“På deres frugter kan I kende dem” (Matt 7,16)
Kommentarer lukket til “På deres frugter kan I kende dem” (Matt 7,16) 128 19 august, 2017 Magasin august 19, 2017 Indlæg af

“På deres frugter kan I kende dem” (Matt 7,16)

Dette er den 5. og sidste af en række artikler, som bringes i anledning af 500-året for de begivenheder, der førte til det store skisma, der i de følgende århundreder splittede den kristne Kirke i talløse fraktioner. Du kan finde de fire første ved at klikke på topmenuen ”Magasin”.

I de fire første artikler har jeg ved at fokusere på centrale elementer i Luthers opgør med den katolske Kirke forsøgt at anskueliggøre, hvorfor det set i bagklogskabens lys giver mening at karakterisere dette opgør som en revolution snarere end en reformation.

I de 500 år, der er gået siden da, er der løbet meget vand i stranden – så meget, at man i dag kan påvise en udvikling, især inden for de seneste 75-100 år, hvor de protestantiske kirker har fjernet sig mere og mere fra den katolske Kirkes lære. Mest synligt er ændringerne i spørgsmål om ægteskab og moral, hvor kimen til nutidens ”privatisering” af moralen allerede var lagt af Luther og siden blev bekræftet af Grundtvig.

Hvor mange er f.eks. i dag klar over, at alle protestantiske kirker helt op til 1930 var enige med den katolske Kirke i, at brugen af prævention må betragtes som syndig? Det var den anglikanske kirke, der på Lambethkonferencen i 1930 tog det første skridt til at forlade dette synspunkt med en vedtagelse om, at prævention under visse omstændigheder kunne accepteres. Snart efter blev forbeholdene lagt på hylden, og de protestantiske kirker fulgte efter.

Eller hvor mange er i dag vidende om, at kvindelige præster i den danske folkekirke kun går tilbage til 1948, hvor Danmark blev det første land i verden, der ordinerede kvindelige præster?

Fælleserklæringen – løste den problemet?

I modsat retning peger de økumeniske samtaler mellem katolikker og protestanter, som har fundet sted siden 2. Vatikankoncil, og som blandt andet har resulteret i Fælleserklæringen om Retfærdiggørelseslæren, som i 1999 blev underskrevet af den katolske Kirke og kirkerne inden for Det lutherske Verdensforbund.

At gøre rede for erklæringens indhold og betydning vil langt overskride denne artikels rammer – her må jeg nøjes med at konstatere, at der nok blev nået en vis grad af enighed om, hvad man skal lægge i ordet retfærdiggørelse, men at Vatikanet senere har præciseret,  at der ikke er tale om en fuldstændig enighed. F.eks. nævnes det, at den lutherske formel simul justus et peccator, (på én gang retfærdig og synder), som udtrykker den opfattelse, at retfærdiggørelsen ikke bevirker en helliggørelse af den enkelte, ikke er forenelig med katolsk tro.

Hertil kommer, at de lutherske kirker, der er medlemmer af Det lutherske Verdensforbund, ikke formelt er forpligtet til at respektere en erklæring som denne i et omfang, der tåler sammenligning med den respekt, katolikker som udgangspunkt skylder udtalelser fra Troslærekongregationen.

Og det er netop den grundlæggende vanskelighed i samtalen mellem katolikker og protestanter. Hvem kan  udtale sig forpligtende på f.eks. den danske Folkekirkes vegne? Ingen, hvis man spørger Søren Krarup  – eller Rebekka Højmark Jensen fra Folkekirkens mellemkirkelige Råd:Man mødes, snakker, diskuterer, deler erfaringer og er ikke altid enige om alting. Men det er heller ikke meningen med Det Lutherske Verdensforbund, hvor der er tale om selvstændige kirkesamfund fra alle dele af verden.”[1].

Med al behørig respekt for det store arbejde, der i årenes løb er gjort blandt andet i bestræbelserne på at nedbryde gensidige fordomme, må det alligevel være tilladt at spørge, om den overordnede vision – en konsensus mellem katolikker og protestanter og en deraf følgende genforening – på noget tidspunkt vil kunne føres ud i livet. Det måtte i givet fald forudsætte, at der kunne skabes enighed om alt væsentligt blandt de tusindvis af protestantiske kirkesamfund, der findes i verden i dag.

Den rummelige folkekirke

Man behøver blot tænke på de stærke indbyrdes stridigheder, der udfolder sig i fuld offentlighed i den danske folkekirke i dag. Er dåben et sakramente? Nogle siger ja, andre nej. Er alle enige med Luther om at fastholde troen på realpræsens i nadverens sakramente? Ikke længere. Nogle præster ser blot nadverliturgien som en rent symbolsk handling. Og hvad med Opstandelsen? Eller troen på en skabende Gud?

Formanden for Evangelisk Luthersk Netværk, sognepræst Henrik Højlund skrev den 4. maj i år et indlæg i Kristeligt Dagblad med overskriften ”Folkekirke uden grænser. Den rummelige folkekirke er blevet til tro på hvad som helst”. Hans indlæg var en reaktion på en kronik af Marianne Gaarden (senere biskop i Lolland-Falsters Stift) hvor hun efterlyste en ”samarbejdskultur” – nærmere bestemt et kollegialt samarbejde på tværs af sognegrænserne.

Men, svarer Højlund, ønsket om et sådant samarbejde ”forudsætter, at vi på bundlinjen deler tro. Og det gør vi lige præcis ikke i folkekirken … Utallige debatter de seneste mange år har vist det. Vi fortolker trosbekendelsen i så forskellig retning, at der ikke med rimelig saglighed kan være tale om samme tro … Personligt ville jeg have det elendigt med at indgå i et tæt, forkyndende samarbejde med en præst, der mener, at alle bliver frelst, at Jesu opstandelse muligvis fandt sted, uden at liget forsvandt fra graven, at to lesbiske  kan vies i kirken, og at Bibelen er en bog med lige så stor eller lille autoritet som en beåndet salme af Grundtvig. Hvordan skulle jeg med sindsro se til, at min kollega prægede menighederne med den slags tro/vantro?”

Endnu et eksempel: Pastor emeritus John W. Hørbo, der vil være kendt af mange som en flittig debattør, skrev et debatindlæg i Jyllands-Posten[2] med overskriften: Hvor er kirken? Her svarer han dem, der ”ønsker sig en kirke med holdninger til tidens moralske spørgsmål” – et ønske, siger han, som ville være rimeligt, ”om vi befandt os i et katolsk land”.  Men, minder han om, ”den danske folkekirke er en luthersk kirke, hvilket indebærer en særdeles markant forståelse af af begrebet kirke.”

Her henviser han til den augsburgske konfession, hvor der står, at ”kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres ret, og sakramenterne forvaltes ret” … ”Kirken,” siger han, ”er alene en bestemt funktion og en bestemt begivenhed på et bestemt tidspunkt som regel hver søndag kl. 10 og aldeles intet andet.”

Og han fortsætter: ”Kirken er der, at evangeliet prædikes … Når folk går ud af kirken, er de ikke længere kirken eller de helliges forsamling, men de er hr. og fru Jensen eller Olsen uden religiøst patent på deres synspunkter, men skyldige at argumentere for deres ideer på rent jordisk og fornuftigt plan.”

Her ser vi altså to skarpt optrukne synspunkter. På den ene side Hørbos kompromisløse lutheranisme og på den anden side frustrationen hos andre over folkekirkens rungende tavshed i moralske og politiske spørgsmål. Kan de overhovedet være i stue sammen?

Lad mig slutte med at nævne et indlæg af professor Svend Andersen[3], med overskriften ”Det homoseksuelle ægteskab. Luthersk forsvaret”, hvor han kommenterer den aktuelle tidehvervske strid om homoægteskaber. Her går han i rette med Tidehvervs redaktør, Agnete Raahauge, som i et tidligere indlæg skrev, at ægteskabets gudgivne mening ifølge Luther var at sætte børn i verden foruden at være et billede på Kristi forhold til kirken – dette som et argument for ikke at anerkende homoægteskaber.

Og hvad siger Svend Andersen så til det? Han påviser, at Luther tillige ”lægger overordentlig vægt på den nødvendige forudsætning for formeringen: seksualdriften”, som Luther vel at mærke betragter som ”ubetvingelig”. Og han fortsætter: ”Der er ingen tvivl om, at Luther betragter sex mellem mennesker af samme køn som en af perversitetens former. Men vi er jo ikke tvunget til at overtage alle Luthers meninger.[4] Han anbefalede også dødsstraf for utroskab…”

Hvilket fører Svend Andersen frem til denne konklusion: ”Hvis man som jeg lægger lige så stor vægt på Luthers fremhævelse af selve seksualiteten som af børneavlen, og hvis man følger ham i, at ægteskabet er den bedste ramme om seksualiteten, kan man med god luthersk samvittighed hilse det homoseksuelle ægteskab velkomment.”

Jeg kan ikke dy mig for at antyde, at Svend Andersens argumentation halter en smule, når han hævder, at han tillægger børneavlen lige så stor vægt som den ubetvingelige seksualdrift. For mig ser det ud som om han skubber pligten til at sætte børn i verden til side for at give plads til seksualdriften, som han i øvrigt mener er den samme, hvad enten den retter sig mod personer af samme eller modsat køn.

Men lad nu det ligge. Min hensigt med at referere denne meningsudveksling var i hovedsagen at give et eksempel på, at man i en intern folkekirkelig debat finder det helt naturligt at vælge og vrage mellem forskellige Luther-ord, uanset at det kan føre til konklusioner, der som i dette tilfælde direkte er i strid med Luthers erklærede standpunkter.

Kort sagt, der er frit valg på alle hylder, hvilket i praksis betyder, at enhver kan strikke sin egen moral og sin egen kristendomsforståelse sammen efter forgodtbefindende. Det, mener jeg, underbygger min overordnede pointe i disse fem jubilæumsartikler, som kort kan udtrykkes således:

Den lutherske revolution er en selvdestruerende ”maskine”, som langsomt tømmer den kristne tro for substans, i det omfang den er et oprør – ikke blot, som det ofte påstås, mod Kirkens embedshierarki, men mod Kirken forstået som Kristi mystiske legeme, som ”den levende Guds Kirke, sandhedens søjle og grundvold” (Ef 5,23-24) .

 

[1] www.kristendom.dk/indføring/hvad-er-det-lutherske-verdensforbund

[2] Jeg har desværre ikke fået datoen med i mit udklip, men gætter på første halvdel af 2016.

[3] Kristeligt Dagblad 27.05.2017, s. 8.

[4] Min fremhævelse.