Pavens to taler i Strasbourg
Kommentarer lukket til Pavens to taler i Strasbourg 771 28 november, 2014 Nyheder, Paven i EU november 28, 2014 Indlæg af

Pavens to taler i Strasbourg

De rette ord – i det rette forum – på det rette tidspunkt

Pave Frans’ lynvisit i Strasbourg den 25. november, hvor han talte til Europaparlamentets og Europarådets medlemmer, var i flere henseender – ikke blot i mediemæssig forstand – en succes.

Lad os tage det sidste først. Mediernes – inklusive de danske mediers – omtale af begivenheden var i det store og hele positiv, omend, som vi er vant til at se det, også i et vist omfang selektiv – i den forstand, at man nøjes med at citere Frans for det, man finder politisk ”spiseligt.” Eksempelvis er det dog værd at bemærke, at Jyllands-Postens korrespondent medtog Frans’ bemærkning om ”børn, som bliver dræbt i livmoderen.” Det skete i referatet af den passage, hvor Frans kritiserer det moderne materialistiske menneskesyn for at reducere mennesker til ”små hjul i det store maskineri” og dermed legitimere, at de bliver kasseret efter forgodtbefindende, når man skønner, at der ikke er brug for dem. Læg hertil, at disse ord afslutter artiklen, hvad der naturligvis ikke gør dem mindre effektfulde.

Summa summarum: mediernes nærmest rituelle omtale op til begivenheden af diverse protester og demonstrationer fortonede sig i æteren under indtryk af den modtagelse, paven faktisk fik, herunder ikke mindst det lange stående bifald i parlamentet.

Pavens besøg i Strasbourg, som alt i alt blev afviklet på under fire timer, var i sagens natur ikke nogen folkelig begivenhed, men et målrettet initiativ med henblik på at påvirke de europæiske politiske beslutningstagere på et tidspunkt, hvor der skal træffes afgørende beslutninger for Europas fremtid. Det er langt fra nogen let opgave i et politisk miljø, som i høj grad ser sig selv som en modpol til Kirkens ”konservative” lære om eksempelvis ægteskab, familie og seksualitet. Hvordan gik det så til, at Frans helt bogstaveligt fik parlamentets medlemmer op af stolene – med undtagelse af de relativt få, der var udeblevet i protest?

Hvad betingede succesen?

Det er der flere grunde til. For det første, at Frans’ budskab kommer på et tidspunkt, hvor europa-politikerne – som også Frans tillod sig at antyde i sin tale i parlamentet – er bange for, hvad fremtiden vil bringe, og dertil rådvilde. De aner groft sagt ikke, hvad de skal stille op over for de tunge problemer: den skrantende økonomi, arbejdsløsheden, de sociale problemer, flygtninge- og indvandrerproblemerne osv. osv. og er derfor – i hvert fald potentielt – modtagelige for budskaber, der kan vise en vej ud af miseren. Det sædvanlige mantra – vi skal bare have gang i økonomien igen, så bliver alting godt – virker ikke længere overbevisende. Samme dag som talerne blev holdt, nedtonede OECD’s cheføkonom, Catherine L. Mann, således forventningerne til den økonomiske vækst i EU og konstaterede i den forbindelse, at ”risikoen for en langvarig stagnation i Euroland p.t. udgør den største fare for den verdensøkonomiske udvikling.”

Hertil kommer Frans’ særlige evne til at formulere sine budskaber på en måde, som ikke på forhånd støder tilhørerne bort. Det gør han i den aktuelle sammenhæng ved at præsentere sit budskab som et godt tilbud til et metaltræt politisk system – ikke som en anklage rettet mod de tilstedeværende. Det lyder således: ”I min tale til jer i dag vil jeg gerne som en hyrde bringe et håbets og opmuntringens budskab til alle borgere i Europa. Det er et håbets budskab, som bygger på tiltroen til, at vores problemer kan blive forvandlet til stærke kræfter, som i forening kan arbejde for at overvinde al den frygt, som Europa – ligesom resten af verden – for tiden gennemlever. Det er et budskab om håb i Herren, som forvandler ondt til godt og død til liv.”

Og paven fortsætter ad dette spor med en opfordring til at vende tilbage til unionsfædrenes vision om et fredens og samarbejdets kontinent baseret på et menneskesyn, der betragter den enkelte ikke blot som en borger eller en forbruger, men som en person i besiddelse af en ”transcendent værdighed.” Heri, altså i det potentiale, der ligger i en fornyet åbenhed over for Europas religiøse rødder, ligger nøglen til en afstandtagen til de mange former for ekstremisme, som spreder sig i verden i dag, ikke mindst som et resultat af det idealernes tomrum, som vi aktuelt er vidne til i Vesten, fordi det [og her citerer Frans sin forgænger pave Benedikt] ”netop er det forhold, at mennesket glemmer Gud og undlader at ære ham, som avler vold.”