Kommentarer lukket til Tonen skærpes i diskussionen om fraskilte gengiftes status i Kirken 779 10 juni, 2014 Nyheder juni 10, 2014 Indlæg af

Tonen skærpes i diskussionen om fraskilte gengiftes status i Kirken

Bølgerne går højt i diskussionen op til efterårets bispesynode om ægteskab og familie, som efter planen skal finde sted 5.-19. oktober i Rom. Det er især spørgsmålet om fraskilte gengifte katolikkers mulighed for at modtage sakramenterne, der er stridens æble. Hvad dette angår, er det Kirkens konstante lære, at ægteskabet er uopløseligt, og at ægtefæller, der går fra hinanden og derefter indgår nyt (borgerligt) ægteskab, følgelig har bragt sig i en situation, hvor de er afskåret fra at modtage Kirkens sakramenter. At dette af mange i dag – uanset om de personligt er berørt eller ej – opfattes som problematisk, hænger i høj grad sammen med den fremherskende mentalitet i den vestlige verden og den heraf følgende livsstil, hvor skilsmisser er kommet til at høre til dagens orden.

Et paradigmeskift?

ackermann2 Biskop Ackermann

Diskussionen blev for alvor skudt i gang, da biskoppen af Trier, Stephan Ackermann, i begyndelsen af februar i et interview med Mainzer Allgemeine Zeitung udtalte, at det efter hans mening ikke længere er rimeligt at betragte indgåelsen af et nyt ægteskab som en dødssynd og herefter nægte de gengifte adgang til sakramenterne. Ackermann mente heller ikke, at man generelt bør betragte sex før ægteskabet som en alvorlig synd og betegnede Kirkens skelnen mellem kunstig og naturlig familieplanlægning som utidssvarende. En justering af den pastorale praksis på disse områder ville ifølge ham ikke være ensbetydende med en grundlæggende ændring af Kirkens lære. Justeringen, præciserede han, skulle i al væsentlighed gå ud på, at Kirken i højere grad skulle respektere afgørelser truffet ud fra den enkeltes samvittighed.

Kasper Kardinal Kasper

Dette synspunkt blev eftertrykkeligt bakket op af kardinal Walter Kasper, som i et forberedende møde med kardinalerne den 20. februar holdt et to timer langt indlæg, hvor han talte for et ”paradigmeskift”. Konkret foreslog han en slags bodsperiode, hvor den fraskilte gengifte skulle udvise oprigtig anger over sit ægteskabelige skibbrud, være bevidst om sit ansvar over for sin første ægtefælle og eventuelle børn og – såfremt det ikke var muligt at gøre sig fri af det nye forhold – forpligte sig til at opdrage børn fra dette forhold i den kristne tro.

 

Uenighed blandt kardinalerne

Hverken Ackermanns eller Kaspers udtalelser har fået lov at stå uimodsagt. Som tidligere nævnt har Troslærekongregationens præfekt i en udførlig redegørelse afvist, at Kirkens lære på dette område kan ændres – se artiklen: Gerhard Müller: Kirkens lære om fraskilte gengifte kan ikke ændres – og en række højt profilerede kardinaler så som præfekten for Kirkens højeste domstol (Segnatura Apostolica) Raymond Burke, som i en kommentar til Kaspers tale citerede pave Johannes Paul 2.’s advarsel mod ”falsk barmhjertighed, som ikke bekymrer sig om sandheden og derfor ikke kan tjene næstekærligheden, hvis eneste mål er sjælenes frelse,” endvidere ærkebiskoppen af Bologna kardinal Carlo Caffara, som i et interview udtalte, at selv ikke paven har magt til at ændre Kirkens lære om ægteskabet og tilføjede, ”at man ikke kan velsigne skilsmisser. Dobbeltmoral er ikke barmhjertig.”

Han kommenterede samtidig  kardinal Kaspers insisteren på, at der p.t. er ”store forventninger” i Kirken til en ændring af den pastorale praksis: ”Jeg gad vidst, hvad det er for forventninger, vi taler om. En af de store TV-stationer i USA foretog for nylig en verdensomspændende undersøgelse af katolikkernes tro, og den gav et ganske andet billede af situationen globalt set end den, man kan finde i Tyskland, Østrig og Svejts. Blot et eksempel: 75% i de fleste lande i Afrika er imod gengiftes adgang til sakramenterne. Og så er det, jeg spørger: Har den vestlige verden monopol på at bestemme, hvad Kirken skal forkynde?”

 

Brandmüller skærper tonen

brandy3 Kardinal Brandmüller

Senest har kardinal Walter Brandmüller skærpet tonen ved at udtrykke bekymring for, at visse biskopper og teologer med deres uklare tale risikerer at undergrave Kirkens morallære. Brandmüller, som har et omfattende kirkehistorisk forfatterskab bag sig, blev i 1998 af pave Johannes Paul 2. udnævnt til præsident for Den pavelige komité for historievidenskab og samme år til præsident for Den internationale kommission for sammenlignende kirkehistorie. Han blev i begyndelsen af marts interviewet af den tyskfødte filosofiprofessor Armin Schwibach ved Det pavelige Lateranuniversitet til det italienske nyhedsmagasin Il Foglio, hvor han blandt andet kommenterede biskop Ackermanns udtalelser.

I spørgsmålet om den enkeltes samvittighed over for Kirkens lære, slår han fast, at det altid har været Kirkens mål at styrke den personlige ansvarsfølelse og sætte den enkelte i stand til at træffe ansvarlige afgørelser i samvittighedsspørgsmål. Men, tilføjer han, den enkeltes samvittighed har behov for at blive oplyst og vejledt af objektive moralnormer. Samvittigheden er ikke den instans, der sætter normerne, men den instans, der fortolker normerne, altså træffer en beslutning på grundlag af den eller de normer, som er relevante i den givne situation.

På spørgsmålet om, hvorvidt den katolske Kirkes morallære kan ændres, svarer Brandmüller: ”Kirkens morallære kan kun ændres, hvis den menneskelige natur ændrer sig. Kirkens morallære tager sit udgangspunkt i, at den menneskelige person omfatter både legeme og sjæl. Derfor må konklusioner vedrørende den rette måde, et menneske bør leve sit liv på, drages ud fra disse grundlæggende kendsgerninger. Læg hertil, at Evangeliet ophøjer mennesket – og derfor også dets handlinger og ansvar – til et niveau, hvor det bliver et Guds barn. Og da hverken den menneskelige natur eller Guds bud og evangeliet har en udløbsdato, bringer den, som desuagtet kræver, at den katolske morallære skal ændres, sig i et modsætningsforhold til Guds ord.”

Brandmüller bliver i interviewet endvidere konfronteret med sin kardinalskollega Reinhard Marx’ udsagn om, at Kirken ikke bør prædike moral ved at opliste ”kataloger over synder og syndestraffe”, men snarere hjælpe folk til at forme deres liv i overensstemmelse med evangeliet og til at nå frem til velovervejede samvittighedsafgørelser.

Hertil svarer han: ”Hvem i alverden taler om moral på den måde nu om dage? Her støder vi igen på det fænomen, at en person med kirkelig autoritet taler i et sprog, som er vagt og upræcist og derfor stiller os over for formuleringer, som man hverken kan erklære sig enig eller uenig i. Følgen er, at enhver tolker dem efter sit eget forgodtbefindende”.

Og han fortsætter: ”Det er bydende nødvendigt, at Kirken i sin forkyndelse af tro og moral betjener sig af klare begreber. Selvfølgelig må vi i denne sammenhæng samtidig nævne, at forkyndelsen må ske i et sprog, som ikke blot appellerer til øret, men også til hjertet, og som formidler en virkelig forståelse af Kirkens budskab. Der er et citat af Goethe, som burde stå i alle biskoppers, præsters og kateketers notesbøger: ”I en tid præget af usikkerhed gør enhver, som er tilbøjelig til at vakle, problemet værre.”

Man bør heller ikke, fortsætter Brandmüller, i al denne snak om moral glemme, at der er stor forskel på den objektive vurdering af en handling eller handlemåde og det subjektive ansvar hos den handlende person. Som Augustin siger: Du skal hade synden, men elske synderen!”

Og Brandmüller afslutter med denne bredside: ”Hvis nogen med fuld autoritet til at forkynde troen i Kirkens navn skulle nå til den overbevisning, at han ikke er i stand til at stå inde for dens autentiske lære, bør intellektuel redelighed tilsige ham at drage konsekvensen heraf.”