Skabelse
Kommentarer lukket til Skabelse 1095 02 februar, 2014 Kirken om... februar 2, 2014 Indlæg af

Skabelse

At verden skulle være opstået ved en tilfældighed, forekommer i stigende grad usandsynligt i lyset af den moderne naturvidenskab

Som nævnt i artiklen om tro og fornuft er der – katolsk set – ikke umiddelbart nogen konflikt mellem Kirkens lære og en forståelse af den verden, vi lever i, baseret på naturvidenskabelige observationer – for så vidt som denne forståelse ikke udarter til en ideologi, som gør krav på at være en totalforklaring og dermed på forhånd udelukker en religiøs forståelsesramme. Denne konflikt bliver særlig tydelig, når man stiller spørgsmålet, om Gud har skabt verden, eller om der er en ”naturlig” forklaring på, at universet er blevet til.

Den fremherskende teori om universets tilblivelse er som bekendt den såkaldte Big Bang-teori, som bygger på den amerikanske astronom Edwin Hubbles beregninger. Hubble fandt i 1920’erne ud af, at afstanden mellem galakserne til stadighed øges med en fart, der er proportional med deres indbyrdes afstande, med andre ord, at verdensrummet konstant udvider sig. Det er en af de vigtigste opdagelser i astronomiens historie og i vores sammenhæng særlig interessant, fordi den med stor sikkerhed fortæller os, at universet ikke altid har været til (hvad der ville udelukke tanken om en skabelse) men er startet– formodentlig for omkring 14 milliarder år siden -i et punkt, hvor al masse og energi må have fyldt så godt som ingenting.

På denne baggrund kan man med rimelighed fastslå, at Bibelens skabelsesberetning ikke modsiges af den moderne astronomi – og tilføje, at en rent materialistisk forklaring på universets tilblivelse dermed også løber ind i et logisk problem. For hvor kom den masse og energi fra, der befandt sig i det oprindelige punkt?  Det har Kirken et svar på, når den siger, at Gud skabte universet ex nihilo – ud af ingenting.  Naturvidenskaben har i sagens natur intet svar, fordi den kun beskæftiger sig med det, der kan observeres i den fysiske verden, og derfor er nødt til at begynde sin ”fortælling” med det lillebitte punkt, som er oprindelsen til det materielle univers. Den har med andre ord ikke nogen teori, der kan forklare, hvordan man kommer fra ”ingenting” til ”noget”.

Et finjusteret univers

Hertil kommer, at sandsynligheden for, at universet, som vi kender det i dag – herunder den jord, vi lever på – skulle være blevet til som et resultat af blinde naturkræfters spil, næsten ikke er til at få øje på. Den konklusion kan man nå til ved at se på naturkonstanterne, nærmere bestemt det forhold, at universets grundlæggende kræfter er nærmest utroligt omstændeligt og fint afbalancerede.

F.eks. er en af forudsætningerne for, at der er liv på jorden, at der findes kulstof i tilstrækkelige mængder. Kulstof dannes enten ved at kombinere tre heliumkerner eller ved at kombinere helium- og berylliumkerner. Men for at denne proces kan finde sted, må de grundlæggende nukleare energiniveauer være finjusteret i forhold til hinanden. Hvis variationen havde været mere end 1 pct. til den ene af siderne, ville livet ikke have været muligt.

Der kan på mange niveauer nævnes  eksempler på, at den mindste ændring i naturkonstanterne ville bevirke, at livet på jorden ophørte med at eksistere. I den store skala, altså når vi taler om universets tilblivelse, er det mest bemærkelsesværdige eksempel på finjustering leveret af den britiske matematiker Sir Roger Penrose.[1]  Penroses beregning viser, at Skaberen – for at igangsætte netop det univers, vi lever i, må have opereret med en nøjagtighed på 1 til 10 i potensen 10123 (altså 1 efterfulgt af 10123 nuller) – et tal, der er så stort, at det ville være en fysisk umulighed at skrive det ud. Det papir, det i givet fald skulle stå på, ville fylde en stor del af universet!

Det har fået mange fysikere til at mene, at universets tilblivelse kun kan forklares ved en egentlig skabelse, hvad enten man vil kalde Skaberen Gud eller en overjordisk ”intelligens”. Andre, som ikke har villet slippe tanken om en ”naturlig” forklaring, har fremsat teorier om, at der må eksistere talløse universer, som tilsammen kunne øge sandsynligheden for, at netop den udgave af universet, vi kender til, er opstået ved en tilfældighed. Problemet med disse teorier er blot, at der ikke findes den ringeste evidens for parallelle universer, og at teorierne derfor ikke kan gøre krav på nogen form for videnskabelighed. Der er tale om rene spekulationer, som formentlig aldrig vil kunne verificeres.

Skabelse og evolutionsteorier

Biologien har længe været betragtet som den sikre bastion mod ethvert forsøg på at forsvare den bibelske forklaring på menneskets tilblivelse som en guddommelig skabelsesakt. Neo-darwinisternes evolutionsteori er således fortsat dominerende i forskerkredse og så godt som enerådende i medierne, uanset at der inden for de sidste årtier er rejst alvorlig tvivl om dens rækkevidde og gyldighed bl.a. fra molekylærbiologernes side.

En af kritikerne, professor Dean H. Kenyon, tager udgangspunkt i det faktum, at den information, der er lagret i hver eneste af de celler, den menneskelige organisme består af, er mere omfattende end de informationer, man finder i samtlige 30 bind af Encyclopedia Britannica. Han sammenligner det molekylære genetiske system med det menneskelige sprog. I begge tilfælde, siger han, er der tale om lineære symbolsekvenser (linjer, hvor der står noget på), som er bærere af kodede meddelelser. Og, tilføjer han, det er ikke tilfældige konstellationer, men for de genetiske koders vedkommende ”umådeligt indviklede og skarpsindige mesterværker.” Sandsynligheden for, at sådanne koder skulle kunne opstå ved en tilfældighed mener Kenyon er uendeligt ringe. Rækkefølgen af baserne i DNA-strengen er nemlig ikke bestemt af deres normale kemiske egenskaber, men ser ud til at være påtvunget ”udefra” for at skabe de sekvenser, der i biologisk forstand er hensigtsmæssige.

Mere kendt i offentligheden er den amerikanske biokemiker Michael Behe, som udsendte bogen Darwins Blackbox i 1996. Han argumenterer for, at de biokemiske mekanismer, der virker i cellen, ikke kan være opstået som følge af en gradvis udvikling, fordi alle dele i sådanne mekanismer skal være på plads, for at de kan fungere. Han sammenligner med den relativt simple mekanisme, der findes i en musefælde, hvis enkelte dele er nøje tilpasset hinanden, for at den skal kunne virke efter hensigten. Hvis blot en enkelt del mangler eller ikke fungerer korrekt, virker musefælden ikke. Den er ligesom den molekylære mekanisme i cellen et irreducibelt komplekst system. For cellen betyder det, at den ikke kan være udviklet gradvist, fordi den hverken er funktionsdygtig eller levedygtig, hvis alle delene ikke er på plads.

En klassisk indvending mod darwinismen er den påfaldende mangel på såkaldte overgangsformer i palæontologernes og geologernes fundmateriale. Hvis mennesker og dyr er blevet til, hvad de er i dag, i kraft af en ”naturlig udvælgelse,” der har fundet sted i løbet af årtusinder, hvorfor kan etaperne i denne udvikling så ikke dokumenteres i fundene? Darwin selv indrømmede, at dette var ”den mest oplagte og alvorligste indvending”, man kunne gøre mod hans teori om, at de enkelte arter har udviklet sig ved en gradvis tilpasning til det omgivende miljø.

Forestillingen om en gradvis artsoverskridende udvikling er i de seneste årtier blevet anfægtet af blandt andre den amerikanske palæontolog og professor i evolutionsbiologi ved Harvard University Stephen Jay Gould (som døde i 2002). Han fremhæver især to forhold:

● at de fleste arter ikke udviser retningsbestemte ændringer i løbet af deres levetid på jorden

● at man ikke på noget sted kan påvise, at en art er opstået gradvist ved en stabil forandring af sine

forfædre. Tværtimod optræder arterne på scenen fuldt færdige og ved en pludselig tilsynekomst, sådan

som det f.eks. skete ved den såkaldte ”kambriske eksplosion”, hvor et stort antal nye komplekse

organismer opstod for mellem 543 og 530 mio. år siden.

 

Og det er netop sagen i en nøddeskal. Der findes fortsat ikke evidens for såkaldt makroevolution, dvs. en gradvis udvikling, som fører til, at ny kompleksitet opstår i naturen. Det kan ikke påvises, at der opstår nye strukturer, der understøttes af helt nye gener. Derimod er der rigelig evidens for mikroevolution, dvs. ændringer af den information, der allerede ligger i DNA’et. Det betyder, at der kan foregå en udvikling inden for den enkelte art (grundtypen eller genotypen), som bl.a. kan føre til, at underarter opstår, men ikke, at der bliver en glidende overgang mellem grundtyperne.

Darwins teori om, at livet på jorden er opstået ved en række tilfældigheder, bliver ofte omtalt som noget nær en naturlov, men i modsætning til de fysiske naturlove, som kan eftervises i praksis og bruges som grundlag for at udvikle ny teknologi, kan Darwins teori – fordi den bygger på tilfældighedsprincippet (naturlig udvælgelse) – hverken bruges til at forudsige resultatet af evolutionsprocessen eller til at opnå anvendelige resultater inden for biologien – og heller ikke efterprøves med sædvanlige metoder.

Senest har den fremtrædende amerikanske filosofiprofessor Thomas Nagel[2] sat fingeren på endnu et ømt punkt i evolutionsteorien: det forhold, at den som enhver anden materialistisk teori er ude af stand til at gøre rede for, hvordan bevidstheden hos både dyr og mennesker er opstået. Det er værd at bemærke, at Nagel er ateist og derfor ikke har den fjerneste intention om at argumentere for en religiøs verdensopfattelse. Det hindrer ham på den anden side ikke i at se det i hvert fald indtil videre håbløse i at konstruere en rent materialistisk teori om forholdet mellem den fysiske verden og bevidstheden – og det hindrer ham heller ikke i at gøre denne indrømmelse til tilhængerne af ”intelligent design”:

”Jeg mener, at fortalerne for ”intelligent design” fortjener vores taknemmelighed for at udfordre et videnskabeligt verdenssyn, som af dets tilhængere bliver forsvaret med en lidenskab, som i et vist omfang kan føres tilbage til præcis det faktum, at det formodes at befri os fra religionen.

Dette verdenssyn er modent til at blive udskiftet på trods af den materialistiske reduktionismes store landvindinger, som sandsynligvis i lang tid endnu vil vedblive at være vores vigtigste kilde til en konkret forståelse af og herredømme over den verden, vi lever i.”

At det materialistiske videnskabssyn – herunder neo-darwinismen – trænger til et grundigt eftersyn, udtrykker han bl.a. således:

”I og med at evolutionsbiologien som almindeligt antaget er en teori om den fysiske verden, kan den hverken gøre rede for bevidsthedens tilsynekomst eller for andre fænomener, der ikke kan gøres til genstand for fysisk reduktion. Så hvis psyken er et produkt af biologisk evolution – hvis organismer i besiddelse af tankevirksomhed ikke er mirakuløst opståede særtilfælde, men en integreret del af naturen – så kan biologi ikke kun være en videnskab om den fysiske verden. Så opstår muligheden for en gennemgribende forståelse af, hvordan naturen er indrettet, som er meget forskellig fra materialismens – en forståelse, som gør bevidstheden til det centrale snarere end til et biprodukt af en fysisk lovmæssighed.”

Hvad siger Kirken?

Og hvor står Kirken så i hele denne diskussion? Kirken forholdt sig ikke direkte til Darwins værker ved deres fremkomst – hans ”Arternes oprindelse” udkom i 1859 og den mere provokerende ”Menneskets afstamning” i 1871 – men understregede med al tydelighed på Det Første Vatikankoncil (1869-70), at Gud skabte universet ex nihilo – og fastslog samtidig,

  • at mennesket med sin forstand kan erkende Gud ved at betragte de skabte ting
  • at Gud ikke kan fornægte sig selv, og at sandhed derfor aldrig kan modsige sandhed

Kirken tog således afstand fra en materialistisk forståelse af verden og mennesket, og dette grundlæggende synspunkt har den i sagens natur ikke ændret siden. I 1950 advarede pave Pius 12. i sin rundskrivelse Humani generis mod farerne ved den materialistiske tilgang til evolutionen, men tilføjede, at Kirken betragtede det som legitimt for katolske forskere at deltage i diskussioner om og aktivt forske i spørgsmålet om mennesket oprindelse ”for så vidt som dette sker med henblik på at undersøge oprindelsen til det menneskelige legeme som opstået af allerede eksisterende og levende stof – for den katolske tro forpligter os til at fastholde, at sjælene øjeblikkeligt skabes af Gud (sektion 36).”

Pave Johannes Paul 2. (1920-2005) sagde i en meget omdiskuteret tale i 1996 til medlemmerne af Det Pavelige Videnskabernes Akademi, at ”ny viden har ført til en anerkendelse af, at evolutionsteorien er mere end blot en hypotese” (afsnit 4). Men heri lå ikke, dom mange umiddelbart troede, en anerkendelse af en darwinistisk-materialistisk evolutionsteori. Det ser man bl.a. af,

  • at paven umiddelbart efter understreger, at videnskabelige teorier som denne hele tiden må holdes op mod virkeligheden og revideres såfremt de tilgængelige data ikke længere understøtter den.
  •  at han tilføjer, at der ikke kun er én, men flere evolutionsteorier, som bygger på forskellige forklaringer af, hvordan evolutionen virker, og på forskellige filosofiske præmisser.
  • og at han i afsnit 5 slår fast, at ”de evolutionsteorier, som […] betragter ånden enten som noget, der opstår af processer i organisk stof eller simpelthen som et biprodukt af dette stof, er uforenelige med sandheden om mennesket.”

Kardinal Ratzinger, den senere pave Benedikt 16., udtrykte det i 1995 således:

”Vi kan ikke sige: skabelse eller evolution, for så vidt som disse to ting svarer til to forskellige realiteter. Historien om, at Gud formede mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor (1 Mos 2,7) forklarer ikke, hvordan mennesker bliver til, men snarere hvad de er. Den forklarer, hvor de dybest set har deres oprindelse og kaster lys over det projekt, som de er. Hvad evolutionsteorien angår, søger den at forstå og beskrive biologiske udviklinger. Men hermed også sagt, at den ikke kan forklare, hvor det menneskelige ”projekt” kommer fra, eller hvad menneskets inderste væsen er. I den forstand står vi her med to komplementære – til en vis grad indbyrdes uafhængige – former for virkelighed.”

Gud skabte ikke et univers, der var færdigt én gang for alle og ikke siden har udviklet sig. At universet udvider sig, at arter uddør, og at der foregår udviklinger inden for arterne, der bl.a. kan bevirke, at der opstår underarter, er som allerede nævnt en kendsgerning, og som sådan aldeles ukontroversielt i forhold til Kirkens lære.

I Den katolske Kirkes Katekismus (301) står der:

”Efter skabelsen overlader Gud ikke sin skabning til sig selv. Han giver den ikke blot at være og eksistere. Han opretholder den også hvert øjeblik i dens eksistens, giver den mulighed for at handle og fører den til dens endemål.”

Og i 302:

”Skaberværket har sin egen godhed og fuldkommenhed, men det er ikke fremstået fuldt færdigt af Skaberens hænder. Det er skabt til at være undervejs (in statu viae) til en sidste fuldkommenhed, det endnu skal opnå, som Gud har bestemt det til.”

 


[1] En detaljeret redegørelse for Penroses beregning kan ses i John C. Lennox’ bog: Guds bøddel, forlaget Origo 2012, s. 88-89. Fagfolk henvises til Robert J. Spitzer: New Proofs for the Existence of God – Contributions of Contemporary Physics and Philosophy, William B. Eerdmans Publishing Company 2010, s. 57 ff

[2] Thomas Nagel: Mind and Cosmos. Why the Materialistic Neo-Darwinian Conception of Nature Is Almost Certainly False. Oxford University Press 2012. ISBN 978-0-19-991975-8