Vejen til et helligt liv (10 – sidste kapitel)
Kommentarer lukket til Vejen til et helligt liv (10 – sidste kapitel) 272 17 april, 2019 Spiritualitet april 17, 2019 Indlæg af

Vejen til et helligt liv (10 – sidste kapitel)

Hold ud!

Der findes dyder, der er så robuste og uafhængige, at de øjensynlig er i stand til at stå alene og forblive aktive, selv når alt andet i sjælen, som er ophøjet, er dødt. Man kan af og til møde mennesker, som er helt igennem fordærvede og alligevel generøse. Og der er andre, som har mistet alle de dyder, som hører til den blidere del af deres natur, og er blevet bitre og fordømmende, men som ikke desto mindre er særdeles pligtopfyldende.

Men efterhånden som vi lærer sådanne mennesker bedre at kende, vil vi opdage, at selv om den pågældende dyds ydre skikkelse består, er dens substans så godt som forsvundet. Den ødsles rundhåndethed er noget ganske andet end den kristnes næstekærlighed. Alligevel er den i en vis forstand en dyd, og det er ofte en overraskelse og en glæde at konstatere, hvor længe sådanne dyder kan overleve midt i alt fordærvet og ondskaben.

Der er andre dyder, som aldrig kan stå alene. De er så skrøbelige, at de må støtte sig til en anden dyd. Renhed vil altid bygge på ydmyghed, indre fred på selvopofrelse. Selv moralsk mod, som tilsyneladende er i stand til at stå på egne ben, bliver endnu stærkere og dybere rodfæs­tet, hvis det vokser på syndsbevidsthedens grund. Hvis syndsbevidstheden dør bort, vil den vilje, som før var stærk og tapper, blive til vankelmod.

Tilsvarende er der mange uvaner, der udspringer af dyder, som savner et modspil i en anden dyd. F.eks. kan man være lutter hjerte og alt for lidt hoved eller alt for lidt hjerte og lutter hoved. Bøn alene uden handling – undtagen hos mennesker med et ganske særligt kald – kan føre til selvbedrag. Handling alene uden bøn får sjælens kræfter til at smuldre bort.

Derimod er tålmodighedens dyd resultatet af den perfekte blanding af venlighed og viljestyrke. Hvis disse to dyder ikke er ligeligt fordelt, bliver resultatet ikke tålmodighed. Hvis venligheden vejer tungere end viljestyrken, bliver tålmodigheden til svaghed, og hvis vilje­styrken vejer tungere end venligheden, stivner den i hårdhed. Fasthed er den rette blanding af viljestyrke og en klar moralsk dømmekraft.

Men igen, der er dyder, som er forudsætningen for alle andre dyder, især to, som er forudsætningen for, at man kan modnes i kristen nåde. Den ene er kærligheden. En hvilken som helst dyd, der ikke har sin rod i kærligheden, er ikke en kristen nådegave:

”Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet” (1 Kor 13,2-3).

Den anden er udholdenhed. Den er ikke blot kronen på værket. Den må ledsage ethvert skridt på vejen i den enkeltes åndelige vækst. Derfor er udholdenhed ikke blot en dyd i sig selv. Den er betingelsen for, at en hvilken som helst anden dyd kan komme til fuld udfoldelse. Hvor kærligheden er grobunden for alle dyder, er udholdenheden den samlende kraft, der giver alle andre dyder form og konsistens. Og derfor vil fristeren ofte angribe udholdenhedens dyd, vel vidende, at alle andre dyder vil blive ramt, hvis han kan ødelægge eller svække denne dyd.

Men udholdenheden kan ikke stå alene. Den har brug for øjne, som kan se fremad og hænder, som kan gøre arbejdet. Den må utrætteligt holde sig det ideal for øje, som den stræber efter, og lade alle sine bestræbelser være ledsaget af håb og tålmodighed.

Håbet får i denne sammenhæng en ny retning. Det retter sig ikke længere mod noget jordisk mål, det retter blikket mod himlen. Det tilskynder mennesker til ikke blot at bruge kræfter på verdslige gøremål, men også til at udvikle kristne dyder og til at forberede sig på at stå ansigt til ansigt med Gud.

Troen ser både bagud og fremad. Håbet ser kun fremad. Troens blik omfatter både himmel og helvede, håbet ser ikke helvede. Det har kun blik for, hvad det stræber efter. Således bliver udholdenheden hjulpet og inspireret af håbet. Og tålmodigheden trasker utrætteligt videre oplyst og holdt oppe af håbet.
Mens håbets øjne er rettet mod målet, fortsætter tålmodighedens hænder med at arbejde på det, der trænger sig på her og nu. Sådan var det også med Peter. Vor Herre løftede sløret og viste ham fremtiden, hans endeligt, martyrdøden: ”Når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil. Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med” (Joh 21,18). Det var det, han skulle forberede sig på: ”Og da han havde sagt det, sagde han til ham: ”Følg mig!’”

For at nå dette mål må han fra da af følge Kristus. Han må arbejde på det i nuet.

Det er baggrunden for, at udholdenheden kan fejle på to måder: enten ved at man opgiver håbet, eller ved at man mister tålmodigheden. Hvis håbet forsvinder, vil det, man gør, blive drænet for liv og inspiration og blive mekanisk. Hvis tålmodigheden går tabt, vil det, man har sat sig for, aldrig blive fuldført.

Således er der nogle, der fortsætter med deres religiøse praksis uden at have hjertet med i det, de gør. Andre er fyr og flamme i begyndelsen, men giver op lige så snart de møder den første forhindring. De kan kun blive hjulpet ved at blive forenet med Kristus.

De skal begge som mange andre lære af deres fejltagelser, at de ikke kan hjælpe sig selv, før de har forstået betydningen af disse ord: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft” (Fil 4,13). Han, som udtalte dem, havde selv lært det, for han sagde også: ”For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk” (2 Kor 12,10). Han var på én gang bevidst om den naturlige svaghed og den overnaturlige styrke. Han havde i kraft af sin egen svaghed lært, hvor han kunne finde de kræfter, han havde brug for.

Således er der ofte to stadier i sjælelivet: først fejltagelser og efterfølgende modløshed, hvor man mister interessen for og glæden ved det, man gør, og dernæst oplevelsen af, at det ikke har været forgæves: ”Lys stråler frem for de retfærdige og glæde for de oprigtige” (Sl 97,11). Hjertet bliver fornyet og viljen styrket. Det guddommelige håb er tilbage, og alt er forandret.

Det er det samme med tålmodigheden: Livet lærer os, at selv de ædleste drømme og højeste idealer ikke fører til noget i kraft af det, vi selv sætter i værk i et øjebliks begejstring. Store ambitioner gør os ikke store. Til sidst lærer livet os, at det, der kræves, er vedholdende troskab understøttet af regler og principper midt i alle følelsessvingninger. Det lærer os, at de, som ønsker at kende Kristus, må være stærke og tålmodige og ikke miste modet i perioder med kulde og følelsen af at blive afvist.

På den måde lærer vi tålmodighed og disciplin af Kristus, siddende ved hans fødder, og kommer også til at erfare, hvordan vores idealer bliver forvandlet undervejs mod den endegyldige sejr i ham.

Kender vi ikke sådanne mennesker, som stilfærdigt og vedholdende kæmper sig vej gennem den ene vanskelighed efter den anden, aldrig giver efter for modløsheden og aldrig taber målet af syne; som, fordi de bevarer håbet, er beskyttet mod at forfalde til rutine og i kraft af deres tålmod modstår de øjeblikke af fortvivlelse, som stiller sig i vejen for at gøre fremskridt, og således – ledet af udholdenhedens dyd – beriger deres sjæl med mange dyder, som vokser og modnes til fuldkommenhed?