Trump versus Clinton: Et knusende slag mod den amerikanske abortindustri
Kommentarer lukket til Trump versus Clinton: Et knusende slag mod den amerikanske abortindustri 440 11 november, 2016 Magasin november 11, 2016 Indlæg af

Trump versus Clinton: Et knusende slag mod den amerikanske abortindustri

Af Torben Riis.

Donald Trumps overbevisende sejr ved præsidentvalget den 8. november, som tilmed sikrede det republikanske parti flertal i begge Kongressens kamre, har naturligvis givet anledning til alskens spekulationer om, dels hvad årsagerne var til Hillary Clintons nederlag, dels hvad det kommende systemskifte kommer til at betyde.

Hvad det første angår, er der næppe tvivl om, at Trumps sejr, som gjorde alle meningsmålinger og så godt som alle såkaldte ekspertvurderinger til skamme, for en stor del kan tilskrives hans evne til at mobilisere de dele af vælgerkorpset, som har mistet tilliden til det politiske establishment – eksempelvis den hvide underklasse, som amerikanerne uærbødigt omtaler som white trash, samt en ikke ubetydelig del af en i stigende grad frustreret arbejderklasse og middelklasse.

Den problematik vil jeg ikke gå yderligere ind på her, men i stedet se nærmere på den rolle, som den amerikanske pro life-bevægelse – hvor katolikkerne er fyldigt repræsenteret – har spillet i denne valgkamp.

Historisk set har mange af USA’s katolikker følt sig knyttet til demokraterne, ikke mindst i Kennedy-æraen, hvor der stod en helt særlig nimbus om J.F. Kennedy, uagtet at hans privatliv mildt sagt ikke levede op til katolske standarder. På det tidspunkt var der endnu mange demokrater, som var modstandere af tanken om en legalisering af provokeret abort. Helt frem til 2010 var der endnu omkring 40 demokrater i Repræsentanternes Hus, som beskrev sig selv som pro life. Det måtte præsident Obama sande, da han for at få vedtaget sin sundhedsreform måtte udstede en garanti til deres talsmand Bart Stubak om, at offentlige midler fra reformen ikke ville blive brugt til at finansiere abort. Det skete i form af en såkaldt executive order, som imidlertid snart skulle vise sig ikke at være det papir værd, den var skrevet på.

Siden da er demokratiske pro life-politikere blevet en truet race. Tilmed er det kommet så vidt, at nogle af de mest højrøstede aborttilhængere er at finde blandt fremtrædende demokrater, som ikke desto mindre kalder sig katolikker. Hillary Clintons vicepræsidentkandidat Tim Kaine er blot det seneste eksempel. Andre er den nu afdøde Ted Kennedy, den forhenværende sundhedsminister Kathleen Sebelius, den nuværende vicepræsident Joe Biden, minoritetslederen for demokraterne i Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi og udenrigsminister John Kerry. Det ligner en tanke, at både Obama og Hillary Clinton har  ønsket at omgive sig med nominelle katolikker, der giver det udseende af, at man sagtens kan være en god katolik og samtidig gå ind for fri abort.

Det har derimod næppe gavnet Clinton, at hendes kampagneleder John Podesta af Wikileaks blev afsløret i at konspirere mod den katolske Kirke i USA. Hans projekt, som blev finansieret af milliardæren George Soros, gik ud på at forsyne to dissident-grupper Catholics in Alliance og Catholics United med tilstrækkelige midler til at iscenesætte et oprør, et ”katolsk forår” inden for Kirken. Senest har Wikileaks offentliggjort en mailkorrespondance mellem Podesta og andre af Clintons toprådgivere, hvor de betegner den katolske tro som ”alvorligt bagstræberisk” og håner den tidligere ansvarshavende redaktør af Wall Street Journal, Robert Thompson, fordi han har ladet sine børn opdrage katolsk. Bedre blev det ikke af, at Hillary Clinton for det første ikke beklagede disse udtalelser og dernæst selv – med tydelig adresse til blandt andet den katolske Kirkes konsekvente forbud mod abort – udtalte, at ”dybt forankrede kulturelle normer, religiøse overbevisninger og samfundsskabte fordomme nødvendigvis må ændres”.

Ingen har således haft grund til at tvivle på, at Hillary Clinton som præsident ville have fortsat og tilmed optrappet angrebene på religionsfriheden, som blev indledt af Obama med det såkaldte HHS-mandat, der tvinger alle arbejdsgivere til direkte eller indirekte at finansiere deres ansattes forbrug af prævention og ”sundhedsydelser” såsom sterilisationer og abort. Det fik USA’s biskopper op af stolen og affødte i øvrigt en sand byge af sagsanlæg, hvoraf de fleste endnu er på vej gennem retssystemet. Den seneste afgørelse i sager af denne art blev truffet af Højesteret den 16. maj i år til fordel for den katolske nonneorden Little Sisters of the Poor, som i modsat fald havde været nødsaget til at forlade USA for at kunne fortsætte deres virke. Læs mere om denne sag her

Donald Trump var længe om at melde klart ud om sin holdning til abortproblematikken, men det kom lidt efter lidt og førte i sidste ende til, at man i det amerikanske pro life-miljø efter nogen tøven besluttede sig for at støtte Trumps kandidatur eller i det mindste tilkendegive sin uforbeholdne modvilje mod Hillary Clinton. Helt tydeligt blev det, da Trump udpegede Indianas guvernør Mike Pence som sin kandidat til posten som vicepræsident. Pence sendte et klart signal ved straks efter at erklære, at han ikke havde til hensigt at gøre nogen undskyldning for sine pro-life synspunkter. Han tilføjede, at lovgivningen efter hans mening skal beskytte ufødte børn, og at Roe v. Wade derfor bør underkendes.

Tager man begge kandidaters udmeldinger for pålydende, tegnede der sig følgende billede forud for valget:

Hillary Clinton havde til hensigt

  • kun at udnævne højesteretsdommere, der er villige til at forsvare Roe v. Wade – den kendelse, der i 1973 banede vejen for indførelse af fri abort i USA
  • at fjerne al lovgivning, som begrænser adgangen til abort under hele graviditeten – fra undfangelsen til fødslen – herunder ophæve forbudet mod partial-birth-abortion, hvor det ufødte barns hjerneceller høstes under selve fødslen, så snart hovedet har forladt fødselskanalen. Dermed var barnet i lovens øjne endnu ikke levendefødt og indgrebet derfor lovligt. Forbudet, som første gang blev vedtaget af Kongressen i 1996, blev standset af et veto fra Bill Clinton, og først i 2003 indført under George Bush –
  • at stå last og brast med Planned Parenthood – uanset resultatet af de igangværende undersøgelser af organisationens formodede kriminelle aktiviteter (salg af fosterdele m.m.)
  • at gennemtvinge Obamacare uanset konsekvenserne for det sociale arbejde, der i dag udføres af religiøse, ikke mindst katolske institutioner

hvorimod Trump lovede

  • at udnævne højesteretsdommere, som er villige til at underkende Roe v. Wade
  • at standse alle offentlige bevillinger til Planned Parenthood evt. i forbindelse med en total afvikling af Obamacare
  • at standse bevillinger til FN-organisationer, der har allieret sig med den internationale abortlobby, f.eks. FN’s Befolkningsfond (UNFPA), der i årevis har samarbejdet med Kina om at implementere et-barns-politikken
  • at ophøje den såkaldte Mexico City-politik til lov, således at amerikanske organisationer effektivt forhindres i at tilbyde eller promovere abort i andre lande.

Alt i alt er der således lagt op til et knusende slag mod den amerikanske abortindustri og dermed også mod det fænomen, som den nu helgenkårede pave Johannes Paul 2. betegnede som “dødens kultur”.

Hvis nogen skulle undre sig over, at de indtil dato ikke i hverken danske eller amerikanske main stream medier har kunnet finde mange ord om netop denne problematik, er forklaringen den enkle, at medierne af rent ideologiske årsager så vidt muligt ikke bringer nyheder, som kunne stille fri abort i et ugunstigt lys. Derfor gælder det som hovedregel både her og over there, at et amerikansk præsidentvalg kun drejer sig om økonomi og alt, hvad dertil hører, plus måske lidt udenrigspolitik. Af samme grund blev det stort set forbigået i tavshed, da præsident Obama i december 2015 nedlagde veto mod et lovforslag, som ville have frataget Planned Parenthood offentlig støtte, så længe Kongressens undersøgelser stod på.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at abortproblematikken rent faktisk kom til at spille en rolle i valgkampen. Muligvis ikke en afgørende rolle, men nok til, at stemmer fra pro life-amerikanerne i den seneste fase bidrog føleligt til at sætte en stopper for Clinton-dynastiets indflydelse på amerikansk politik.