Pavens ”ommøblering” af Det Pavelige Akademi for Livet vækker bekymring
Kommentarer lukket til Pavens ”ommøblering” af Det Pavelige Akademi for Livet vækker bekymring 45 15 juni, 2017 Nyheder juni 15, 2017 Indlæg af

Pavens ”ommøblering” af Det Pavelige Akademi for Livet vækker bekymring

Også Akademiets nye leder, ærkebiskop Vincenzo Paglia (fotoet), er i kritikernes søgelys

Tirsdag den 13. juni blev listen over de nye medlemmer af  Det Pavelige Akademi for Livet offentliggjort. Der er udnævnt i alt 45 medlemmer, hvoraf 28 er genudnævnelser, plus 5 æresmedlemmer, som ikke har direkte indflydelse på Akademiets arbejde. Det betyder, at der umiddelbart er gjort et væsentligt indhug i antallet af medlemmer, som tidligere har ligget på omkring 140, inkl. korresponderende medlemmer.

Akademiet blev grundlagt i 1994 af pave Johannes Paul 2. i samarbejde med den verdensberømte franske genetiker Jérôme Lejeune, som i slutningen af 1950’erne opdagede det ekstra kromosom (trisomi 21), som forårsager Downs syndrom, og dermed var den første genetiker, der identificerede en arveligt bestemt sygdom. Lejeune var gennem hele sin karriere en utrættelig og frygtløs fortaler for livets sag og en personlig ven af Johannes Paul 2.

Som vi tidligere har omtalt, valgte pave Frans den 31. december 2016 at hjemsende samtlige medlemmer forud for den rekonstruktion, der nu har fundet sted, og som også omfatter nye retningslinjer. Hvad dette sidste angår, har det allerede givet anledning til bekymring, at nye medlemmer ikke længere skal underskrive en erklæring om, at de grundlæggende er indstillet på at forsvare retten til livet i overensstemmelse med Kirkens lære.

Er Nigel Biggar et godt valg?

Efter offentliggørelsen af listen over de nye medlemmer har kritikken især været rettet mod udnævnelsen af den anglikanske moralteolog og Oxford-professor Nigel Biggar, som ifølge The Catholic Herald i 2011 sagde: ”Det er ikke klart, at et menneskeligt foster er det samme som et voksent eller modent menneske og derfor har krav på at blive behandlet helt på samme måde. På den baggrund opstår spørgsmålet om, hvor man skal trække grænsen, og der er ikke nogen absolut tvingende grund til at placere den et bestemt sted.”

Og han tilføjede: ”Jeg selv ville være tilbøjelig til at sætte grænsen for abort 18 uger efter undfangelsen, som groft sagt er det tidligste tidspunkt, man kan påvise en vis hjerneaktivitet og således også  en vis form for bevidsthed.”

Den slags lommefilosofiske ræsonnementer får erfaringsmæssigt garvede pro life-folk (med den fornødne indsigt i de biologiske facts vedrørende menneskelivets begyndelse) i offensiven. Således f.eks. Family of the Americas leder Christine Vollmer, som kaldte udnævnelsen af Biggar skandaløs og i øvrigt kritiserede det forhold, at man i den nyudnævnte stab savner personer med praktisk erfaring fra det opgør, der til stadighed udkæmpes på forskellige fronter mellem pro life-bevægelsen og talsmænd for den moderne værdirelativisme – eller, som Johannes Paul 2. udtrykte det – mellem henholdsvis livets og dødens kultur. ”Det er,” siger hun, ”som om de slet ikke forstår, hvilke trusler mod livet, vi står over for i dag.”

Nævnes bør også den amerikanske professor i bioetik, Luke Gormally, som ligeledes kaldte udnævnelsen af Biggar chokerende og yderligere gjorde opmærksom på, at Biggar i en bog, som han skrev i 2004 om selvmord og eutanasi[1] har givet udtryk for, at han – selv om han af praktiske årsager er modstander af at legalisere eutanasi – ikke finder, at der er noget principielt i vejen for at aflive patienter, eksempelvis demente personer, som efter hans opfattelse ikke længere kan betragtes som menneskelige ”personer” og derfor i princippet heller ikke er omfattet af civilsamfundets beskyttelse.

Er ærkebiskop Paglia?

Også ærkebiskop Paglia betragtes af flere pro-life-ledere som et uheldigt valg på netop denne post. Denne vurdering bygger de på hans tid som biskop af Terni-Narni-Amelia, hvor han bestilte et vægmaleri til byens katedral af den argentinske kunstner Ricardo Cinalli. Det forestiller Jesus, der løfter et net fuld af tæt sammenslyngede prostituerede og homoseksuelle ind i himlen. Endvidere på hans tid som præfekt for Det Pavelige Råd for Familien fra 2012 til 2016, hvor han blandt andet havde ansvaret for lanceringen af et højst kontroversielt seksualundervisningsprogram, og sidst, men ikke mindst på hans mildt sagt rosende omtale af lederen af det italienske radikale parti, Marco Pannella (1930-2016), hvis mærkesager blandt andet var legalisering af hash, fri abort, skilmisse og homo-ægteskaber.

I en mindetale, som ærkebiskoppen holdt i partiets hovedkvarter kort efter Pannellas død, sagde han blandt andet: ”Hans livshistorie fortæller os, hvordan en mand kan gøre sit til, at historien bevæger sig fremad i retning af forsvaret for hvert enkelt menneskes værdighed, især for de marginaliserede… Det er mig en glæde at kunne sige, at Marco var et virkeligt spirituelt menneske, som kæmpede og håbede mod alt håb… Pannella havde et budskab: Vi må aldrig give op … Vi kan lære af hans vitalitet.”

Efter denne lovtale kaldte redaktøren af den konservative avis La nuova Bussola Quotidiana, Riccardo Cascioli, Paglia for leder af ”Det Pavelige Akademi for Døden.”

Den kendte vatikanist Sandro Magister nøjes med i sit indlæg om den seneste udvikling i Akademiet at konkludere: ”Med en sådan sammensætning af Det Pavelige Akademi for Livet vil de tilbageværende, som  holder fast ved arven fra Lejeune, Sgreccia, Johannes Paul 2. og Benedikt 16., ikke få en let opgave.”

 

 

[1] Aiming to Kill: The Ethics of Suicide and Euthanasia, Darton 2004