Vejen til et helligt liv (4)
Kommentarer lukket til Vejen til et helligt liv (4) 55 30 maj, 2018 Spiritualitet maj 30, 2018 Indlæg af

Vejen til et helligt liv (4)

At  finde sit kald

Der findes ikke noget sørgeligere syn end et formålsløst liv. Et sådant liv betyder ikke nødvendigvis, at den pågældende ikke på noget tidspunkt har et mål, men at målet hele tiden ændrer sig. Der kan være dage, hvor livet bliver levet intenst, fordi et eller andet interessant  gøremål lægger beslag på ens hele opmærksomhed. Faktisk er det forbløffende, hvor megen ildhu og hvor mange kræfter der kan blive brugt på en eller anden forbigående interesse. Men det hindrer ikke, at et liv præget af sådanne skiftende interesser og oplevelser kan være et fuldstændigt formålsløst liv. For det er endemålet, livsopgaven, der definerer livet. Vi bedømmer andre mennesker – ikke så meget på, hvad de har udrettet, men snarere på, hvad de har stræbt efter i deres liv. Bruger man sine gode evner i et eller andet lyssky øjemed, vil det, uanset om man får gennemført sit forehavende eller ej, påvirke ens moral i negativ retning. Omvendt er det liv, som fra begyndelsen til enden er inspireret af en ophøjet målsætning, det bedst tænkelige liv – dette uanset hvor ofte den pågældende er snublet undervejs, og uanset hvor få og små hans eller hendes evner måtte være.

Men hvad er det så, man først og fremmest bør stræbe efter for at få det mest prisværdige liv her på jorden? Hvad er det for et mål, som alle har den samme mulighed for at nå, og som får alle dem, som stræber efter det, til at vokse?  Det er et ganske enkelt mål, men alligevel et mål med mange implikationer. Det består i – så fuldstændigt som muligt – at leve op til det formål, Gud havde med at skabe enhver af os og anbringe os her på jorden: ”Men enhver skal leve sådan, som Herren har tildelt ham, som Gud har kaldet ham” (1 Kor 7,17).

Ingen kan bruge sit liv på en bedre måde end denne.  For ethvert liv må det gælde, at det er fuldkomment i det omfang, det lever op til det, som det blev skabt til. Ved afslutningen af vores liv her på jorden skal vi svare vores Skaber på, om vi har gjort vores eget eller hans arbejde, og om vi overhovedet har gjort noget for at finde ud af, hvad han vil have os til at gøre.

En ting kan vi være sikre på: Enhver af os kan i vores liv udrette det, som vi blev skabt til at gøre. For Gud gav os de gaver, der skal til for at udføre det hverv, han bestemte for enhver af os. Disse gaver kan utvivlsomt også bruges til andre formål, og jo større gaverne er, jo flere forskellige ting vil de kunne bruges til. Mange, som ikke bekymrer sig om at finde ud af, hvad formålet er med dem, kan komme til at misbruge dem eller bruge dem til formål, hvor de aldrig vil kunne udfolde deres fulde potentiale og derfor heller ikke føre til et vellykket liv.

Den tanke, vi skal holde fast ved, er følgende: ”Jeg har fået alt, hvad der skal til for at få et virkeligt vellykket liv. Ingen er så egnet som jeg til at gøre det, som jeg er bestemt til at gøre, og til at fylde netop den plads ud, som jeg skal udfylde. Gud ønskede få løst en bestemt opgave. Han er almægtig og alvidende. Han så netop den person for sig, som var bedst egnet til det. Han kunne have skabt en person med alle tænkelige evner, men han skabte mig. Han vidste, hvad han gjorde, det var ikke nogen tilfældighed. Jeg kom ikke til verden ved et tilfælde, men som resultatet af en intelligent viljeshandling.” Det arbejde, Gud kalder os til at gøre, har først og fremmest til formål at udvikle og fuldkommengøre vores eget indre. Det er i kraft af vores livsværk og på det sted, som Gud har valgt til det, at vores karaktertræk udvikles og perfektioneres. Her er arbejdet, og her er mennesket. De er skabt for hinandens skyld. Intet menneske kan gøre arbejdet bedre, og intet andet arbejde kan gøre så meget for netop dette menneske. En sådan tanke vil give alt, hvad vi foretager os, mening og løfte selv de mindste og mest ubetydelige pligter op på et betydningsfuldt niveau. Disse uinteressante omgivelser, disse kedsommelige mennesker og disse rutineprægede pligter er de redskaber, Gud bruger til at forme vores natur i Kristi billede. At forsømme noget eller sløse med noget vil ikke alene skade arbejdet, men også arbejderen.

Det er således kaldet, der bør være det grundlæggende og styrende princip i vores liv, det kald, som indebærer, at der er et formål med vores liv, som vi skal leve op til. Alting vil gå galt, hvis det, vi stræber efter, ikke er det rette. Men hvis målet er det rette, vil  vores naturlige evner og de nådegaver, vi modtager, kunne udvikle sig i perfekt harmoni. Men kaldet skal ikke kun forstås som et religiøst kald såsom kaldet til præstegerningen eller klosterlivet. I Markusevangeliet 5,19 læser vi om manden, som Jesus har helbredt, og som efterfølgende beder om at komme med ham, fordi han tror, at det er det, der er hans kald. Jesus svarer ham: ”Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig.” Han ville have forfejlet sit kald, hvis han havde forladt alting for at følge Kristus. Hans kald var at sørge for sin familie, mens Peter var kaldet til livet som apostel.

Det er vigtigt, at vi husker dette: kaldet er Guds kald til en hvilken som helst livsform, det måtte behage ham at kalde os til.  At blive bevidst om, at ens plads i livet er et kald, svarer til en omvendelse. Det betyder, at vi får øjnene op for Guds vilje og hans formål med det, der sker i vores dagligdag. Lignelsen om arbejderne i vingården viser os, hvordan en daglejers trivielle arbejde forvandles, ved at han lytter til kaldet: ”Gå hen i min vingård” (jfr. Matt 20,4). Hele forskellen består i, at det store flertal passer deres arbejde, fordi de er nødt til det, mens nogle få gør det for at adlyde Guds vilje.

Yderligere bør vi bemærke, at alt, hvad Gud pålægger os at gøre, har til formål at gøre os fuldkomne: ”For dette er Guds vilje, at I skal helliges” (1 Thess 4,3). Vist interesserer han sig for vores lykke og timelige velfærd. Han interesserer sig for alt, hvad der vedrører os, men kun for så vidt som det tjener til vor sande lykke og til i en dybere forstand at få vores liv til at lykkes. Hvis et godt helbred er en forudsætning for, at det kan lykkes, kan vi være sikre på, at vi får det. Hvis det gode helbred er en hindring, bliver det taget fra os. Hvis det er godt for os, at noget lykkes for os, vil han tillade, at det sker, men hvis det står i vejen for os, hvis det gør os selvtilfredse eller hovmodige, vil vi ikke få held med det.

Og således er det med alt. Alt står i hans hånd, og alt har  dette ene mål for øje – at opfylde hans hensigt med at anbringe os her. Og vi kan ikke overtale Gud til at fravige dette. Han ville  i så fald svigte os og de løfter, han har givet os. Mulighederne, fristelserne, anfægtelserne og velsignelserne vil indfinde sig, uanset hvordan vi reagerer. Der er noget på én gang foruroligende og fortrøstningsfuldt i denne tanke. Foruroligende er det, hvis vi ikke svarer ham. Og foruroligende er det at tænke på, at de stærke impulser, der udgår fra Guds vilje, så ikke vil lade os i ro. Fortrøstningsfuldt er det at tænke på, at hans vilje er en realitet, han, som leder alle ting mod et eneste mål, og at dette mål altid fremmer det bedste i os og altid bekæmper et hvilken som helst ensidigt eller partisk livssyn, at han, såfremt vi bliver slappe eller svage, vil vise os den nåde ikke at give efter for os, og at han, hvis vi  på et tidspunkt svinger til den ene eller den anden side, vil tvinge os tilbage på det rette spor. Hvilken styrke giver det ikke at tænke på, at vi ikke har nogen anden plan end hans, intet andet mål i vores liv end at følge ham, som bringer orden i alle ting. ”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet” (Rom 8,28), når blot vores vilje er rettet mod det samme mål som hans.

Nogle få forslag til, hvordan man kan træne sin vilje til at stemme overens med Guds vilje, kan måske være gavnlige:

  • Prøv at se Guds vilje i de små ting. ”Selv alle jeres hovedhår er talt” (Luk 12,7) ”Ikke en spurv falder til jorden” (jfr. Matt 10,29) uden hans vilje. Intet sker i vort daglige liv, uden at han tillader det – selv ikke det, der forårsages af andres synd. Gud ønsker ikke, at vi skal synde, men han tillader, at vi bliver prøvet af de synder, andre begår.
  • Lad ikke din vilje blive påvirket af andre, når et eller andet fristende byder sig til, en eller anden mulighed for morskab, et eller andet tilbud, som du umiddelbart føler dig tiltrukket af. Vent med at beslutte dig og vend blikket mod Gud. Rådfør dig med hans vilje, før du træffer dit valg. En sådan pause og en sådan bøn kan gøre al mulig forskel på det, du så vælger at gøre.
  • Gør derfor også i sådanne perioder med usikkerhed brug af bodshandlinger. Træf ikke nogen beslutning, før du er sikker på, hvad Gud vil. Ofte er sådanne perioder med usikkerhed tilladt som en forberedelsestid, hvor viljen lærer at bøje sig for det, den ikke umiddelbart var indstillet på at affinde sig med.
  • Undlad at lægge alt for mange kræfter i at træffe beslutninger vedrørende helt legitime adspredelser. Hold dem i beredskab til de ting, der er det værd, således at du ikke spilder dine kræfter på overvejelser om harmløse ting, men tværtimod bevarer evnen til at skelne mellem det harmløse og det, der er mere alvorligt.
  • Husk, at der er stor forskel på at ville og ønske. Du kan ikke gøre for, hvad du på et eller andet tidspunkt ønsker, men din vilje har du selv magt over. Dine ønsker og tilbøjeligheder, således som de er nu, kan du ikke umiddelbart ændre på, men ofte består nådens største sejr i, at viljen vælger det stik modsatte af, hvad naturen ønsker. Man kan ikke gøre for, at man ikke har lyst til at bede sine bønner eller faste eller stå op om morgenen, men man kan med viljens hjælp beslutte sig for at gøre det alligevel og på den måde vokse i styrke og nåde.

Derfor skal man ikke lade sig gå på af, at man tit og ofte ikke føler trang til at gøre Guds vilje. Man skal beslutte sig for at gøre det – og så også gøre det. Så vil sejren og belønningen blive så meget større.