Pave Paul 6.’s saligkåring
Kommentarer lukket til Pave Paul 6.’s saligkåring 576 22 oktober, 2014 Magasin oktober 22, 2014 Indlæg af

Pave Paul 6.’s saligkåring

Af Torben Riis

Saligkåringen af pave Paul 6. søndag den 19. oktober kom beklageligvis til at stå i skyggen af den netop afsluttede synode, der til det sidste lagde beslag på al opmærksomhed i hvert fald i den katolske verden. At der siden pave Paul 6.’s død i 1978 er vokset nye generationer op uden førstehåndskendskab – om overhovedet nogen præcis forestilling om hans samtid – har naturligvis også gjort sit til den beskedne interesse for begivenheden.

Paul 6.’s pontifikat var ellers ikke uden dramatik. Det begyndte i juni 1963 året efter, at hans forgænger Johannes 23. havde åbnet Det andet Vatikankoncil i Peterskirken, med andre ord i en brydningstid, hvor nøgleordet var aggiornamento (ajourføring) – nærmere bestemt ønsket om at forkynde troen på en måde, som kunne få moderne mennesker i tale. Det faldt således i Paul 6.’s lod at føre de retningslinjer, koncilet havde vedtaget for en reform af liturgien ud i livet. Det skete med den såkaldte liturgireform 1969/70, som i praksis så godt som afskaffede latinen og i øvrigt også mange steder førte til eksperimenter af tvivlsom art. Liturgireformen blev dermed hovedårsagen til den splittelse, der bl.a. blev åbenbar med dannelsen af Den Hellige Pius X’s Præstebroderskab med ærkebiskop Marcel Lefebvre i spidsen – en splittelse som resulterede i et egentligt skisma i 1988, hvor Lefebvre efter at have foretaget fire ulovlige bispevielser blev ekskommuniceret af pave Johannes Paul 2.

Prisen for at stå fast

Man kan således sige, at Paul 6.’s pontifikat blev ”født med” ikke ét, men et helt kompleks af problemer, som endnu den dag i dag giver anledning til kontroverser, sådan som vi netop har oplevet det under familiesynoden. Det blev Paul 6.’s opgave og skæbne at skulle navigere mellem Kirkens yderfløje, der henholdsvis betragtede ham som alt for ”progressiv” og alt for ”reaktionær”. Han var ingen af delene.

Paul 6. var, som pave Frans – med et citat fra prologen til hans encyklika Ecclesiam Suam – sagde i sin prædiken ved saligkåringen, en pave, som ønskede at lede Kirken, så den kunne blive ”en kærlig moder for hele den menneskelige familie og samtidig redskabet for dens frelse.” Det kom han til personligt at betale en høj pris for, da han i skæbneåret 1968 med rundskrivelsen Humanae vitae (Om samlivet i ægteskabet) modstod presset fra de mange eksperter og rådgivere og fastholdt Kirkens konstante lære om ægteskab og seksualitet – og herunder utvetydigt bekræftede dens afvisning af abort og prævention.

Især det sidste udløste som bekendt en storm af protester, men det kom ikke bag på Paul 6, som i slutningen af rundskrivelsen konstaterer følgende:

”Man kan forudse, at denne traditionelle belæring nok ikke uden videre vil blive modtaget af alle. Dertil er der for mange røster, der taler imod Kirken, og disse røster forstærkes gennem de moderne meddelelsesmidler. Kirken er dog ikke forbavset over at blive et modsigelsens tegn (Luk 2,34) i lighed med sin stifter, Kristus. Men den undlader ikke af den grund ydmygt, men fast at forkynde hele den etiske lov, såvel den, der findes i menneskets inderste væsen (den naturlige morallov), som den, der findes i evangeliet. Det er ikke Kirken, som har givet disse love. Den kan derfor heller ikke sætte sig til doms over dem; den kan kun bevare og udlægge dem. Den kan derfor aldrig erklære noget for tilladt, der i virkeligheden er utilladeligt, da det altid vil være i indre strid med menneskets sande vel”(18).

Læs hele rundskrivelsen her

Det europæiske episkopats synder

Hvad Paul 6. dog næppe forudså, var omfanget af den modstand, der skulle komme indefra, fra Kirken selv – ikke mindst fra de europæiske biskopper, hvoraf mange mere eller mindre åbenlyst valgte at ignorere rundskrivelsens belæringer. Ved 40-års jubilæet for rundskrivelsen opridsede kardinal Christoph Schönborn konsekvenserne af dette frafald således:

”Men vi biskopper, som af angst gemte os bag lukkede døre, ikke af angst for jøderne, men for pressen og også for vore troendes manglende forståelse, vi savnede mod! I Østrig fik vi Mariatroster-erklæringen svarende til Königsteiner-erklæringen i Tyskland. Begge svækkede sansen for livet hos Gudsfolket og fratog dem modet til at åbne sig for livet. Og da så abortbølgen satte ind, var Kirken svækket, eftersom den ikke havde lært det mod, der skal til for at stå fast i modgang, det mod, som vi så i Krakow, det mod, som pave Johannes Paul 2. udviste under hele sit pontifikat, modet til at sige JA til Gud, til Jesus, også når prisen for at gøre det er foragt. Vi sad bag de lukkede døre, fordi vi var bange. Jeg mener, at selv om vi ikke dengang var biskopper, må vi alligevel angre det europæiske episkopats synder, disse biskopper, der ikke havde mod til helhjertet at støtte Paul 6., for i dag bærer vi alle i vore kirker og i vore bispedømmer på byrden af følgerne af denne synd.”

Der går en direkte linje fra de sidste ord i dette citat til den netop afsluttede familiesynode, der om noget blotlagde den indre splittelse i Kirken blandt biskopper og kardinaler, hvad angår forståelsen af ægteskabets sakramente og menneskets seksualitet.

Umiddelbart behøver man ikke undre sig over, at pave Frans i den prædiken, han holdt ved saligkåringen, ikke specifikt kom ind på Paul 6.’s heroiske rolle i denne sammenhæng. Situationen efter synoden kaldte forståeligt nok mere på at understrege kollegialiteten og den gode stemning end på at strø yderligere salt i såret. I tiden frem til det næste møde vil det imidlertid nok være klogt, om vi alle lader tankerne gå tilbage til 1968 og på ny overvejer, hvordan de dyrekøbte erfaringer, vi har gjort siden dengang, vil kunne bruges positivt i bestræbelserne på at udvikle fremtidens Kirke.