Pave Johannes Paul 2. – den store
Kommentarer lukket til Pave Johannes Paul 2. – den store 977 25 april, 2014 Helgenkåring april 25, 2014 Indlæg af

Pave Johannes Paul 2. – den store

Det er vanskeligt at overvurdere og tilsvarende vanskeligt at overskue pave Johannes Paul 2.’s indsats gennem hans 26 år lange pontifikat. Han overtog ledelsen af Verdenskirken i en tid, som endnu var præget af mismod, rådvildhed og intern splittelse, med det faste forsæt at videreføre sine umiddelbare forgængeres bestræbelser på at revitalisere Kirken i overensstemmelse med intentionerne i Det Andet Vatikankoncil. Og han tog fat på opgaven med en imponerende energi.

I årene, der fulgte, blev han som bekendt den mest berejste pave nogensinde: 146 pastorale besøg inden for Italiens grænser og 104 i alverdens lande – et gennemsnit på næsten 10 kortere eller længere rejser om året – hvor han i kraft af sin kompromisløse forkyndelse og personlige udstråling opnåede en uhørt mediebevågenhed og folkelig popularitet – ikke mindst hos ungdommen.

Lige så imponerende er hans skriftlige produktion: 14 rundskrivelser, 15 apostoliske skrivelser, 11 apostoliske konstitutioner og 45 apostoliske breve. I disse skrivelser udtrykte han sig tilmed langt mere udførligt end sine forgængere – vel vidende, at den moderne verden ikke blot accepterer autoritative udsagn, men kræver forklaringer og argumentation. Eksempelvis brugte pave Paul 6. i sin rundskrivelse Humanae vitae i 1968 6.150 ord på at redegøre for Kirkens holdning til prævention, mens Johannes Paul i 1981 tog hele spørgsmålet om familie, ægteskab og seksualmoral op i sin apostoliske skrivelse Familiaris consortio og hertil brugte lidt over 34.000 ord. Hans tre store bidrag til en moderne udvikling og formulering af Kirkens sociallære – Laborem exercens (1981), Sollicitudo rei socialis (1987) og Centesimus annus (1991) – den sidste udgivet i 100-året for pave Leo 13.’s banebrydende rundskrivelse Rerum novarum – fyldte i alt ca. 71.400 ord.

5 bøger blev det også til, hvoraf ”Over håbets Tærskel” og ”Erindring og identitet” (hans åndelige testamente) er oversat til dansk. Hertil kommer hans onsdagskatekeser fra perioden 1979-84, hvor han udviklede sin banebrydende ”Kroppens teologi” – 129 tekster, der senere er udgivet samlet og omfatter over 500 sider. Det bør heller ikke glemmes, at det var hans fortjeneste, at udarbejdelsen af Den Katolske Kirkes Katekismus blev sat i gang og fik tilført de nødvendige ressourcer, således at man for første gang i århundreder har fået en samlet autoritativ fremstilling af Kirkens tro som grundlag for katekesen i hele Verdenskirken.

Hele denne litterære produktion, som skal ses som byggesten i det omfattende evangeliserings- og genopretningsprojekt, han så det som sin opgave at sætte i værk, ville alene være nok til at gøre ham fortjent til tilnavnet ”den store”. Men stor var han også på den internationale politiske arena, hvor han med sin urokkelige støtte til sine polske landsmænds frihedskamp i høj grad var medvirkende til den kommunistiske østbloks fald – uden at der blev løsnet et skud.

Hans kamp for menneskerettighederne gav genlyd over hele verden, herunder hans kompromisløse kamp for den mest fundamentale af alle rettigheder: retten til livet, som nok bragte ham i modvind i den vestlige verden, men ikke desto mindre aftvang respekt. ”Den klareste, mest lidenskabelige, mest bydende rundskrivelse i hans 16 år som pave,” lød vurderingen af hans rundskrivelse ”Livets evangelium” (1995) i det internationale nyhedsmagasin Newsweek, som udkom med hans portræt som forsideillustration. Det var i denne rundskrivelse, Johannes Paul lancerede de to begreber ”livets” og ”dødens kultur” og således ridsede fronterne op i den kamp for at forsvare den menneskelige persons værdighed og livets ukrænkelighed, som den katolske Kirke fortsat fører på den internationale arena. Her definerede han provokeret abort som et overlagt drab på et uskyldigt menneskeligt væsen og understregede, at ”ingen omstændighed, ingen hensigt, ingen lov, intet som helst nogen sinde kan legitimere en handling, der er ond i sig selv…”

Selv gav han i den sidste tid, han levede, da han tålmodigt bar sygdom og legemligt forfald, et gribende vidnesbyrd om, at menneskelig værdighed ikke afhænger af ydre omstændigheder eller legemlig sundhed, og bragte således trøst og opmuntring til sygdomsramte og handicappede verden over.

De to mirakler, der banede vej først for hans saligkåring i 2011 og senest for hans helgenkåring, lægger sig i smuk forlængelse af dette vidnesbyrd. Det første, som førte til helbredelsen af søster Marie Simon-Pierre og det sidste, hvor en kvinde fra Costa Rica blev helbredt for en aneurisme (unormal udposning på en pulsåre) på et sted i hjernen, der umuliggjorde en operation. Lægerne gav hende kort tid at leve i ved udsigten til, at arterievæggen inden længe ville briste og fremkalde en indre blødning, men efter at hun havde bedt til Johannes Paul, forsvandt aneurismen ”spontant”, noget som lægerne hævder aldrig er forekommet før.

Johannes Paul 2.’s festdag er den 22. oktober, dagen for hans indsættelse som pave.