Kommentarer lukket til Pilgrimsvandring eller valfart? 1273 11 marts, 2014 Spørg om troen marts 11, 2014 Indlæg af

Pilgrimsvandring eller valfart?

Det er blevet moderne at gå pilgrimsvandring i folkekirken. Er det mon det samme som de katolske valfarter? Hvorfor kan man ikke lige så godt bede til Gud derhjemme eller ude i naturen? Eller hvad er formålet med at vandre eller rejse hen til et andet sted?

Helt grundlæggende er det en længsel efter Gud, som driver folk hjemmefra og ud på den lange vandring i det fremmede. Augustin siger i sine “Bekendelser”: “Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, ind til det finder hvile i dig.

Pilgrim” kommer af “peregrinus”, der betyder en fremmed, dvs. en landflygtig, som altid længes efter sit himmelske fædreland. En pilgrim er en rejsende i længsel – en der længes efter Skaberen – efter sin egen oprindelse og dybeste bestemmelse. Derfor søger og længes alle, der har et åbent hjerte, også selv om de giver Skaberen andre navne og ikke kender Kristus som hans Søn. I alle religioner kender man til det at drage til et helligt sted for at komme nærmere til Gud, som har skabt os alle. Derfor søger f. eks. muslimerne til Mekka og hinduerne til Ganges.

Et af de smukkeste udtryk for en sådan pilgrimsfærd er beretningen om de tre vise mænd, som brød op fra deres fjerne hjemlande, fordi de havde fået budskabet om stjernen, som viste vej til Gud selv. Betlehemsstjernen er frem for alle ikonet på pilgrimmens længsel og mål.

Valfarter og pilgrimsfærd er næsten det samme. Med ordet valfart forbinder man almindeligvis en større gruppe på rejse mod et helligt sted, mens pilgrimsfærd nok i højere grad fokuserer på den enkeltes vandring. Man kender fænomenet gennem hele Bibelen, lige fra den gang, Gud kaldte på Abraham og sagde: “Forlad dit land og din slægt og din faders hus, og drag til det land, jeg vil vise dig”. Det var forjættelsen af det Land, det sted, hvor Gud ville møde sit folk og opfylde sine løfter om Frelseren. (Jvf. 1. Mos,3,15) Vandringens strabadser og den sugende længsel var en bod, og den skulle rense den vandrende, lutre hans tro og forberede ham til mødet med Gud.

Også Jesus fulgte jødernes skik, som vi f. eks. hører om  i beretningen om hans påskevalfart til templet som 12- årig (Luk 2, 41). Kristne valfarter og pilgrimsrejser har derfor lige siden naturligvis altid haft Jesus som rejsens egentlige mål. Derfor er de steder, hvor Han har levet og virket, hvor Han er død og opstanden, selvfølgelig de vigtigste valfartsmål: Jerusalem og Det hellige Land. Hans historiske og fysiske eksistens som et menneske blandt mennesker er det, som på en særlig måde kvalificerer de steder, hvor Han har levet. Inkarnationens mysterium har på en konkret måde helliggjort også den fysiske verden og de mennesker og ting, som Han har rørt. Det forklarer også, hvorfor hans apostle, martyrerne og alle hellige mennesker, som har levet i hans efterfølgelse, tiltrækker pilgrimme: Guds kraft og kærlighed manifesterer sig på en særlig måde gennem disse mennesker, hvad enten de er levende eller døde, lige som den kvalificerer Guds udvalgte steder og helliggør dem på en måde, der afgrænser dem fra de profane omgivelser. Det er dette punkt, som skiller vandene i katolsk og protestantisk valfart:

I reformationen blev mysteriet frakendt sin fysiske, sanselige dimension med det resultat, at hellige mennesker og steder ikke mere accepteres som noget særligt. Derfor har protestantiske valfarter ofte ikke noget konkret mål. Det er selve vandringen, der står i centrum: En pilgrimsvandring er ”at bede med fødderne”, har en protestantisk pilgrimspræst sagt. Et vigtigt aspekt er her, at kroppen inddrages i bønnen.

Den uophørlige bøn
Også den katolske pilgrimsvandring inddrager kroppen. Valfartens formål er at rense og helliggøre sjælen og derved gøre den rede til at modtage Guds nåde, når man endelig er nået til vandringens mål. Derfor er en pilgrimsrejse altid en rejse både på det ydre og på det indre plan. Den ydre vandring er et billede på sjælens indre pilgrimsvandring mod det himmelske mål. Derfor beder en pilgrim uden ophør – med fødderne, mens han møjsommeligt vandrer mod målet, og med hjerte, mund og hænder: Jesusbønnen: “Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig” eller Rosenkransbønnen, som er én lang meditation over Inkarnationens mysterium og Jesu liv, død og opstandelse.
Afgørende i den katolske valfartstanke er, at det ydre plan ikke kan undværes. Det er konsekvensen af, at Gud har åbenbaret sig i denne verden og derfor ikke kan reduceres til en subjektiv, rent åndelig/psykologisk “kraft”. Formålet er, at mødet med Gud ved rejsens mål skal hjælpe os til at blive forenet med ham i et helligt liv, også når man forlader det hellige sted og vender hjem til sin daglige tilværelse.

Helliggørelse – at forlade alt for Guds skyld – at gøre Kristus til centrum i sit liv – det er det dybeste formål med en valfart. Målet er mødet med Gud. Vejen er kun forberedelsen i bod, renselse og omvendelse.  Det ligger i den jødisk-kristne menneske- og verdensopfattelse, at verden og mennesket udvikler sig hen imod et endeligt mål. Vi tror ikke på et evigt kredsløb, hvor det kun handler om at udvikle sit eget selv. Den kristnes mål er at gå hellighedens vej for at blive forenet med Kristus. For Gud har i sin visdom besluttet i tidernes fylde at “sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske”, og han ønsker, at vi skal samarbejde med ham i denne proces.

Kirsten Kjærulff