Modstanden mod Amoris laetitia antager nu konkrete former
Kommentarer lukket til Modstanden mod Amoris laetitia antager nu konkrete former 132 08 november, 2017 Nyheder november 8, 2017 Indlæg af

Modstanden mod Amoris laetitia antager nu konkrete former

Et nyt akademi – Johannes Paul 2. Akademiet for Menneskelivet og Familien (JAHLF) – har set dagens lys. JAHLF er en selvstændig af Vatikanet uafhængig lægmandsinstitution ledet af en bestyrelse, hvis formand er professor Josef Seifert, som for nylig blev fjernet fra sit professorat efter at have advaret om, at Amoris laetitia indeholder passager, som logisk set vil kunne tilintetgøre selve grundlaget for Kirkens morallære.

Læs også: Josef Seifert fyret fra sit professorat efter kritik af Amoris laetitia og

Professor Seifert svarer igen med et sagsanlæg

I bestyrelsen finder man desuden professor Claudio Pierantoni (som offentligt gik i brechen for Seifert) og professor Roberto de Mattei. Blandt medlemmerne en stribe tidligere medarbejdere ved de to pavelige institutioner, hvortil kommer flere prominente repræsentanter for den internationale Pro Life-bevægelse, såsom redaktøren af LifeSiteNews, John-Henry Westen, lederen af American Life League, Judie Brown, og generalsekretæren for World Federation of Doctors Who Respect Human Life, dr. Philippe Schepens. Endvidere repræsentanter for de større katolske familieorganisationer, f.eks. lederen af Family of the Americas, Mercedes Wilson, grundlæggeren af The U.K.’s National Association of Catholic Families, dr. Thomas Ward og lederen af The Latin American Alliance for the Family, Christine Vollmer.

Det bliver JAHLF’s opgave at videreføre det arbejde, som indtil for nylig blev varetaget af henholdsvis ”Det Pavelige Akademi for Livet”[1] og ”Det Pavelige Johannes Paul 2. Institut for Studier vedrørende Ægteskab og Familie”[2] – indtil begge pavelige institutioner blev ”reformeret” i bund og grund, således at arbejdsgrundlaget nu hedder pave Frans’ postsynodale skrivelse Amoris laetitia.

Dette sidste fremgår blandt andet af  pave Frans’ apostoliske brev i form af et ”motu proprio” Summa familiae cura fra den 20. september i år, hvori han beskriver de nye retningslinjer for Instituttet med bl.a. disse ord fra Amoris laetitia paragraf 32: ”De ændringer i menneskesyn og kultur, som i dag berører alle livets aspekter og nødvendiggør en analytisk og nuanceret tilgang, gør, at vi ikke kan indskrænke os til en praksis af pastoral og missionær art, som afspejler former og modeller fra fortiden… vi må … forholde os til nutidens familie i al dens kompleksitet, i dens både lyse og mørkere aspekter.”

Hvad Akademiet for Livet angår, blev samtlige medarbejdere fyret i februar i år og et nyt sæt retningslinjer udarbejdet, hvor det ikke længere kræves, at medarbejderne forpligter sig til at respektere Kirkens lære om menneskelivets hellighed og til personligt at afstå fra at medvirke  til ”destruktiv forskning på fostre, ægsortering og aktiv dødshjælp.”

Læs også: 4 år med pave Frans (3)

Stiftelsen af JAHFL blev bekendtgjort den 28. oktober af professor Seifert på en konference i Rom om pave Paul 6.’s rundskrivelse Humanae vitae (om samlivet i ægteskabet) arrangeret af lægmandsorganisationen Voice of the Family.

I sin tale til mødedeltagerne kom professor Seifert også ind på polemikken omkring denne rundskrivelse og sagde: ”Lige siden offentliggørelsen af Humanae vitae i 1968 har mange katolske moralteologer arbejdet på at skabe tvivl om, hvorvidt abort, prævention og homoseksualitet fortsat bør kaldes handlinger, som i sig selv er onde… Mellem Humanae vitae og Veritatis splendor[3] har mange, ja faktisk et flertal blandt moralteologerne, gjort sig til talsmænd for denne såkaldt etiske proportionalisme[4], som i princippet er i stand til retfærdiggøre enhver handling, når blot summen af de goder, den medfører, synes at være et mindre onde end andre alternative måder at handle på.

Det nye akademis målsætning

På denne baggrund forsikrede Seifert, at man i JAHLF aldrig vil give efter for kravet om at tilpasse sig tidsånden ved at udvande eller slet og ret benægte den sandhed, at der gives handlinger, som i sig selv er onde. Samtidig slog han fast, at man er bevidst om, at man i skrift og tale er nødt til at tage højde for nutidens dominerende opfattelser af, hvad der er rigtigt eller forkert, for at kunne nå ud til dem, som lever i vildfarelse, men at JAHLF desuagtet holder fast ved aldrig at gå på kompromis med sandheden. Vi må, sagde han, tilpasse folk til sandheden, ikke sandheden til folk.

Derfor bliver det akademiets opgave ”klart at fremstille og efterleve sandheden om menneskelivet og familien ved at imødegå de horrible fejltrin og fejlagtige forestillinger, som er med til at forme det moderne samfund, og som tilmed har fundet vej til den hellige Kirke. Dette medfører f.eks. at kalde abort for mord i stedet for svangerskabsafbrydelse og i det hele taget at afstå fra uærlige udtryksmåder, som tilslører sandheden.”

Akademiet vil tilsvarende ”udforske den enestående værdighed, som menneskelivet er i besiddelse af i kraft af det evige liv, og således imødegå et materialistisk verdenssyn, som udelukkende argumenterer ud fra et dennesidigt synspunkt. For hvis man vurderer syndige handlinger såsom abort og skilmisse i dette lys, ser man ikke, at sådanne handlinger udgør en trussel mod den helliggørende nåde i vores sjæle og derfor vil kunne bringe vores evige salighed i fare.”

Og han tilføjer: ”Ved at anskue menneskelivet i lyset af dets relation til Gud og det evige liv og på denne baggrund tage stilling til etiske spørgsmål såsom aktiv dødshjælp, kunstig befrugtning m.v. vil dette akademi belyse de moralske implikationer af menneskelig og lægelig indgriben, som kun kan forstås ud fra sammenhængen mellem henholdsvis menneskelivet, moralen, det evige liv – og Gud. ”

Også andre end katolikker, tilføjede Seifert, vil kunne optages som medlemmer af akademiet, såfremt de er indforstået med, at grundlaget er den katolske morallære, som bygger på Åbenbaringen og på den naturlige morallov, som mennesket er i stand til at erkende ved fornuftens hjælp.

 

[1] Oprettet i 1994 af pave Johannes Paul 2. Akademiets første leder var den franske genetiker professor Jérôme Lejeune, som i slutningen af 1950’erne opdagede det ekstra kromosom (trisomi 21), som forårsager Downs syndrom (mongolisme), og dermed blev den første genetiker, der identificerede en arveligt bestemt sygdom. Lejeune var gennem hele sin karriere en frygtløs og utrættelig forkæmper for det ufødte barns sag.

[2] Grundlagt af den netop afdøde kardinal Carlo Caffarra på foranledning af pave Johannes Paul 2. efter familiesynoden i 1980, som affødte pavens skrivelse Familiaris consortio, der bl.a. bekræftede, at fraskilte gengifte ikke kan modtage Kirkens sakramenter, så længe det nye forhold består.

[3] Johannes Paul 2.’s rundskrivelse fra 1993, hvor han redegør for det filosofiske og teologiske grundlag for katolsk morallære.

[4]  Stort set identisk med begreber som konsekvensetik, situationsetik eller moralrelativisme, dvs. en etik, som ikke bygger på objektive, uforanderlige grundsætninger, men tager stilling ”fra sag til sag” ud fra en afvejning af, hvilke fordele og ulemper der er forbundet med den givne handling.