Moralrelativismens to ansigter
Kommentarer lukket til Moralrelativismens to ansigter 76 02 maj, 2018 Magasin maj 2, 2018 Indlæg af

Moralrelativismens to ansigter

Af Torben Riis.

Umiddelbart inden kardinal Ratzinger blev valgt til pave i 2005, holdt han en skelsættende tale i Peterskirken, hvor han advarede mod det, som han kaldte ”relativismens tyranni.” At bekæmpe dette tyranni blev et tilbagevendende – nogle vil endda mene dominerende – tema i hans pontifikat.

Læs også: Relativismens diktatur af Kirsten Kjærulff

Relativisme bygger kort fortalt på påstanden om, at der ikke gives absolutte sandheder i hverken religiøs eller moralsk henseende, det vil sige sandheder, der altid er gyldige uanset tid, sted og omstændigheder. Det, som var forkert i går, kan derfor meget vel være rigtigt i dag, og det, som man selv synes er rigtigt og godt, meget vel kan være forkert set med andres øjne.  Alt afhænger af øjnene, der ser. Derfor er der, som Ratzinger bemærkede, ikke langt fra relativismen til den rendyrkede individualisme, hvor enhver træffer sine beslutninger alene ud fra sit eget ego og sine egne personlige ønsker.

Men er det i grunden ikke meget godt, at det er op til én selv at træffe beslutninger især i meget personlige anliggender uden at skulle rette ind efter et eller andet regelsæt, som man ikke selv har haft nogen indflydelse på? Og er det ikke sådan, som man tit hører nogen sige, at ”en sag altid kan ses fra flere sider”, at ”virkeligheden ikke bare er sort/hvid, men består af et utal af nuancer” og at ”man bør være fleksibel og indrette sig efter skiftende tiders krav”?

Det er der uden tvivl mange, der vil skrive under på i denne tid og i denne del af verden, og det er samtidig forklaringen på, at moralrelativismen i de seneste årtier er blevet nærmest enerådende på bekostning af den såkaldte pligtetik, der bygger på det grundlæggende synspunkt, at noget i moralsk forstand kan være enten godt eller skidt, rigtigt eller forkert – uafhængigt af tid, sted og omstændigheder.

Men hvad kan den daværende kardinal Ratzinger så have ment med at kalde relativismen for et tyranni?  En del af svaret finder vi i hans karakteristik af relativismen som en form for individualisme, der som nævnt indebærer, at det er den enkelte selv, der afgør, hvad der er rigtigt eller forkert. Og det er i klar modstrid med den kristne opfattelse, at Gud er den eneste målestok for, hvad der er godt[1] eller syndigt og dermed ødelæggende for mennesket. Så når Ratzinger peger på relativismen og individualismen som et problem eller måske endda som problemet, skyldes det, at udgangspunktet for de to ”ismer” er det autonome menneske, mennesket, der er sin egen herre, og som ikke vil vedkende sig sin fundamentale afhængighed af Skaberen.

Og når Ratzinger taler om et tyranni, hentyder han til de konsekvenser, som knæfaldet for moralrelativismen erfaringsmæssigt har ført med sig, og som man kan finde rigeligt belæg for i samfundsudviklingen i de seneste tiår.

Det vender vi straks tilbage til. Først skal det siges, at moralrelativismen er et altfavnende synspunkt, som pr. definition ikke tåler undtagelser. For hvis det i enhver situation er den enkelte selv, der har det sidste ord, kan og bør der ikke være andre, der blander sig i det konkrete dilemma. Et udtryk som ”ingen skal komme og trække deres moralbegreber ned over hovedet på mig” er for længst blevet en standardreplik, hvis man føler sig gået for nær af en løftet pegefinger. Men hermed blotlægges også relativismens indbyggede problem. Hvis en mand f.eks. overvejer at forlade sin kone og sine børn for at stifte en ny familie, så er det for så vidt hans beslutning. Men man kommer ikke udenom, at han dermed griber afgørende ind i sin kones og sine børns tilværelse. Med andre ord: forestillingen om det autonome menneske er en illusion, for så vidt som vi ikke er væsener, der svæver frit i luften.

Det, der sker i virkelighedens verden, både på det individuelle og samfundsmæssige plan, er, at nogen træffer beslutninger både på egne og andres vegne. Politikerne træffer beslutninger på vores allesammens vegne, de ressourcestærke gør det inden for de områder, de har indflydelse på, og menigmand gør det inden for sin privatsfære.

I et samfund, hvor moralrelativismen er den dominerende ideologi, vil spørgsmålet derfor konstant dukke op: Hvad er tilladt og hvad er forbudt? Og eftersom ingen kan give et endegyldigt svar på det, er der kun én løsning på problemet, med mindre man vil tolerere det rene anarki. Det er at sige: Samfundet er nødt til at vedtage nogle spilleregler. Hvad der er rigtigt eller forkert, tilladeligt eller utilladeligt er derfor noget, der løbende afgøres af politikerne og andre beslutningstagere.

Men hermed også sagt, at ingen i dette samfund kan påberåbe sig rettigheder, som ikke på et eller andet tidspunkt vil kunne ændres eller helt bortfalde. Og ingen vil kunne modsætte sig at respektere nye rettigheder, som vil kunne defineres og vedtages af den til enhver tid siddende regering eller relevante myndighed.

Og lad os nu blive lidt mere konkrete: I Canada er det i dag direkte ulovligt offentligt (f.eks. på de sociale medier) at give udtryk for den opfattelse, at et ægteskab er et forpligtende forhold mellem en mand og en kvinde, og dermed indirekte antyde, at et intimt samliv mellem to personer af samme køn ikke har noget med et ægteskab at gøre. Den slags anses for hate speech og straffes med bøder og, såfremt man hører til de offentligt ansatte, med afskedigelse. Dog har man mulighed for at blive taget til nåde igen, hvis man indvilliger i at deltage i kurser, hvor man kan blive kureret for den slags utilbørlige fordomme.

Canada – et skræmmende eksempel

I den folkerige provins Ontario (40% af landets befolkning) trådte den 1. februar i år en lov i kraft, der forbyder alle pro-life-demonstrationer inden for 50 meter fra hver af Ontarios otte abortcentre. Straffen for at overtræde denne lov er en bøde på op til 5.000 canadiske dollars (ca. 23.500 kr.) og/eller en fængselsstraf på op til et halvt år. I gentagelsestilfælde fordobles straffen.

Det er blot et af mange eksempler på, at regeringer i den vestlige verden i dag indfører lovgivning, der indskrænker ytrings- og forsamlingsfriheden og dermed lægger låg på den demokratiske samtale ved på forhånd at diktere, hvad det er acceptabelt eller direkte ulovligt at mene og tro.

Derfor er relativismen også den politiske korrektheds, meningstyranniets fader og censuren dens foretrukne redskab – både i sin direkte og i sin mere subtile udgave. Den sidste er nok den værste, fordi den viger uden om den direkte konfrontation og dermed også uden om forpligtelsen til at levere en argumentation, som kunne vække til modsigelse.

Det fungerer i praksis således, at den, der vil hævde, at der faktisk gives sort/hvide problemstillinger, og at spørgsmålet om, hvad der er rigtigt eller forkert, i visse tilfælde kan besvares med et kort ja eller nej, i bedste fald risikerer at blive affærdiget som unuanceret og ufleksibel eller lige så sandsynligt at blive rubriceret som enøjet eller direkte fanatisk.

Og hvad stiller man op med fanatikere? Dem ignorerer man – stadigvæk i gunstigste fald. Næste trin består i, at man stigmatiserer dem ved at hæfte hele viften af negative adjektiver på dem: reaktionære, ukærlige, intolerante, forstokkede, formørkede osv. osv.

Moralrelativismens succes skyldes for en stor del, at den løbende har været i stand til at forøge listen over ting, man ikke længere kan sige i fuld offentlighed uden at blive stigmatiseret eller ende i byretten med et sagsanlæg på nakken. Hvem vover f.eks. i dag at gå op imod det moderne dogme om, at sex mellem mennesker af samme køn er en fuldstændig normal og fuldt ud acceptabel foreteelse?

Kirkens svar

Men læs så her, hvad Den Katolske Kirkes Katekismus (2357), har at sige om homoseksualitet: ”Idet den støtter sig til Den hellige Skrift, der præsenterer dem som alvorligt fordærvede, har Traditionen altid erklæret, at homoseksuelle handlinger ud fra deres indre væsen er uordnede (Jfr. 1 Mos 19,1-29; Rom 1,24-27; 1 Kor 6,9-10; 1 Tim 1,10). De er i modsætning til den naturlige lov. De udelukker den seksuelle akt fra at give liv. De fremgår ikke af en sand affektiv og seksuel komplementaritet. De kan i intet tilfælde godkendes.”

Læg mærke til, at Kirken i dette spørgsmål argumenterer for, at der faktisk er handlinger, som ”ud fra deres indre væsen”, dvs. uafhængigt af tid, sted og omstændigheder, er ”uordnede”, dvs. i strid med skabelsesordenen (det forhold, at vi af Gud er skabt som mand og kvinde). ”Den naturlige lov”, som også inddrages i argumentationen, er – stadig ifølge Katekismen (1954) – et udtryk for ”den oprindelige moralske sans, som gør det muligt for mennesket med sin fornuft at skelne mellem godt og ondt, sandhed og løgn.” Og i paragraf 1956 læser vi , at den er ”universel i sine bud, og at ”dens autoritet udstrækker sig til alle mennesker.”

Den slags synspunkter er for længst blevet lagt for had i vor del af verden.

Eller hvad hvis man siger, at man ubetinget og under alle omstændigheder er imod provokeret abort? Hvor mange har mod til det i dag? Det er ellers et uigendriveligt eksempel på, at en problemstilling kan være sort/hvid. Enten slår man barnet ihjel, eller også lader man det leve. Her gives der ingen nuancer. Men den slags får ikke en moderne moralrelativist til at give op. Standardsvaret består i at bortlede opmærksomheden fra selve selve dilemmaet ved at dreje diskussionen ind på, hvilke mere eller mindre agtværdige motiver forældrene måtte have for at skaffe sig af med deres uønskede barn.

I Danmark manifesterer tyranniet sig endnu i hovedsagen på det verbale plan, hvor debattører og politikere nøjes med at bryste sig af at forsvare ”de danske værdier” såsom lovfæstet ligestilling mellem kønnene, tolerance (undtagen tolerance over for det, de selv definerer som intolerance) og fri abort.

I andre dele af verden er man nået langt videre.

Det første offer

Det første offer for den canadiske lov blev den 70-årige Cyril Winter, som i årevis har demonstreret mod abort. Ved denne lejlighed bar han imidlertid ikke et banner med billeder af aborterede forstre, men et skilt, hvorpå der stod: ”Ytrings- og religionsfrihed. Væk med censuren”. Ikke desto mindre blev han arresteret af politiet. Winter påberåbte sig, at han forinden havde fået sit skilt godkendt af en overbetjent ved navn Groulx. Ham kontaktede betjentene over telefonen, hvorefter Groulx forhørte sig på højere sted. Herfra lød beskeden, at Winter skulle tiltales for at have overtrådt loven. Det kom dog aldrig så vidt. Winter, som skulle have været i retten den 23. marts, døde den 9. marts.

De åbenlyse bestræbelser for at få lukket munden på modstandere af provokeret abort er ikke kun et lokalt fænomen, men en kampagne, der p.t. fejer hen over hele landet på foranledning af statsminister Justin Trudeau. F.eks. har det vakt opsigt og givet anledning til protester, at virksomheder, der søger om tilskud til at ansætte studenter i sommerjobs, nu skal skrive under på, at de går ind for abort og transpersoners rettigheder for at komme i betragtning.

Til dem, der ikke ser sig i stand til det, sagde Trudeau i begyndelsen af året: ”Selvfølgelig har I lov til at have jeres mening, men når denne mening fører til handlinger, der sigter på at begrænse kvinders ret til at bestemme over deres egen krop, så er vi nået dertil, hvor jeg, og, tror jeg, vi som samfund trækker grænsen.”

Så vidt den moderne udgave af tolerance og ytringsfrihed, som nok inden længe skal finde vej over Atlanten.

Tænk bare på, hvad der her i landet er sket inden for det bioetiske område siden legaliseringen af fri abort i 1973 – nærmere bestemt de mange revisioner af lovgivningen vedrørende kunstig befrugtning, som er blevet gennemtrumfet for at lette vilkårene for forskningen og fertilitetsklinikkerne og sidst, men ikke mindst for ”forbrugerne”. Vi er kommet meget tæt på ”fagre nye verden”, hvor børn er en vare, der produceres på laboratoriet – en vare, som vel at mærke bliver kvalitetstestet inden leveringen – og frasorteret, såfremt man konstaterer produktionsfejl i form af genetiske defekter.

Det interessante i denne sammenhæng er, at alle disse love er blevet ekspederet relativt gnidningsløst gennem Folketingets lovmølle under påberåbelse af det fælles mantra, at der ikke eksisterer nogen ”facitliste”, ingen endegyldige svar på etiske spørgsmål.

[1] Jfr. Matt 19,17: Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode.