Er pave Frans “skabslutheraner?”
Kommentarer lukket til Er pave Frans “skabslutheraner?” 138 28 september, 2017 Magasin september 28, 2017 Indlæg af

Er pave Frans “skabslutheraner?”

Kort forinden sit besøg i Lund den 31. oktober 2016 i anledning af 500-året for den lutherske reformation modtog pave Frans en større gruppe tyske lutheranere og katolikkker i Vatikanet, hvor der, som det ses på billedet, til  manges forbløffelse var opstillet en statue af Martin Luther.

Signalværdien i denne gestus var ikke til at tage fejl af – ikke mindst på baggrund af, at paven i en tale i begyndelsen af oktober 2016 havde erklæret, at det er ”en meget alvorlig synd mod økumenien” at forsøge at omvende troende kristne. I sin tale ved denne lejlighed fortalte han de fremmødte, at det tilsvarende ”ikke er tilladeligt” at ville overtale ikke-kristne til at antage ens egen tro.

I det brev fra 62 fremtrædende katolikker, som vi har omtalt i nyhedsartiklen http://katolskmagasin.dk/endnu-frontalt-angreb-paa-amoris-laetitia/ kommer forfatterne også ind på pave Frans’ iøjnefaldende sympati for Luther. Det afsnit af brevet bringer vi her i form af et lettere forkortet sammendrag.

Indledningsvis bemærker forfatterne, at der er en slående lighed mellem Luthers tanker om lov, retfærdiggørelse og ægteskab og de tanker, ”som Deres Hellighed fremsætter eller billiger i Amoris laetitia og andetsteds” –  tanker, som ikke er uden indbyrdes sammenhæng, men som udgør ”en del af et hæretisk system”, som, tilføjer forfatterne, ”katolikkerne bør advares imod”.

Herefter følger så dokumentationen. Først en pressekonference den 26. juni 2016, hvor paven bl.a. sagde:

”Jeg mener, at Luthers intentioner ikke var forkerte. Han var en reformator. Måske var der nogle af hans metoder, der ikke var i orden, men på den tid … var Kirken ikke ligefrem et eksempel til efterlignelse. Der var korruption og verdslighed i Kirken, der var penge- og magtbegær. Det var det, han grundlæggende  protesterede mod… Nu om dage er lutheranere og katolikker og alle protestanter enige om læren om retfærdiggørelse. På det meget vigtige punkt tog han ikke fejl.”

Prædikenen i den lutherske domkirke i Lund:

”… Vi må kaste et kærligt og ærligt blik på vores fortid og erkende vores fejl og søge tilgivelse, for Gud alene er vores dommer. Vi må med den samme ærlighed og kærlighed erkende, at vores adskillelse bragte os på afstand af Gudsfolkets oprindelige trosinstinkt, som naturnødvendigt søger mod enhed, og at denne splittelse historisk set blev fastholdt af denne verdens mægtige snarere end af det troende folk, som til enhver tid og på ethvert sted har behov for sikkert og kærligt  at blive vejledt af Den Gode Hyrde. Vel var der på begge sider en oprigtig vilje til at hævde og forsvare den sande tro, men vi må samtidig erkende, at vi lukkede os om os selv, fordi vi var bange eller fordomsfulde med hensyn til andres tro, hvor vægten lægges et andet sted, og hvor man udtrykker sig anderledes.

… Martin Luthers åndelige erfaringer udfordrer os til at erindre, at uden Gud kan vi ingenting. ”Hvordan kan jeg finde en nådig Gud?” er det spørgsmål, som plagede Luther. Spørgsmålet om det rette forhold til Gud er faktisk det afgørende spørgsmål i vores liv. Som bekendt mødte Luther den nådige Gud i evangeliet om den menneskevordne, døde og opstandne Jesus. Med udtrykket ”ved nåden alene” minder han os om, at Gud altid er den, der tager initiativet forud for ethvert svar fra menneskets side, selv om han søger at fremkalde dette svar. Læren om retfærdiggørelsen udtrykker således det væsentlige i forholdet mellem menneskelivet og Gud.” 

Hertil bemærker forfatterne: Ud over at hævde, at Martin Luther havde ret med hensyn til retfærdiggørelsen, og i overensstemmelse med dette synspunkt har Deres Hellighed mere end én gang erklæret, at vore synder er stedet, hvor vi møder Kristus, og begrundet dette synspunkt med en henvisning til Paulus (2. Kor 12,5-9), hvor han rent faktisk roser sig af sin egen ”magtesløshed” (astheneìais) og ikke af sine synder, ’for at Kristi magt kan være over mig’.”

Ægteskabet

I en tale til medlemmer af Communio et Liberatione den 7. marts 2015 sagde Deres Hellighed:

”Det ideelle sted for mødet [med Kristus] er Jesu barmhjertigheds kærtegn, når han betragter min synd. Derfor har I måske ved flere lejligheder hørt mig sige, at det sted, hvor mødet med Kristus fortrinsvis kommer i stand, er min synd.”

I Amoris laetitia 122 læser vi endvidere:

”Vi bør aldrig sammenblande forskellige niveauer. Der er ingen grund til at pålægge to personer den kolossale byrde i ét og alt at afbilde den enhed, der består mellem Kristus og hans Kirke, for ægteskabet som et tegn medfører en dynamisk proces … som gradvis skrider fremad i takt med modtagelsen af Guds gaver.”

Mens det sidste er sandt, er det hævet over enhver tvivl, at enheden mellem Kristus og hans Kirke i kraft af det sakramentale tegn fuldt ud kommer til udtryk i ægtefællerne ved hjælp af nåden. Det drejer sig ikke om at pålægge dem en kolossal byrde, men om at anerkende det, som sakramentet og nåden udvirker (res et sacramentum).

Med forbløffelse bemærker vi her, ligesom i flere andre afsnit af denne skrivelse, en mærkbar lighed med Luthers nedvurdering af ægteskabet. For den tyske oprører er den katolske forståelse af et sakramente som virksomt ex opere operato, på en påstået ”mekanisk” måde, uacceptabel. Selv om han fastholder distinktionen mellem signum et res (det ydre tegn og selve tingen), anvender han den ikke længere i forbindelse med ægteskabet efter ”Kirkens babyloniske fangenskab” (1520). Luther benægtede, at ægteskabet har noget at gøre med et sakramente med den begrundelse, at der ikke i Bibelen står noget om, at en mand, der gifter sig med en kvinde, modtager en nåde fra Gud, og heller ikke om, at ægteskabet blev indstiftet af Gud for at være et tegn på noget som helst. Han hævdede, at ægteskabet blot er et symbol og tilføjede, at sådanne billeder og allegorier – skønt ægteskabet kan forstås som et billede på enheden mellem Kristus og hans Kirke – ikke er egentlige sakramenter (jfr. Luthers Werke (LW) 36,92). Af denne grund hører ægteskabet, hvis grundlæggende formål er at sætte børn i verden og give dem en kristen opvækst (jfr. LW 44,11-12), ifølge Luther til skabelsen og ikke til frelsen (jfr. LW 45,18). Ægteskabet er kun givet os for at undertrykke det seksuelle begær, som en beskyttelse mod synd (jfr. LW 3).

(…)

Hvordan skulle vi kunne undgå i alt dette at se en klar lighed med det, Deres Hellighed har givet udtryk for i Amoris laetitia? På den ene side bevares ægteskabet tilsyneladende som et sakramente, mens skilmisser og indgåelse af nye ægteskaber på den anden side ”barmhjertigt” betragtes som et status quo, der – omend  kun ”pastoralt” – skal integreres i Kirkens liv og således åbenlyst modsiger Guds ord. Luther blev ført til at acceptere nye ægteskaber, fordi han ikke skelnede mellem begær og synd. I virkeligheden er begær ikke i sig selv syndigt, ligesom indgåelse af et nyt ægteskab, mens ens ægtefælle er i live, ikke er en status, men et fravær af sandhed. Luthers selvmodsigelse, der opstod som følge af hans dobbelte syn på ægteskabet, hvor han ser ægteskabet som noget, der i sig selv hører Loven og ikke Evangeliet til, bliver tilsyneladende overvundet af troen, som indgyder én tillid til, at man i sit hjerte holder fast ved Gud. Han hævder, at troen retfærdiggør mennesket, i og med at den straffende retfærdighed opsluges af barmhjertigheden og definitivt forvandles til tilgivende kærlighed. Dette gøres muligt af en ”glædelig overenskomst” (fröhlicher Wechseln) der tillader synderen at sige til Kristus: ”Du er min retfærdighed, ligesom jeg er din synd” (LW 48,12 og 31,351; 25,188). Ved hjælp af denne ”lykkelige byttehandel” bliver Kristus den eneste synder, mens vi bliver retfærdiggjort ved at modtage Ordet i tro.

Retfærdiggørelse

På Deres Helligheds pilgrimsrejse til Fatima udtalte De den 12. maj 2017 følgende med en klar hentydning til det lutherske syn på tro og retfærdiggørelse:

”Vi gør en stor uret mod Guds nåde, når som helst vi siger, at synder straffes ved hans dom, uden først at sige – således som Evangeliet klart gør det – at de bliver tilgivet ved hans barmhjertighed! Barmhjertigheden bør nævnes før dommen, og Guds dom vil i alle tilfælde blive afsagt i lyset af hans barmhjertighed. Selvfølgelig udelukker Guds barmhjertighed ikke retfærdighed, for Jesus tog følgerne af vores synd på sig tillige med dens behørige straf. Han benægtede ikke synden, men tilbagekøbte den på korset. Følgelig er vi i kraft af den tro, der forener os med korset, befriet for vores synder. Vi lægger al frygt og gru fra os, fordi den ikke anstår sig for dem, som er elskede” (jfr. 1 Joh 4,18).

Evangeliet lærer ikke, at alle synder rent faktisk vil blive tilgivet, eller at Kristus alene oplevede Guds ”dom” eller retfærdighed og kun lod der være barmhjertighed tilbage for resten af menneskeheden. Mens der er en ”stedfortrædende lidelse”, hvor Vor Herre soner vores synder, er der ikke en ”stedfortrædende straf”, for Kristus blev gjort ”til synd for os” (2 Kor 5,21) og ikke til en synder. Af guddommelig kærlighed og ikke som genstand for Guds vrede bragte Kristus det yderste offer for at frelse os og forsone os med Gud ved kun at tage konsekvenserne af vore synder på sig (jfr. Gal 3,13). For at vi kan kan blive retfærdiggjort og frelst, er det derfor ikke nok at tro på, at vore synder er blevet fjernet ved en påstået stedfortrædende straf. Vores retfærdiggørelse består i en lighed med med vores Frelser, som opnås ved den tro, som er ‘virksom i kærlighed’ (jfr. Gal 5,6).

Hellige Fader, tillad os også at udtrykke vores undren og sorg over to begivenheder, som fandt sted i Kirkens hjerte, og som ligeledes siger noget om den velvilje, som den tyske ærkekætter er omgærdet af under Deres pontifikat. Den 15. januar 2016 fik en gruppe finske lutheranere lov til at modtage den hellige kommunion under en fejring af den hellige messe i Skt. Peterskirken. Den 13. oktober 2016 holdt Deres Hellighed et møde med katolikker og lutheranere i Vatikanet, hvor De talte til forsamlingen fra en platform, hvor der var opstillet en statue af Martin Luther.