Var Darwin racist? (2)
Kommentarer lukket til Var Darwin racist? (2) 102 10 oktober, 2020 Magasin oktober 10, 2020 Indlæg af

Var Darwin racist? (2)

Af Torben Riis

I den forrige artikel [læs den her] argumenterede jeg for, at Darwin opfyldte de gængse kriterier for, hvad man kan kalde en racistisk tankegang – hvilket især kommer til udtryk i ”Menneskets afstamning” (1871), hvor han eksempelvis betegnede det som ”skadeligt for menneskeracen”, at man ”bygger asyler til de åndssvage, de handicappede og de syge” og på den måde bidrager til, at de svage i samfundet, ”som tidligere ville være bukket under for kopper”, bliver holdt i live.

Malthus’ rolle i racismens udbredelse

Det skal indskydes, at denne tankegang allerede fra begyndelsen af 1800-tallet var alment accepteret især i de højere samfundslag i England, efter at den anglikanske præst og demograf Thomas Robert Malthus (1766-1834) i sin bog  An Essay of the Principle of Population (1798) havde advaret om en forestående sultkatastrofe på grund af den stigende befolkningstilvækst i landet. Som bekendt viste hans forudsigelser  sig ikke at holde stik, men det interessante i vores sammenhæng er, at de forholdsregler, han anbefalede at man skulle gribe til for at løse ”problemet”, grundlæggende stemmer overens med Darwins advarsler mod at holde liv i samfundets svageste individer.

Malthus gik endda så vidt som til at anbefale, at man ikke blot skulle lade naturen gå sin gang, det vil sige undlade behandling, men også direkte fremskynde processen:

I vore byer burde vi gøre gaderne smallere og stoppe flere mennesker ind i husene for at lukke pesten ind igen. På landet burde vi bygge vore landsbyer i nærheden af stillestående vandhuller og især fremme bosættelser i sumpede og sundhedsfarlige områder. Men fremfor alt burde vi kassere særlige midler mod smitsomme sygdomme …”[1]

Det skal tilføjes, at flere anglikanske præster tog afstand fra hans synspunkter, som de blandt andet betegnede som en krænkelse af næstekærlighedsbudet og af almindelig sund fornuft. Men alene den kendsgerning, at Malthus var i stand til offentligt at fremsætte så rabiate og kyniske forslag, vidner om, at man allerede på tærsklen til 1800-tallet kan tale om en tilstand, hvor kristne værdier var trængt i defensiven.

Sekularisering versus katolsk tro

Det fører mig tilbage til, hvad jeg i slutningen af min artikel nåede at antyde: at den racistiske tankegang såvel som dens konkrete følger (tvangssterilisationer m.m.) bør ses i et større perspektiv som et resultat af det udbredte frafald fra kristendommens menneskesyn og moralbegreber i den vestlige verden – det, man i vore dage ofte kalder ”sekulariseringen”.

I den forbindelse skal man ikke glemme, at darwinismen er en ateistisk filosofi, der bygger på teorien om ”den naturlige udvælgelse” og dermed på forhånd udelukker enhver tanke om en skabende Gud. Darwins evolutionsteori var således fra begyndelsen et forsøg på at forklare menneskets oprindelse ud fra den udtrykkelige forudsætning, at en skabelse aldrig havde fundet sted, og at vi alle derfor er resultatet af blinde naturkræfter – dette sidste ganske på linje med samtidens positivistiske videnskabs- og samfundssyn, som vi kender det fra Karl Marx’ forsøg på at forklare menneskets bevidshed udelukkende som et produkt af samfundsudviklingen og fra Freuds beskrivelse af den menneskelige psyke som et maskineri, hvor der ligesom i en dampmaskine produceres energi, der til stadighed overføres til maskinens forskellige dele.

Den afgrundsdybe kløft mellem katolsk tro og darwinisme  kan beskrives således:

Skabelsesberetningen (1. Mos 1,27) fortæller os, at vi alle (også de svagt begavede, handicappede og syge, som Malthus og Darwin så gerne ville udrydde) er skabt i Guds billede, og at vi alle, som det udtrykkes i næstekærlighedsbudet (Matt 22, 34-40), er forpligtede til både at elske Gud og vore medmennesker.

I lyset af dette kan vi sige, at menneskelivet i kraft af sin kaldelse til evigt liv hos Gud er forlenet med en særlig værdighed og derfor også er ukrænkeligt (jfr. det 5. bud).

Heraf følger, at en opdeling af mennesker i racer aldrig må tages til indtægt for det synspunkt, at visse racer er mere værd end andre og derfor har mere ret til at leve end andre – uanset hvilke katastrofeteorier man i den forbindelse disker op med for at legitimere udrensninger af bestemte befolkningsgrupper.

Denne erkendelse ser på ingen måde bort fra, at mennesker er forskellige, både hvad angår udseende og  psyke. Alle har således ikke evner til at blive atomfysikere, operasangere eller eliteatleter og i visse tilfælde ikke mulighed for at blive det i det samfund, de lever i. Men det er set med kristne øjne fuldstændigt irrelevant, fordi vi ikke vurderer – eller i hvert fald ikke burde vurdere – vores medmennesker efter deres intelligenskvotient eller nytteværdi for samfundet. Det ændrer heller intet ved, at mennesker er mennesker og ikke blot mere eller mindre intelligente rovdyr. Læg i den forbindelse mærke til, at Darwin ligesom sine efterfølgere konsekvent sammenligner de mennesker, han ser ned på, med husdyr (jfr. det sidste citat i den foregående artikel) og følgelig ikke ser det problematiske i at behandle dem på samme måde.

Endelig skal man tage i betragtning, at det påståede videnskabelige grundlag for slet og ret at betragte mennesker som pattedyr blandt andre pattedyr, for længst er smuldret bort. 1900-tallets største genetiker Jérôme Lejeune (1926-1994)[2] forklarede det således i et interview i 1984 med det daværende katolske tidsskrift ”Tidens Tegn”:

Vi kan for det første fastslå, at arterne ikke, som Darwin mente, er opstået gennem små mutationer, men ved pludselige og voldsomme ændringer i kromosomstrukturen . Arterne er opstået lidt efter lidt, men for hver enkelt arts vedkommende på én gang. Chimpanserne har ikke gradvist udviklet sig til gorillaer, eller hvad man ellers kunne forestille sig i den retning, og der har ikke været noget fortidsmenneske, der gradvis er blevet til et menneske. Der har været forskellige arter, og mennesket er som art opstået pludseligt ligesom alle andre arter.

Det fører frem til to meget væsentlige konklusioner. For det første, at alle mennesker har den samme kromosomstruktur. Ligegyldigt hvem man vælger, er det i alle tilfælde mennesker, vi har med at gøre. Det fortæller os, at alle mennesker er brødre og søstre i den forstand, at de nedstammer fra de samme forfædre. Det er ikke en teologisk påstand, men en kendsgerning, der kan eftervises eksperimentelt.

For det andet, at når alle mennesker har den samme kromosomstruktur, må menneskeheden nødvendigvis være udsprunget af en meget lille kerne, og denne er formentlig så lille som et enkelt menneskepar. Og den moderne genetik fortæller os i absolut modstrid med neo-darwinismen om arternes oprindelse, at hver art er opstået af nogle få mutanter på et bestemt sted.

Nu vil du måske sige, at jeg er ved at fortælle dig historien om Adam og Eva. Og det er da også således, at hvis vi ikke havde fået fortalt denne historie i årtusinder, ville den moderne genetik i dag kunne fremlægge den som en populær udgave af den allerseneste videnskabelige hypotese, hvormed man endelig har kunnet forklare arternes oprindelse.”

[1] Citatet er oversat fra:  Allan Chase: The Legacy of Malthus: The Social Costs of the New Scientific Racism, New York: Knopf, 1977).

[2] Jérôme Lejeune var professor i fundamental genetik ved René Descartes Universitetet i Paris og medlem af Det pavelige Videnskabernes Akademi. I 1959 opdagede han det ekstra kromosom (trisomi 21), som forårsager Downs syndrom. Han var således den første genetiker, der identificerede en arveligt bestemt sygdom.