Udsigt til et “varmt” efterår
Kommentarer lukket til Udsigt til et “varmt” efterår 158 16 januar, 2018 Nyheder januar 16, 2018 Indlæg af

Udsigt til et “varmt” efterår

Maurizio Chiodi: Prævention kan være påkrævet i visse situationer

Den 14. december 2017 holdt det nyvalgte medlem af Det Pavelige Akademi for Livet (PAV), moralteologen Fr. Maurizio Chiodi, en offentlig forelæsning på Det Pavelige Gregorianske Universitet i Rom, hvor han bl.a. hævdede, at der gives ”omstændigheder – jeg henviser til Amoris laetitia kapitel 8 – hvor brug af prævention er påkrævet netop for at handle ansvarligt”.

”I de tilfælde, hvor naturlige metoder ikke er en mulighed,” fortsatte han, ”må man ty til andre former for ansvarlig adfærd. Her kunne en kunstig form for fødselsregulering komme på tale som en måde at handle ansvarligt på – ikke for grundlæggende at afvise barnet som en gave, men fordi ansvarligheden i sådanne situationer kalder parret og familien til praktisere andre former for åbenhed og gæstfrihed.”

Chiodis reference til Amoris laetitia er næppe tilfældig, eftersom han er blandt de 17 nye medlemmer af PAV, som blev udnævnt i juni 2017. Det skete, efter at pave Frans den 31. december 2016 havde hjemsendt hele staben på 132 medarbejdere (hvoraf 33 er blevet genindsat), skåret antallet ned til 45 og sidst, men ikke mindst udskiftet PAV’s oprindelige arbejdsgrundlag[1] med et nyt, som vel at mærke pålægger medarbejderne at tage udgangspunkt i Amoris laetitia’s lære.

Chiodis bemærkninger om forældrenes ”ansvarlighed” kan også læses som en replik til pave Paul 6.’s rundskrivelse, Humanae vitae fra 1968, hvor paven netop talte om forældrenes ”forpligtelse til ansvarsbevidst forældreskab” (10), men vel at mærke samtidig understregede, at forældrene ”ikke kan handle efter forgodtbefindende”, men tværtimod er ”forpligtede til at forme deres handlinger efter Guds skaberplan, som den kommer til udtryk i ægteskabets og det ægteskabelige samlivs inderste væsen såvel som i Kirkens uændrede lære.”

Det førstnævnte ville især give mening, såfremt der skulle vise sig at være hold i de verserende rygter om, at pave Frans omgås med planer om en revision af Humanae vitae’s udtrykkelige forbud mod kunstig prævention. I så tilfælde kunne Chiodis liberale fortolkning af begrebet ”forældreansvarlighed” ses som en slags føler sendt ud for at sondere terrænet, inden man skrider til handling.

Sker dette sidste, kan man være sikker på, at vi kommer til opleve et særdeles varmt efterår – også i betragtning af, at pave Paul 6., som blev saligkåret den 19. oktober 2014, sandsynligvis vil blive helgenkåret i oktober i år. Kongregationen for Hellig- og Saligkåringsprocesser har ifølge La Stampa netop anerkendt endnu et mirakel tillagt pave Paul og dermed banet vejen for en helgenkåring. Tager man yderligere i betragtning, at 2018 er 50-året for offentliggørelsen af Humanae vitae, er efteråret 2018 i hvert fald ikke det rette tidspunkt til en diskret manøvre med det formål at udvande rundskrivelsens lære.

Chiodis udtalelser er allerede blevet mødt med en skarp kritik fra professor Josef Seifert, som er leder af Akademiet for Menneskelivet og Familien (JAHLF). JAHLF blev stiftet som et modspil til PAV og til ”Det Pavelige Johannes Paul 2. Institut for Studier vedrørende Ægteskab og Familie”, som begge på Frans’ foranledning blev ”ommøbleret” både med hensyn til form og indhold i 2017, hvor også Seifert blev fjernet fra sit professorat som følge af sin kritik af Amoris laetitia.

Se herom: Josef Seifert fyret fra sit professorat efter kritik af Amoris laetitia og

Modstanden mod Amoris laetitia antager nu konkrete former

Indledningsvis konstaterer Seifert, at Chiodi med sine udtalelser ikke alene åbenlyst forkaster en central del af Kirkens lære om prævention, således som den er udtrykt i Humanae vitae, men yderligere hævder, at prævention under visse omstændigheder sågar skullle være moralsk påkrævet: ”Ifølge ham kan ansvarsbevidst forældreskab direkte nødsage et ægtepar til at bruge kunstig fødselskontrol.”

Seifert henviser dernæst til et svar, som Chiodi har givet på to af de berømte dubia[2], hvor han mere end antyder, at der ikke findes menneskelige handlinger, som i alle tilfælde er forkastelige. Til støtte for dette synspunkt påberåber Chiodi sig Amoris laetitia, som efter hans opfattelse repræsenterer en ny norm og et nyt paradigme for en moralteologi, som udelukker enhver forestilling om, at brug af prævention skulle være en handling, som hvor som helst og når som helst er et onde i sig selv.

Seiferts argumentation

Chiodis grundlæggende synspunkter sammenfatter Seifert herefter i 3 hovedpunkter, som ifølge ham har det til fælles, at de ud over at være fejlagtige i realiteten undergraver ikke blot Kirkens morallære, men enhver form for moral og dermed også en hvilken som helst sandhed inklusive Kirkens lære som helhed. De tre punkter har overskrifterne 1) en historisk relativisme, 2) en konsensus-teori om sandheden, og 3) situationsetik.

Ad 1: »Ved at sige at den naturlige morallov[3] ”bevarer det gode og lærer os, hvordan vi kan gøre det gode, men at begge dele er historisk betingede, benægter Chiodi både den uforanderlige sandhed i og gyldigheden af de normer, som fortæller os, at brug af prævention og lignende handlinger er forkerte i sig selv, det vil sige ikke historisk relateret til eller afhængige af skiftende anskuelser, som om Humanae vitae kunne have været sand i 1968, men ikke længere er det i 2018.«

Ad 2: »Hertil kommer, at Chiodi, selv om han ikke direkte hævder det, ikke desto mindre mere end antyder, at det forhold, at en stor procentdel af katolske ægtefæller bruger prævention og ikke retter sig efter normerne, berettiger, at man forholder sig tavs om normerne eller endog argumenterer for, at de ikke længere er gyldige, som om sandheden var afhængig af, om et flertal kan tilslutte sig den. Med samme ret kunne han  påstå, at vi ikke længere med rimelighed kan tale om det første bud om at elske Gud over alt andet, eller ligefrem at denne norm ikke længere er gyldig, fordi et flertal af katolikkerne  ikke lever op til den, eller at budet, som forbyder os at aflægge falsk vidnesbyrd ikke længere er gyldigt, fordi de fleste mennesker lyver og bagtaler andre.«

Ad 3: »Ved at hævde at der gives ”omstændigheder – jeg henviser til Amoris laetitia kapitel 8 – hvor brug af prævention er påkrævet netop for at handle ansvarligt,” benægter Chiodo direkte, at brugen af prævention i sig selv er forkert, således som det autoritativt er blevet lært af Paul 6. og af hans forgængere såvel som af hans efterfølgere, og gør dermed spørgsmålet om, hvad der i moralsk henseende er godt eller dårligt, fuldstændig afhængigt af konkrete situationer. Ved at skitsere en sådan rent teleologisk eller konsekventialistisk, proportionalistisk etik vedrørende prævention lader Chiodi forstå, at der overordnet ikke eksisterer handlinger, der i sig selv er forkerte, og at man som hovedregel aldrig  kan bedømme en given handlings moralske kvalitet ”på grundlag af en generel regel”, men at en sådan vurdering skal ske ud fra en afvejning af gode og dårlige konsekvenser af menneskers handlinger i konkrete situationer.

Således forstået indebærer den situationsetik, Chiodi taler for, også en fornægtelse af det grundlæggende forkerte i abort og eutanasi og i mange andre handlinger, som i Veritatis splendor[4] betegnes som handlinger, der i moralsk forstand er forkerte under alle omstændigheder og i alle situationer. Dette synspunkt har vel at mærke ikke noget at gøre med spørgsmålet om, hvorvidt den enkeltes moralske habitus, manglende viden om etik eller grad af personligt ansvar kan være en formildende omstændighed, således som Rocco Buttiglione så ofte har fremført det i debatten. Nej Chiodi lader forstå, at man i visse situationer objektivt set kan tale om ”en pligt til at bruge prævention.”

Således rummer pater Chiodis forelæsning – ud over hans åbenlyse afvisning af Kirkens lære i Humanae vitae om prævention – i filosofisk henseende katastrofale fejl, som autoritativt og eftertrykkeligt er blevet forkastet af pave Johannes Paul 2. i Veritatis splendor.

Man kan kun håbe på, at pave Frans, biskop Paglia[5] og det store flertal af PAV’s medlemmer vil anmode pater Chiodi  om at tilbagekalde disse alvorlige vildfarelser eller med øjeblikkelig virkning udtræde af dette hæderkronede akademi, hvis grundlægger og åndelige fader var pave Johannes Paul 2., som utvetydigt og vedholdende bekæmpede de selvsamme vildfarelser, som pater Chiodi nu fremfører, og fordømte dem definitivt. (…)

Etisk sandhed og det usande i denne proportionalistiske tankegang kan ikke kun erkendes på grundlag af katolsk tro, men også af den menneskelige fornuft. Etisk sandhed er blevet kraftfuldt forsvaret af de store hedenske filosoffer Sokrates, Platon og Cicero og af repræsentanter for andre religioner, hvoraf nogle er medlemmer af det nye Akademi for Menneskelivet og Familien (JAHLF), som uden at forfalde til tvetydigheder fortsætter med at tjene de sandheder og målsætninger, som PAV blev grundlagt på.«

 

[1] PAV blev stiftet af pave Johannes Paul 2. for at forklare og forsvare menneskelivets værdighed i henhold til Kirkens lære, sådan som den f.eks. er udtrykt i Humanae vitae og andre autoritative tekster.

[2] Se: Fire kardinaler afkræver paven svar på fem spørgsmål om Amoris laetitia

[3] ”Den naturlige morallov udtrykker den oprindelige mnoralske sans, som gør det muligt for mennesket med sin

fornuft at skelne mellem godt og ondt, sandhed og løgn” (Den Katolske Kirkes Katekismus, §1954).

[4] Johannes Paul 2.’s rundskrivelse om de grundlæggende principper i katolsk moralteologi

[5] PAV’s nuværende leder