En praksis fremmed for den katolske og apostoliske tros ubrudte Tradition
Kommentarer lukket til En praksis fremmed for den katolske og apostoliske tros ubrudte Tradition 317 12 januar, 2018 Nyheder januar 12, 2018 Indlæg af

En praksis fremmed for den katolske og apostoliske tros ubrudte Tradition

3 kasakhstanske biskopper tager bladet fra munden: fra venstre ærkebiskop Tomash Peta, ærkebiskop emer. Jan Pawel Lenga og hjælpebiskop Athanasius Schneider

Nytåret blev i år skudt ind med et brag af en erklæring fra tre kasakhstanske biskopper[1], som benyttede lejligheden søndag den 31. december, hvor Kirken fejrede ”Den hellige familie, Jesus, Maria og Josef” – til at minde os alle og ikke mindst den hellige fader om, at diskussionen om fraskilte gengiftes adgang til sakramenterne på ingen måde er lukket.

Det var ellers, hvad pave Frans forsøgte i begyndelsen af måneden ved formelt at erklære Buenos Aires-biskoppernes retningslinjer for implementering af Amoris laetitia (AL) for ”autentisk lære”.

Konkret skete det ved, at både de ovennævnte retningslinjer og pave Frans’ brev i 2016 til biskopperne blev optaget i Vatikanets officielle kirkeretlige protokol Acta Apostolicae Sedis (AAS). I dette brev skrev pave Frans bl.a., at biskoppernes retningslinjer ”fuldt ud udtrykker meningen med kapitel 8” og tilføjede, at ”der ikke gives andre fortolkninger” af dette spørgsmål.

Læs også: Amoris laetitia: Pave Frans bekender kulør

Læs også: Amoris laetitia: Diskussionen er gået ind i en afgørende fase

Pavens brev, præciserer Vatikanet i AAS, kommer hermed til at rangere på linje med et apostolisk brev. Det vil ifølge sagkyndige kommentatorer sige, at det er knap så forpligtende som en rundskrivelse, men noget mere forpligtende end en apostolisk formaning (exhortatio). Men det vil samtidig sige, at man nu er forbi det stadium, hvor det gav mening at spekulere over eller appellere til paven om at skabe klarhed om, hvordan de kontroversielle passager i AL efter hans opfattelse skal fortolkes.

Kardinal Müller

Tilbage står til gengæld spørgsmålet om, hvorvidt Buenos Aires-biskoppernes retningslinjer kan siges at være forpligtende lære.  Det har blandt andre den nu afsatte præfekt for Troslærekongregationen, kardinal Gerhard Müller, rejst tvivl om. I en samtale med The National Catholic Register den 6. december 2017 siger han således , at han finder det foruroligende, at en enkelt skrivelse fra et pastoralt område et bestemt sted i verden tillægges en autoritet, som har karakter af autentisk, noget nær ufejlbar lære, og at dette tilmed efterfølgende bekræftes af Vatikanet.”

Müller understreger, at biskopper intetsteds i verden har myndighed til at definere ufejlbar lære. Den slags ex cathedra-erklæringer er forbeholdt  paven, som til gengæld ikke har myndighed til at påtvinge andre sine personlige anskuelser, hvilket ville betyde, at de troende , såfremt de ikke tilslutter sig dem, ville riskere at sætte deres evige salighed over styr. Forudsætningen for, at en lære kan kaldes ufejlbar og dermed forpligtende, præciserer han, er, at den er indeholdt i Åbenbaringen og derfor ikke modsiger Jesus’ og apostlenes lære eller de læremæssige afgørelser, der i historiens løb er truffet af Kirkens læreembede.

”Kommunion”, fortsætter Müller, ”kan kun retmæssigt modtages af og bære frugt hos en katolik, som befinder sig i en tilstand af helliggørende nåde.”[2] ”De, som har behov for tilgivelse for at have begået ægteskabsbrud, som er en alvorlig synd, må som et første skridt erkende og bekende deres synd og samtidig være fast besluttet på ikke at synde mere og på at undgå enhver lejlighed til synd.”

Dette uanset, at Müller er enig med paven om, at man i en pastoral sammenhæng bør fare med lempe over for de fraskilte gengifte. Præsten, siger han, skal ikke blot konfrontere dem med budene, men ”i den gode hyrdes ånd” hjælpe dem til at erkende deres situation i forhold til Gud og i lyset af Evangeliet føre dem tilbage til den korsfæstede og opstandne Herre.”

Kirkens uforanderlige lære

Og nu tilbage til de kasakhstanske biskoppers erklæring, hvor de indledningsvis konstaterer, at de retningslinjer for implementering af AL, der er udsendt på forskellige niveauer – ”endog med billigelse fra Kirkens højeste autoritet” – har forårsaget en betydelig og til stadighed stigende forvirring både hos de troende og i gejstligheden, en forvirring, som angår centrale områder af Kirkens liv såsom den hellige eukaristi og det sakramentale ægteskab, som sammen med familien udgør huskirken[3].”

I den forbindelse konstaterer de, at ”tilladelse til, at såkaldt[4] fraskilte og gengifte kan modtage kommunion, som er det højeste udtryk for enheden mellem Kristus brudgommen og hans Kirke, i praksis betyder en accept eller legitimering af skilsmisse, og at man på denne måde giver plads for skilsmisse i Kirkens liv.”

”De nævnte pastorale retningslinjer,” fortsætter de, ”vil i praksis vise sig at fremme udbredelsen af ”skilsmissernes svøbe” (et udtryk anvendt af 2. Vatikankoncils pastorale konstitution om Kirken i den moderne verden (Gaudium et spes) 47) … hvor Kirken, tilføjer de, netop på grund af sin ubetingede troskab mod Kirkens lære burde udgøre et utvetydigt modsigelsens tegn og et værn mod skilsmissernes svøbe, som til stadighed breder sig mere og mere i civilsamfundet.”

I erklæringen citerer forfatterne blandt mange andre læreudsagn også pave Johannes Paul 2.’s apostoliske skrivelse Reconciliatio et poenitentia 18, hvor han skrev: ”Den forvirring, som i mange troendes bevidsthed opstår som følge af forskellene i forståelsen af og måden at fremstille alvorlige og følsomme spørgsmål om den kristne moral på – i forkyndelsen, i katekesen og i den åndelige vejledning – ender med at reducere den sande syndsbevidsthed i en grad, så den er tæt på helt at forsvinde.”

De syv sandheder

Erklæringen munder ud i en opsummering i syv punkter af relevante aspekter af Kirkens lære om ægteskab og familie, hvor biskopperne indledningsvis understreger, at de af samvittighedsgrunde ser sig nødsaget til i den aktuelle situation at bekende sig til Kirkens uforanderlige lære og ligeså uforanderlige pastorale praksis vedrørende ægteskabets uopløselighed:

  • Seksuelle forhold mellem personer, som ikke har indgået et gyldigt ægteskab – hvilket er tilfældet for de såkaldt ”fraskilte og gengifte” – er altid i strid med Guds vilje og udgør en alvorlig krænkelse af Gud.
  • Ingen omstændighed eller endegyldig beslutning, end ikke risikoen for at pådrage sig skyld eller muligheden for at formindske skylden vil kunne gøre sådanne seksuelle forhold moralsk acceptable eller velbehagelige for Gud. Det samme gælder de andre af De Ti Guds Bud, som er negativt formuleret, eftersom ”der gives handlinger, som ved sig selv og i sig selv, uafhængigt af omstændighederne, altid er helt og aldeles forkastelige på grund af deres følger” (Johannes Paul 2.: Reconciliatio et poenitentia 17).
  • Kirken er ikke i besiddelse af en ufejlbar nådegave, der sætter den i stand til at bedømme, om den enkelte troende i sit indre befinder sig i nådens tilstand. Beslutningen om ikke at tillade de såkaldt fraskilte og gengifte at modtage den hellige kommunion træffes derfor ikke på grundlag af en vurdering af deres status i Guds øjne, men på en vurdering af deres situation ud fra, hvad der er synligt og objektivt konstaterbart. Ligesom sakramenterne og Kirken selv er synlige, således afhænger modtagelsen af sakramenterne også af de pågældendes objektive situation.
  • Det er ikke moralsk tilladeligt at indlede et seksuelt forhold til en person, som ikke er ens legitime ægtefælle, under påskud af at ville undgå en anden synd. Dette eftersom Guds ord belærer os om, at det ikke er tilladt at ”gøre det onde, for at det gode kan komme” (Rom 3,8).
  • At tillade at sådanne personer kan modtage den hellige kommunion, er kun muligt, såfremt de med Guds nådes hjælp og i forbindelse med en personlig og tålmodig vejledning viser vilje til straks at bringe et sådant seksuelt forhold til ophør og til at undgå forargelse.[5] Det er på denne måde, at den sande dømmekraft og autentiske pastorale ledsagelse[6] altid er kommet til udtryk i Kirken.
  • De, som har vedvarende seksuelle forhold uden for ægteskabet, krænker med deres livsstil den sakramentale uopløselige ægteskabelige binding til deres legitime ægtefælle. Af denne grund er de ikke i stand til ”i ånd og sandhed” (Joh 4,23) at deltage i Kristi eukaristiske måltid. Heller ikke ud fra nadverliturgiens ord: ”Salige er de, som er indbudt til Lammets bord” (jfr. Åb 19,9).
  • Opfyldelsen af Guds vilje, som den er åbenbaret for os i De Ti Bud og i hans klart udtrykte absolutte forbud mod skilsmisse, udgør det sande åndelige gode for mennesker på denne jord og vil føre dem til den sande kærlighedens glæde i frelsen, som giver adgang til det evige liv.

Erklæringen afsluttes med denne sammenfatning: ”Det er ikke tilladt (non licet) hverken direkte eller indirekte at retfærdiggøre, billige eller legitimere skilsmisse eller et ikke-ægteskabeligt vedvarende seksuelt forhold ved at tillade såkaldt fraskilte gengifte at modtage den hellige kommunion, fordi der her er tale om en praksis, som er fremmed for den katolske og apostoliske tros ubrudte Tradition.”

Erklæringen er foruden af de tre ovennævnte forfattere foreløbig blevet underskrevet af ærkebiskoppen af Riga (Litauen), kardinal Janis Pujats, og af to italienske ærkebiskopper: Carlo Maria Vigano, som i en årrække var nuntius i USA, og den nu pensionerede Luigi Negri af Ferrara Commacchio i Norditalien samt – i skrivende stund – af den østrigske nyligt pensionerede biskop Andreas Laun af Salzburg, som også har beklædt et professorat i moralteologi ved det filosofisk-teologiske fakultet i Heiligenkreuz. Han udtalte i et interview i 2016, at han deler de fire dubia-kardinalers bekymringer angående AL og tilføjede: Personligt kender jeg især kardinalerne Meisner og Caffara og ved, hvor kompetente de er. Sammen med dem er jeg i det bedste selskab.”

[1] ”Erklæring om de uforanderlige sandheder vedrørende det sakramentale ægteskab”. En engelsk oversættelse af hele dokumentet kan findes her

[2] Jfr. KKK 1395: ”Det særegne for Eukaristien er at være deres sakramente, som lever i fuldt fællesskab med Kirken.”

[3] Jfr. Den Katolske Kirkes Katekismus § 1666 og 2. Vatikankoncils konstitution om Kirken (Lumen gentium) §11

[4] Udtrykket ”såkaldt” skal forstås i sammenhæng med, at de tre biskopper andetsteds påpeger, at betegnelserne ”fraskilte” og ”gengifte” er misvisende, eftersom katolikker ikke kan blive skilt, og at de derfor heller ikke katolsk set bliver gift igen, hvis de efter at have forladt ægtefællen bliver borgerligt viet til en anden person.

[5] Udtrykket bruges her i den bibelske betydning ”at bringe til fald,” jfr. f.eks Luk 17,1, hvor der i den danske oversættelse fra 1931 står: ”Det kan ikke undgås, at forargelser kommer”, mens der i den nye udgave fra 1992 står: ”Det kan ikke undgås, at der kommer fald”. Hermed sagt, at de tre biskopper på dette sted advarer mod risikoen for, at nogle i menigheden kan få den fejlagtige opfattelse, at man uden videre kan gå til kommunion, selv om man lever i et uægteskabeligt forhold.

[6] Dømmekraft (eng.: discernment) og ledsagelse (eng.: accompaniment) er nøglebegreber i AL, hvor det første ofte bruges om den enkeltes mulighed for selv at bedømme sin situation.