Kommentarer lukket til Sand barmhjertighed og ægteskabets uopløselighed 418 05 oktober, 2014 Kilder oktober 5, 2014 Indlæg af

Sand barmhjertighed og ægteskabets uopløselighed

Denne tekst er kardinal Pells forord til ”Familiens Evangelium” som udsendes i engelsk oversættelse på Ignatius Press i oktober måned. Bogen er skrevet af Juan José Pérez-Soba, præst i bispedømmet Madrid og leder af afdelingen for internationale studier i moralteologi ved Lateran-universitetets pavelige Institut Johannes Paul 2. og af hans kollega professor Stephan Kampowski.

Denne bog er på mange måder vigtig. En saglig, oplyst og begrebsmæssigt afklaret diskussion, en reel drøftelse er der ganske særligt behov for i de kommende måneder for at forsvare den kristne, katolske traditionelle lære om det monogame, uopløselige ægteskab – en drøftelse, som især skal dreje sig om de centrale elementer i de udfordringer, ægteskabet og familien står over for og ikke udarte til en overfladisk søgen efter kortsigtede løsninger, der vil komme til at virke stik mod hensigten.

En organisations sundhedstilstand kan måles på den tid og energi, den bruger på at drøfte forskellige emner. Sunde fællesskaber bruger ikke størstedelen af deres energi på perifere emner, og heldigvis er det da også et meget begrænset antal fraskilte gengifte katolikker, der føler, at de bør have lov til at modtage den hellige kommunion. Presset for at indføre en sådan ændring kommer i hovedsagen fra visse europæiske kirker, hvor kirkebesøget er lavt, og hvor et stigende antal fraskilte vælger ikke at gifte sig igen. Dette forhold ses både af venner og fjender af Den katolske Kirke som et billede på den pris, der må betales for sammenstødet mellem det, der er tilbage af kristendom i Europa, og et aggressivt ny-hedenskab. Enhver modstander af kristendommen ønsker, at Kirken skal kapitulere i dette spørgsmål.

Begge parter i denne diskussion påberåber sig kristne argumenter, og alle ser med dyb bekymring på de lidelser, skilsmisser påfører både ægtefæller og børn. Hvilken hjælp kan og bør Kirken tilbyde i denne sammenhæng?

Der er dem, der mener, at Kirkens opgave først og fremmest er at sende redningsbåde ud til dem, der har lidt skibbrud i deres ægteskab, og at der burde gå redningsbåde ud til alle, især til dem, der uforskyldt er blevet ofre for skilsmissen. Men hvilken kurs skal disse redningsfartøjer følge? Skal de sejle ud mod klipperne, mod uudforskede grænseområder – eller mod en sikker havn, som kun kan nås med besvær? Andre ser det som endnu vigtigere for Kirken at sætte kursen og stille gode søkort til rådighed for dermed at begrænse antallet af skibbrud. Begge opgaver er vigtige, men hvordan kan de bedst løses?

Den kristne forståelse af barmhjertighed er central, når vi taler om ægteskab og seksualitet, tilgivelse og hellig kommunion. Derfor er det heller ikke overraskende, at de væsentligste berøringspunkter mellem barmhjertighed og troskab, sandhed og nåde i vores forkyndelse af evangeliet bliver tydeligt og overbevisende forklaret i denne fremragende bog.

Barmhjertighed er forskellig fra de fleste former for tolerance, som hører til de mere prisværdige aspekter af vores pluralistiske samfund. Visse former for tolerance vælger at betragte synden som ikke-eksisterende, men en stillingtagen til, hvad voksne menneskers frihed og indbyrdes forskellighed indebærer, bør ikke nødvendigvis ske på et rent værdirelativistisk grundlag.

Ægteskabet uopløselighed er en af den guddommelige Åbenbarings store sandheder. Det er ikke tilfældigt at monogami og monoteisme begge er til stede i den jødisk-kristne tradition. Et livslangt ægteskab er ikke at betragte som en byrde, men som en juvel, en livgivende institution. De samfund, som anerkender denne skønhed og godhed, har for vane at værne om det med effektive disciplinære forholdsregler. De gør det i erkendelsen af, at læren og den pastorale praksis ikke kan stå i et indbyrdes modsætningsforhold, og at man ikke kan opretholde ægteskabets uopløselighed, hvis man tillader gengifte at modtage den hellige kommunion. At erkende, at man ikke er i stand til fuldt ud at deltage i fejringen af eukaristien, er for de troende et offer – en slags ufuldstændigt, men reelt kærlighedens offer.

Kristen tro og ganske særligt katolsk tro udgør én sammenhængende historisk virkelighed, hvor den apostolske overlevering om tro og moral opretholdes. Kristi lære er vor hjørnesten.

Interessant nok følger Jesu barske lære: ”Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille”(Matt 19,6) ikke længe efter, at han over for Peter har insisteret på nødvendigheden af at tilgive (jfr. Matt 18,21-35).

Ganske vist fordømte Jesus ikke kvinden, der var grebet i ægteskabsbrud, og som risikerede at blive stenet ihjel, men han sagde heller ikke til hende, at hun blot skulle køre videre ad samme spor og uforstyrret fortsætte sin levevis. Han befalede hende ikke at synde mere (jfr. Joh 8,1-11).

En uoverstigelig hindring for dem, der taler for en ny lære om og en ny pastoral praksis vedrørende modtagelsen af den hellige kommunion er den så godt som fuldstændige enstemmighed i 2000 års katolsk lære om dette spørgsmål. Ganske vist har de ortodokse en mangeårig anderledes tradition, som oprindelig blev påtvunget dem af de byzantinske kejsere, men dette har aldrig været katolsk praksis.

Man kunne gøre gældende, at de disciplinære straffe i de første århundreder før koncilet i Nikæa var for strenge, eftersom de var resultatet af overvejelser om, hvor vidt de, som var skyldige i mord, ægteskabsbrud eller frafald fra troen enten ved Kirkens mellemkomst kunne blive genforenet med deres menighed for en enkelt gangs skyld – eller slet ikke. Man anerkendte altid, at Gud kunne tilgive, selv i de tilfælde, hvor Kirken kun i begrænset omfang var i stand til at optage syndere i sit fællesskab igen.

En sådan strenghed var reglen i en tid, hvor Kirken var i vækst trods forfølgelser. Det kan man ikke se bort fra, ligeså lidt som man kan se bort fra Tridentinerkoncilets lære eller den hellige Johannes Paul 2.’s eller pave Benedikt 16.’s lære om ægteskabet. Eller var de afgørelser, der fulgte på Henrik 8.’s skilsmisse fuldstændig overflødige?

Bogen indeholder en række dybdeborende analyser af de kulturelt betingede årsager til familiens opløsning i vore dages pan-seksuelle kultur. Her er det på sin plads at minde om, at når det drejer sig om en epidemi, er en korrekt diagnose af afgørende betydning!

Nogle påstår, at skilsmisse er den vigtigste samfundsmæssige revolution i moderne tid, og der er næppe heller tvivl om, at den krise, ægteskabet befinder sig i, afspejler den tilsvarende krise med hensyn til tro og religiøs praksis. Men hvad kom først – hønen eller ægget? Helt på linje med den anelse, man igennem længere tid har haft om, at en svækket tro betyder færre børn, er jeg af den opfattelse, at beslutningen om kun at sætte meget få eller slet ingen børn i verden i sig selv ofte resulterer i en alvorlig svækkelse af troen. Påvirkningerne går i begge retninger.

I øjeblikket befinder vi os i en vis forstand i en ny situation, som ikke kan sammenlignes med noget siden 2. Vatikankoncil, en situation, hvor et stigende antal valgmuligheder med hensyn til, hvad der kan anses for moralsk forsvarligt, bliver falbudt i offentligheden, endog af medlemmer af gejstligheden. Det har den positive effekt, at flere og flere, som tidligere ikke interesserede sig for religiøse spørgsmål, går ind i debatten om, hvad kristen tro kræver af os, men en sådan debat undgår på den anden side ikke at virke smertefuld og sårende på andre.

De, hvis tro er forankret i Traditionen, bør ligesom forfatterne til dette værk, høste anerkendelse, når de stilfærdigt og i en næstekærlig ånd lægger deres synspunkter frem. Det er stadig os, der har de bedste melodier.

Det er også tiltrængt, at vi her og nu arbejder for at undgå en gentagelse af, hvad der skete i kølvandet på Humanae vitae i 1968. Vi bør føre klar tale, for jo før de sårede, de lunkne og de marginale indser, at væsentlige læremæssige og pastorale ændringer ikke er mulige, jo før kan man imødegå og bearbejde de skuffede og vrede reaktioner, som uundgåeligt vil indfinde sig oven på den fornyede bekræftelse af Kirkens lære.

Kardinal George Pell er præfekt for Vatikanets økonomiske sekretariat og forhenværende ærkebiskop af Sydney.