Moralen, der blev væk
Kommentarer lukket til Moralen, der blev væk 113 04 august, 2017 Magasin august 4, 2017 Indlæg af

Moralen, der blev væk

Dette er den fjerde af en række artikler, som bringes i anledning af 500-året for de begivenheder, der førte til det store skisma, der i de følgende århundreder spilttede den kristne Kirke i talløse fraktioner. Du kan læse de første tre ved at klikke på titlerne her: 1. Den lutherske revolution  2. Sola fide – kronjuvelen i Luthers projekt 3. Sola scriptura – kan Skriften stå alene?

I den forrige artikel om Luthers Sola scriptura-teori konstaterede jeg, at reformatorerne ved at forkaste den katolske Kirkes fortolkningsmonopol og i stedet indsætte Skriften som højeste autoritet skabte en ny situation, hvor der ikke var taget højde for den helt elementære kendsgerning, at tekster ikke fortolker sig selv, men at de kan og følgelig også vil blive fortolket forskelligt af forskellige mennesker til forskellige tider.

Blot at henvise til Skriften eller, som reformatorerne foretrak, at påberåbe sig deres egen fortolkning af Skriften, kunne derfor i det lange løb ikke dæmme op for trosstridigheder, men gav fra første færd anledning til en strøm af interne opgør i den protestantiske verden, som førte til etablering af stadigt nye udbrydermenigheder. Det er en udvikling, som ikke blot er fortsat i nyere tid, men som især inden for de seneste 100 år har taget fart – ikke mindst efter at Skriften, som reformatorerne så som den klippe, Kirken nu skulle bygges på, begyndte at smuldre bort som sand mellem de moderne eksegeters fingre.

Læs også: Et brag af et opgør med 200 års radikal bibelkritik

Her tænker jeg især på den såkaldt historisk-kritiske tilgang til de bibelske tekster, som i form af blandt andet den tyske teolog Rudolf Bultmanns afmytologiseringsprogram, blev toneangivende fra 1940’erne især blandt de evangeliske eksegeter. Denne ”afmytologisering”, som kort fortalt går ud på at forkaste alt det, der i de bibelske tekster ikke findes en ”naturlig” forklaring på (Jomfrufødslen, Opstandelsen, Himmelfarten, miraklerne, engle og dæmoner osv. osv.), førte i sin yderste konsekvens til en fuldstændig afvisning af, at  Gud griber ind i historien, og dermed også af Bibelens historiske autoritet.

Et eksempel herpå er Bultmann-eleven Gert Lüdemanns bog  fra 1998: Der große Betrug. Und was Jesus wirklich sagte und tat (Det store bedrag. Og hvad Jesus i virkeligheden sagde og gjorde). Her analyserer han på grundlag af sine egne kriterier  en række nytestamentlige tekster og når til den konklusion, at kun omkring 5% af de undersøgte udsagn af eller om Jesus kan betragtes som ”empiriske”, dvs. historisk korrekte. Resten er, mener han, ”projektioner”, dvs. forestillinger blevet til som et resultat af eftertidens ønsketænkning. Således (bort)forklarer Lüdemann den bibelske beretning om Jesu Opstandelse som en opstandelsesvision, dvs. som et udtryk for en kollektiv ”sorgreaktion” hos apostlene efter Jesu død på korset. Opstandelsen er altså ikke en begivenhed, der reelt har fundet sted, kun en vrangforestilling, der opstod i de traumatiserede apostles hoveder.

Pave Benedikt 16. udtrykker i forordet til sin Jesusbog[1] en række forbehold over for den moderne bibelkritik, eksempelvis med denne kommentar, hvor han sætter fingeren på det ømme punkt:

”Den historisk-kritiske forsknings stadigt større udbredelse førte til stadigt mere forfinede distinktioner mellem de forskellige lag i traditionen, bag hvilke Jesus-skikkelsen, som dog er troens genstand, blev stadig mere utydelig, stadig mere konturløs. Samtidig blev også rekonstruktionerne af den Jesus, som måtte søges bag om evangelisternes traditioner og deres kilder, efterhånden mere modsætningsfyldte: Fra antiromersk revolutionær, som vil omstyrte de bestående magtstrukturer, men ikke har held med sit forehavende, til blid morallærer, der billiger alt, og derfor helt uforståeligt bliver offer for sin samtids vrede. Den, der sammenholder flere af disse rekonstruktioner, vil straks kunne konstatere, at de langt snarere end at afdække en ikon, som er blevet utydelig, er som fotografier af deres ophavsmænd og disses idealer.”

Moralrelativisme

Men hvis vi kun i yderst begrænset omfang kan stole på, hvad de bibelske tekster fortæller os om Jesu liv og forkyndelse, hvad har vi så tilbage at bygge vores tro på? I virkeligheden kun vores egen subjektive opfattelse af, hvad der sandt, og hvad der er falsk, hvad der er godt, og hvad der er ondt – eller, som det hedder nu om dage, vores ”mavefornemmelse”.

En logisk konsekvens af denne tankegang er overbevisningen om, at der heller ikke i etiske spørgsmål findes nogen ”facitliste” i form af absolutte kriterier for, hvad man bør eller ikke bør gøre. En sådant udgangspunkt, som i grunden slet ikke er etisk, men kun kalder sig sådan for at tilsløre det forhold, at etikken i det moderne post-kristne samfund er afgået ved en stille død, har man valgt at kalde ”konsekvensetisk”. ”Moralrelativistisk” er imidlertid en langt mere sigende og præcis betegnelse.

Johannes Sløk satte i 1993 fingeren på netop dette ømme punkt i sin pamflet ”Moralen, der blev væk”, hvor han i sin konklusion bl.a. skriver:

”Min tese skulle være klar. Moral er ikke, hvad den har været, eller den er forsvundet til fordel for noget helt andet. Når mennesker opfatter sig selv som naturvæsener, er der ikke rum for selve begrebet moral. Når mennesket omvendt opfatter sig selv som et autonomt væsen, kan der heller ikke stilles moralske krav til det[2]. Kun når mennesket opfatter sig selv som et væsen, der er stillet over for et absolut, eventuelt guddommeligt krav eller har til opgave at nå frem til et yderste mål, giver modellen: et overordnet etisk princip og en række derpå beroende moralnormer, mening.”[3]

Tilsvarende kunne man om den etik, som logisk kan udledes af Luthers menneskesyn, sige: Når mennesket ifølge Luther i bund og grund er fordærvet af arvesynden og derfor ikke længere i besiddelse af en fri vilje, som er forudsætningen for at kunne træffe selvstændige afgørelser på et religiøst/eksistentielt niveau, så kan der heller ikke stilles moralske krav til det. Så er der, som Sløk siger, ikke rum for selve begrebet moral.

Derfor vover jeg den påstand, at der fra Luthers Sola fide-teori kan trækkes en lige linje til nutidens moralrelativisme, således at forstå, at konsekvenserne af Luthers brud med Kirken, som det kom til udtryk på Rigsdagen i Worms, hvor han påberåbte sig sin personlige samvittighed som højeste autoritet – først lidt efter lidt har kunnet folde sig ud, indtil de i dag er blevet synlige for enhver, der har øjne at se med.  Reformatorerne var som helhed overbevist om, at deres personlige samvittigheds stemme var identisk med Guds stemme og derfor hævet over al anden autoritet. Den sekulære udgave af denne overbevisning kan man i vore dage høre i såvel konfirmations- som nonfirmationstaler taler, hvor konfirmanden fejres som en helt unik person og får det råd med på vejen altid at ”være sig selv” og  ”følge sit hjerte” i alle livets forhold.

På et principielt niveau var det, der skete i Worms, at det moderne ”autonome ”menneske holdt sit indtog på den europæiske arena og, som Sløk påpeger, overtrumfede enhver etik, som bygger på overordnede – dvs. af tid, sted og omstændigheder uafhængige principper.

Det blev allerede tydeligt, da Grundtvig erklærede sig uforstående over for, at Luther havde optaget de ti bud i sin katekismus og begrundede det med, at moralen er et rent menneskeligt anliggende, og at der derfor ikke eksisterer nogen specifikt kristen moral. ”Menneske først og kristen så,” var Grundtvigs valgsprog.

I denne modstilling ”menneske-kristen” er det ikke vanskeligt at se indflydelsen fra Luther, som kun vil se det guddommelige i det kristne, uanset at det er det guddommelige og det menneskelige, der mødes og forenes i Kristus. Følgen heraf blev blandt andet, at Grundtvig efterhånden opgav sine tanker om en bekendelseskirke til fordel for en konfessionsløs Folkekirke[4] og dermed tog et skridt frem mod vore dages ”servicekirke”.

[1] Joseph Ratzinger, Benedikt XVI: Jesus fra Nazaret, Gyldendal 2007

[2] Min fremhævelse.

[3] For en ordens skyld skal jeg tilføje, at Sløks anliggende ikke var at anbefale en tilbagevenden til en kristen etik, men først og fremmest at drille det politiske establishment, herunder medlemmerne af Det Etiske Råd, med en påvisning af, at deres alvorsfulde indlæg i den verserende ”etiske debat” savnede et bæredygtigt filosofisk grundlag.

[4] Den christelige Børnelærdom, Udvalgte Skrifter 9, 492.