Vejen til et helligt liv (3)
Kommentarer lukket til Vejen til et helligt liv (3) 53 04 april, 2018 Spiritualitet april 4, 2018 Indlæg af

Vejen til et helligt liv (3)

Kapitel 3

At  gøre bod

Lad os nu se på bodens ånd, som er den nødvendige frugt af og beskytter af angeren. For i det omfang bodens ånd svækkes, vil angeren uundgåeligt dø ud i sjælen. Og hvis der ikke er nogen sand anger, og sjælen længes efter den, er en af de sikreste måder at genvinde angeren på at gøre bod.

Hvis et menneskes hjerte virkelig er angerfuldt, og dette menneske er bevidst om sin egen syndighed, vil det instinktivt give afkald på mange af de ting i sit liv, som er et udtryk for en nydelsessyg natur. Det ydre liv må nødvendigvis tage farve efter det indre, og hvis angeren er dybfølt og stærk, vil det uvægerligt komme til udtryk i det ydre. I modsat fald er der grund til at tvivle på, at angeren virkelig er til stede.

Men det er slet ikke så ligetil at gøre bod. Det stiller ikke alene store krav til viljen, men forudsætter også visdom og bøn for at blive praktiseret på den rette måde.

Det er påfaldende, hvor ofte man støder på mennesker, som ganske vist i et betydeligt omfang lever et asketisk liv og ikke under sig selv mange glæder eller fornøjelser og alligevel ikke har en bodspraksis i ordets egentlige forstand, men derimod er fulde af selvrådighed og tilbøjelige til at give efter for fristelser.

Derfor er det vigtigt, at man fra første færd gør sig klart, hvad målet for en bodspraksis bør være, og hvor faren for selvbedrag ligger, for der er intet sted i vores natur, hvor selvbedraget mere underfundigt huserer og anretter ulykker end i det åndelige livs bestræbelser på at nå de højeste mål. Hvor besynderligt det end måtte forekomme,   kan der være en verden til forskel på en askese, forstået som en spartansk livsform, og en bodfærdighed i kristen ånd.

Visse mennesker finder en uforståelig tilfredsstillelse ved at praktisere en form for selvpineri, som er et mål i sig selv. Den rækker ikke ud mod noget, når ikke noget højere mål. Men en sådan form for askese har intet med kristendom at gøre.

Den kristne bodspraksis

En kristen bodspraksis er noget helt andet, både hvad angår motivering og målsætning. For de flestes vedkommende er motivet anger: man støder ting, som ikke i sig selv er forkerte, fra sig på grund af tidligere synder. Erindringen om alt dette får sjælen til mere og mere at længes efter at bringe ofre for at råde bod på fortidens forsyndelser. I bevidstheden om, at der ikke er nogen af denne verdens goder, den ikke har misbrugt, giver den afkald på den ene ting efter den anden.

I sådanne selvfornægtende handlinger er der intet barsk eller bittert, ingen fordømmelse af det, man giver afkald på, tværtimod. Den angrende sjæl erkender, at det onde ikke er i tingene, men i én selv. Alle disse ting er gode, fordi de er skabt af Gud, men sjælen støder dem fra sig i takt med en stadigt voksende erkendelse af sin egen uværdighed. Den føler smerteligt, hvordan synden har skæmmet Guds skaberværk og bragt mennesket i et forkert forhold til alle disse ting. De har fået tag i det, slavebundet det. I stedet for at lade dem løfte sig op til Gud, har det ladet dem trække sig ned og ladet sig forblænde af dem, så det ikke længere kan se Gud.

Ved at give afkald på dem bliver dets sind renset, så det bedre kan forstå meningen med dem, se deres skønhed og i højere grad værdsætte deres sande værdi. Ved at give afkald på det skønneste i denne verden ser den angrende sjæl på verden – ikke med puritanismens misundelige øjne – men med en blid kærlighed, som græder over sin egen syndighed og svaghed.

Den fordømmer heller ikke andre, som ikke bringer de samme ofre og forventer ikke af dem, at de skal gøre det.

Således beskytter angeren den på den ene side mod strenghed og hovmod og på den anden side mod en misforstået fordømmelse af de ting, den giver afkald på, som om de var onde i sig selv.

Og således udstråler den kristne, som har givet afkald på alt undtagen det mest nødvendige, den mest fuldkomne hjertelighed og venlighed, den klareste forståelse af tingenes sande værdi, den mest intense glæde over naturens skønhed og den dybeste ydmyghed.

Den skole i selvdisciplin og bod, som han eller hun er trådt ind i, har gjort sin virkning og bevist, at den bygger på et sandt princip, fordi den er en blanding af de mest forskelligartede dyder: venlighed over for styrke, erkendelse af ens egen syndighed over for værdsættelse af andre – og forsagelse af det, som er forkert for en selv, men som i stigende grad ses som et gode i sig selv.

Men bodfærdigheden udspringer ikke af angeren alene. Den har sin rod i selve grundvilkåret for vores liv her på jorden. Den er nødvendig for alle, som ønsker at være tro mod Gud.

Fra Skabelsen til Syndefaldet

Fra Skabelsen var Gud den uindskrænkede hersker over menneskets hjerte og vilje. Det var fuldt ud bevidst om formålet med sit liv: at elske Gud over alle skabte ting og tjene ham. Det befandt sig i en smuk og indtagende verden, hvor hver eneste skabte ting talte til det om Gud og fik det til at rette blikket opad. Af natur havde det mange behov, og Gud havde sørget for, at det i sine omgivelser kunne finde alt, hvad der skulle til for at tilfredsstille disse behov, hvorved det blev draget tættere mod Gud. Det besad et klarsyn, som gjorde det muligt for det at se gennem alting og se Gud i alt. Det tog, hvad det instinktivt vidste, at det havde behov for uden at skulle frygte for eller stå i fare for at hengive sig til overdreven nydelse. Alt var i harmoni i det indre og i det ydre, og Gud var oven over alt og i alt.

Med med syndefaldet blev alt dette forandret. Mennesket valgte det skabte fremfor Skaberen, og de skabte ting slavebandt og blindede det. Det oplevede ikke længere, at tingene løftede det op mod Gud, men at de blev et mål i sig selv. Der blev vendt op og ned på det oprindelige harmoniske forhold til tingene, således at mennesket ikke længere kunne se meningen og formålet med dem. Dets vilje blev formørket og dets sanser fanget i en snare.

Herefter vurderede det kun tingene ud fra deres udseende og deres evne til at tilfredsstille dets behov for nydelser. Det tog for sig af alt, hvad dets uharmoniske natur begærede og så ikke, at de skabte ting fik et stadigt fastere tag i det, indtil de fyldte sjælens hele horisont og lukkede Gud ude.

Hvor hurtigt dette går, ved vi allesammen kun alt for vel. Og uanset at alle disse ting er gode i sig selv, bestemt som de er til at være de kanaler, der skal føre os til Gud, er de blevet tilstoppet, lyset fra de skabte ting trænger ikke længere igennem til os, og i sidste ende danner de en barriere mellem sjælen og Gud.

Bodens formål

Derfor er vi nødt til at gøre os fri af de skabte ting. Vi må lære at bruge dem efter deres oprindelige formål – som midler til at nå et mål. Og målet er Gud. Som forholdene  er nu, må vi bruge hver enkelt ting eller afstå fra at bruge den alt efter, om den fører os til Gud.

Vi har en vanskelig opgave foran os. Vi er nødt til at gøre brug af mange ting, som har en iboende evne til at trænge ind i vores liv og binde vores vilje. Og vi må lære at bruge dem på en måde, så at vi holder os fri fra deres herredømme over os og i stedet kan bruge dem som veje til Gud.

For at det kan lykkes, må vi tage kontrol over de ting, som forsøger at tage kontrol over os – de ting, som blev skabt til at tjene os, ikke herske over os. Vi må lære at begrænse vores behov til et minimum. Han, som kunne bespise menneskemasserne i ødemarken og få stormen på søen til at lægge sig, sagde om sig selv: ”Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved” (Matt 8,20). Han, som kunne herske over de skabte ting, ville ikke lade dem herske over ham. Han skubbede dem bevidst fra sig og levede i fattigdom.

Det er derfor et udtryk for en forfejlet tankegang at mene, at vi bør se op til mennesker, som samler sig rigdomme og alskens luksus og derfor til stadighed lader sig styre af flere og flere behov. De er, når alt kommer til alt, ikke de skabte tings herrer, men deres tjenere. Vor Herres vurdering af, hvad der er beundringsværdigt, og hvad der gør os lykkelige, var en ganske anden: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres” (Matt 5,3).

For at få det rette forhold til de skabte ting er vi nødt til at frigøre vilje og hjerte for at give plads til Gud. Heri består friheden, men en sådan frihed opnår vi kun gennem en konstant bodspraksis, hvor vi giver afkald på alt det, der binder os.

Det magter vi ikke at gøre alene. Kun kærligheden er i stand til at modvirke de skabte tings evne til at slavebínde os, kun kærligheden til Gud, som påtog sig skabningens natur og fuldendte den.

Vi vender os til ham. Vi klynger os til hans menneskenatur. Han er vejen ud af den labyrint, vi er faret vild i, vejen til Faderen. Efterhånden som vores kærlighed til mennesket Jesus Kristus vokser i vort indre, føler vi os draget mod det, som løfter os op fra jorden og atter bringer sjælen i balance. Vi gør os til slaver af hans kærlighed, for hvem det at tjene er at herske: ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie” (Joh 8,20).