lidelses enorme styrke.

Hvem kan gøre sig en forestilling om den kraft, som i tidernes løb er udgået fra disse ukendte liv – fra mænd og kvinder, som i bogstavelig forstand gjorde sig usynlige for omverdenen? Mens andre flød med strømmen og ofte vrængede ad de selviske mennesker, som flygtede fra den synlige verden for at frelse deres egne sjæle, faldt det dem næppe ind, at netop disse mennesker er verdens frelsere, som ofrer hele deres liv for deres medmenneskers skyld.

Ja, Kirken har sit skjulte liv, sin hemmelige kraft, sine usynlige kilder, som giver den styrke. Hvis Kirken kun var det, som mennesker bedømmer den på og roser den for, ville den snart have udspillet sin rolle. Men dens sande styrke er dens skjulte liv med Kristus i Gud.

Det samme gør sig gældende i hvert enkelt menneskes liv. Alle har både et ydre og et indre liv. For nogle er det ydre liv det vigtigste. De tænker kun lidt på det skjulte liv og vil egentlig helst være helt fri for at gøre det. Andre har det lige omvendt. For dem er deres indre liv det, de lever for, den kilde, de henter deres styrke fra og kilden til de ofre, de bringer. Og alligevel har selv den mest overfladiske person sit skjulte liv – et indre liv, som kendetegnes af kompromiser med samvittigheden, af at de barrierer, som Gud har rejst mellem sjælen og synden er brudt ned, af hemmeligheder, som ingen nogen sinde skal kende til, handlinger, som det end ikke selv vil se i øjnene, af erindringer, som er forvist til sjælens mørke afkroge, og som dukker op om natten og hjemsøger den, af en tiltagende følelse af utilfredshed og bevidstheden om forspildte muligheder og om et livsideal, som engang var muligt, men som nu kun vender tilbage i form af selvbebrejdelser og bitterhed. Dertil kommer den tiltagende følelse af at have mistet kontrollen over sit eget liv, at man ubønhørligt bliver ført med strømmen, fordi viljen ikke er der til at sætte grænser, og at al sand frihed derfor er forsvundet.

Men det sande skjulte liv består ikke i blot at beherske de mentale kræfter. Ved ensidigt at fokusere på sit eget indre liv løber man faktisk en risiko for at forfalde til selvoptagethed og selvfordybelse. Det skjulte liv bør ikke udvikle sig til et liv i navlepilleri og selvplageri, men til det stik modsatte: et liv, hvor man nok fordyber sig i det indre, men samtidig sigter mod en fuldkommen selvforglemmelse.

Men hvad er så kilden til og meningen med den kristnes skjulte liv? Svaret finder vi i Paulus’ ord: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal 2,20) og ”Kristus i jer, herlighedens håb” (Kol 1,27). Det skjulte liv er rodfæstet i sjælens forening med Kristus. Det har sin oprindelse i det faktum, at vi i dåben er blevet ”lemmer på hans legeme” (Ef 5,30) og at ”Alle mine kilder er i dig” (Sl 87,7).

Den sjæl, som stræber efter at udvikle sit indre liv, vender sig indad – ikke i selvbeskuelse – men for at skue og udvikle sin forening med Kristus. Den bliver til stadighed mere bevidst om en indre styrke, som ikke er dens egen, men som alligevel står helt og fuldt til dens rådighed. Den føler en voksende styrke, som ikke udgår fra dens egen natur, men som befinder sig hinsides al natur. Den forstår meningen med Paulus’ paradoks: ” Når jeg er magtesløs, så er jeg stærk” (2 Kor 12,10).

Denne tilstedeværelse i enhver døbt kristens indre er kilden til det skjulte liv. Vi har alle fået denne store gave, men det afhænger helt af vores vilje og tro, om den bliver virksom i vores liv. For mange er den blot en skat, der ligger begravet på marken. De slider og slæber med at pløje og harve og så på overfladen af deres natur, mens den sande kilde til deres rigdom er begravet dybt nede i deres indre.

Det er denne skjulte rigdom, som er forklaringen på helgenernes sjælelige styrke – en styrke, som forbløffede omgivelserne. De kendte ikke kilden til den styrke, som satte helgenerne i stand til at overvinde denne verden, og som langt overgik deres naturlige formåen. For deres liv var ”skjult med Kristus i Gud.”