Pave Frans: Jeg husker ikke fodnoten
Kommentarer lukket til Pave Frans: Jeg husker ikke fodnoten 458 20 april, 2016 Nyheder april 20, 2016 Indlæg af

Pave Frans: Jeg husker ikke fodnoten

Liden tue kan, som ordsproget siger, vælte stort læs. Som debatten om Amoris laetitia har udviklet sig inden for de seneste dage, viser det sig, at en lille fodnote i en pavelig erklæring på 250 sider tilsvarende kan tiltrække sig al opmærksomhed og give anledning til en ophedet diskussion.

Det sker selvfølgelig ikke uden grund, for fodnoten beskæftiger sig netop med det spørgsmål, som alle har ventet på at få klarhed over efter de to familiesynoder: Står vi over for en ændring i Kirkens praksis vedrørende fraskilte gengiftes adgang til sakramenterne – en ændring, som i givet fald vil betyde et brud med tidligere pavers udtrykkelige lære?

Umiddelbart opstod der forvirring – både om, hvad paven var blevet spurgt om i flyet på vej hjem fra Lesbos, og om, hvad han faktisk svarede. Hvad det første angår, citerede det tyske nyhedssite kathnews Radio Vaticana for kun at have nævnt, at paven var blevet spurgt om, hvorvidt Amoris laetitia åbner nye muligheder for fraskilte gengifte – således at forstå, at paven ikke direkte var blevet spurgt om og derfor heller ikke specifikt havde svaret på spørgsmålet om modtagelse af sakramenterne. Det modsiges imidlertid af flere videooptagelser, som dokumenterer, at Francis Rocca (World Street Journal) udtrykkeligt bad om at få be- eller afkræftet forlydender om mulige ændringer med hensyn til fraskilte gengiftes adgang til sakramenterne.

Forvirringen blev ikke mindre af, at Vatikanet på sin hjemmeside citerede pavens svar således: ”Io potrei dire ’si’, e punto.” Men det var ikke det, paven sagde. Han brugte ikke konditionalis-formen ”potrei” af verbet ”potére” (at kunne). Han sagde, som det klart fremgår af video-optagelserne: Io posso (jeg kan)…

Det er ikke nogen ligegyldig forskel. I Vatikanets udlægning siger han nemlig: ”Jeg ville kunne sige ja, og (dermed) punktum” – så er der tale om et tankeeksperiment, som logisk set bør efterfølges af et uddybende forbehold. Men i virkeligheden siger han direkte oversat ord for ord: ”Jeg kan sige ja, og (dermed) punktum”. Her er der tale om en konstatering.

Men umiddelbart efter tilføjede paven, hvad der kunne ligne et forbehold eller i det mindste et tilløb til et forbehold: ”Men det ville være et for snævert svar”. Dernæst henviste han journalisten til kardinal Schönborns præsentation af erklæringen, hvor han ville kunne kunne finde ”det endelige svar på sit spørgsmål”.

Efter denne ordveksling var turen kommet til Jean-Marie Guenois fra den franske avis Le Figaro, som opfølgende spurgte, hvorfor paven havde skrevet den famøse fodnote 351: ”Hvorfor noget så vigtigt i en lille fodnote? Forudså De, at der ville komme indsigelser, eller ønsker De blot at sige, at dette spørgsmål ikke er særlig vigtigt?”

Pave Frans svar lød nærmest som et ja til det sidste spørgsmål. Han indledte med at beklage sig over mediernes optagethed af netop dette spørgsmål, når der er så mange andre vigtige problemer at bekymre sig om: familiens krise, unge mennesker, der ikke vil binde sig i et ægteskab, Europas katastrofale fødselsrate, ungdomsarbejdsløsheden, arbejdslivet, som lægger beslag på begge forældre, som dermed kommer til at forsømme deres børn… og sluttede med disse ord: ”Det er de store problemer! Jeg husker ikke den fodnote, men hvis noget i den retning står i den note, må det være et citat fra Evangelii gaudium. Jeg husker ikke nummeret på paragraffen, men det er jeg sikker på, at det er.”

Men Genois’ spørgsmål ”Hvorfor noget så vigtigt i en lille fodnote?” hænger stadig i luften. Blandt andet fordi kardinal Schönborn, som han selv henviser til, i sin præsentation udtrykkeligt citerede fodnotens udsagn om, at den hjælp, som Kirken kan yde fraskilte gengifte, også ”i visse tilfælde” kan bestå i at tillade dem at modtage sakramenterne. Hertil kommer klare udmeldinger fra jesuitterpræsten Antonio Spadaro, som er redaktør af La Civiltà Cattolica – et tidsskrift, hvor hvert nummer godkendes af Vatikanet, inden det går i trykken. Spadaro er ikke alene kendt som en personlig ven af Frans, men menes også at have været direkte involveret i udarbejdelsen af Amoris laetitia. Han har med henvisning til fodnote 351 givet udtryk for, at Amoris laetitia skal ses som et første skridt på vejen mod en ændret tilgang til problemet med de fraskilte gengifte. Erklæringen, hævder han, introducerer en ny form for ”sagsbehandling”, hvor der ikke som tidligere stilles specifikke krav til parterne om at leve i afholdenhed for at kunne modtage sakramenterne, således som pave Johannes Paul 2. har foreskrevet det i Familiaris consortio.

Pave Frans’ bemærkning om, at han ikke husker at have skrevet fodnoten, har da også umiddelbart givet anledning til spekulationer om, hvem der så har ansvaret for, at den har fået plads i erklæringen. Hvorfor, spørges der nu, var der ingen af de mange rådgivere, som uden tvivl har set dokumentet igennem inden udgivelsen, der bemærkede den og forudså de reaktioner, den ville afføde både i og uden for Kirken?

Og sidst men ikke mindst: Hvor står pave Frans egentlig i denne sag? Det er ikke første gang, dette spørgsmål melder sig, og det er ikke et urimeligt spørgsmål at stille i betragtning af, at Amoris laetitia er det dokument, som burde have skabt klarhed og ro oven på et kaotisk synodeforløb.