Kommentarer lukket til Pave Frans: Den moderne smid-væk-kultur truer livet både i dets begyndende og afsluttende faser 632 14 april, 2014 Nyheder april 14, 2014 Indlæg af

Pave Frans: Den moderne smid-væk-kultur truer livet både i dets begyndende og afsluttende faser

I en tale til repræsentanter for den italienske Pro-Life-bevægelse d. 11. april slog pave Frans i utvetydige vendinger fast, at ”abort er en himmelråbende forbrydelse” og at retten til livet er forudsætningen for alle andre rettigheder:

”Vi ved det, mennfrans_178825787eskelivet er helligt og ukrænkeligt. En hvilken som helst borgerlig rettighed bygger på anerkendelsen af denne første og fundamentale ret til livet, som ikke er underordnet betingelser af nogen art, hverken kvalitative eller økonomiske og mindst af alle ideologiske.”

”Ligesom budet ’du må ikke begå drab’ trækker en klar grænse i den hensigt at værne om menneskelivets værdi, må vi også i dag sige ’du må ikke begå drab’ til en økonomi, der skaber eksklusion og ulighed. En sådan økonomi dræber… mennesker bliver i denne optik betragtet som varer, som man kan bruge og dernæst kassere. Vi har skabt en smid-væk-kultur, som nu er ved at brede sig, og således bliver også livet kasseret.

En af de alvorligste trusler i vor tid er adskillelsen mellem økonomi og moral – mellem på den ene side de valgmuligheder, som udbydes af et marked spækket med alskens moderne teknologi og på den anden side de grundlæggende normer, der er nedlagt i den menneskelige natur, og som i stigende grad trænges i baggrunden. Derfor er det nødvendigt beslutsomt at modsætte sig ethvert direkte overgreb mod livet, især uskyldigt og sårbart liv. Og det ufødte liv, som moderen bærer på, er fremfor alt uskyldigt. Vi husker det Andet Vatikankoncils ord: ”Fra undfangelsens øjeblik skal livet værnes med største omhu. Fosterdrab og barnemord er himmelråbende forbrydelser” (Gaudium et spes, 51).””

”Enhver kristen må til enhver tid uforfærdet stå vagt om kærligheden og livet i alle dets faser,” sagde paven og kom hermed afslutningsvis ind på, at livet i vore dage også er truet i sin sene fase: ”Vi må også tage os af bedsteforældrene, for børnene og bedsteforældrene er et folks håb. Børnene, fordi de bringer håbet med sig ind i fremtiden, og bedsteforældrene, fordi de har erfaringens visdom. De er et folks hukommelse. I en tid, hvor børn og bedsteforældre er ved at blive omfattet af smid-væk-kulturen og derfor betragtes som et materiale, man blot kan kassere, må vi svare nej! Børn og bedsteforældre er et folks håb!”