Vatikanet åbner saligkåringsproces for kræftsyg mor, som ofrede sit eget liv for sit ufødte barn
Kommentarer lukket til Vatikanet åbner saligkåringsproces for kræftsyg mor, som ofrede sit eget liv for sit ufødte barn 130 11 september, 2018 Nyheder september 11, 2018 Indlæg af

Vatikanet åbner saligkåringsproces for kræftsyg mor, som ofrede sit eget liv for sit ufødte barn

Chiara Corbella Petrillo, som døde den 13. juni 2012 af kræft kun 28 år gammel, var mor til to børn, som begge døde kort efter fødslen. I sin dagbog skrev hun: ”Herren ønskede at give os særlige børn, men han bad os kun om at ledsage dem indtil fødslen. Han gav os lov til, at vi kunne holde dem i vores arme, døbe dem og igen overgive dem i Faderens hænder med en sorgblandet afklarethed og glæde”.

Da hun blev gravid for tredje gang, havde hun således al mulig grund til at være bekymret, men hendes urokkelige tro hjalp hende til også at bære den prøvelse, der ventede på hende denne gang. Fem måneder inde i graviditeten fik hun konstateret kræft, men afstod fra behandling og satte således sit eget liv på spil for ikke at bringe sit ufødte barns liv eller helbred i fare.

Til de mennesker i hendes omgivelser, som fortvivlet forsøgte at tale hende fra det, sagde hun med et stort smil: ”Det er alt sammen, som det skal være, både sygdommen og det, den fører med sig, men hvis I sætter sådan et ansigt op, kan jeg ikke gennemføre det!
Chiara Corbella gennemførte sit forehavende overbevist om at gøre Guds vilje og døde kort efter at have født en sund og rask dreng, Francesco.

I den officielle udtalelse, der ledsagede meddelelsen om den proces, der nu går i gang, betegnes hun som ”et strålende vidne om håbet” og som ”et eksempel på en kærlighed, der er større end frygten og døden”.

Karmelitterpræsten Romano Gambalunge, som har stået i spidsen for de indledende faser i processen, siger i et interview med det italienske katolske dagblad Avvenire: ”Man kan ane en guddommelig plan i det, hun oplever, og i den måde, hun tager imod livets udfordringer på, som vil kunne være til inspiration for de troende. Chiara var en ganske almindelig ung kvinde med en masse interesser. Hun elskede at rejse, spillede violin og klaver og havde både sine glæder og sorger, men i alle livets forhold fandt hun støtte i bønnen takket være sin kristne opdragelse.”

Det amerikanske forlag Sophia Institute Press har udgivet en biografi om hende med titlen Chiara Corbella Petrillo: A Witness to Joy. De to forfattere til bogen, Troisi og Paccini, som var nære venner af ægteparret Petrillo, skildrer blandt andet, hvordan Chiara og hendes mand Enrico begge to var afklarede over for det faktum, at de ikke skulle blive gamle sammen, og at hun ikke ville komme til at se sit barn vokse op. I de sidste dage af Chiaras liv tog Enrico også ligesom hun selv imod Guds nåde og sagde: ”Hvis det er meningen, at hun skal være sammen med en, som elsker hende højere end jeg, hvorfor skulle jeg så være ked af det?

Chiara døde hjemme klædt i sin brudekjole omgivet af familie og venner og har også efter sin død været et vidne om glæden. De to forfattere mindes, at hun inden sin død som så mange andre måtte kæmpe med bekymring og angst for fysiske smerter og endda frygten for at komme i skærsilden. ”Men”, siger de, ”det, som gjorde hende til noget særligt, var hendes evne til at lægge alt i Guds hænder og tage imod den nåde, hun havde brug for på hvert eneste skridt af sin vej.”