Kommentarer lukket til Menneskerettigheder under beskydning 148 21 januar, 2019 Magasin januar 21, 2019 Indlæg af

Menneskerettigheder under beskydning

af Torben Riis

2018 var 70-året for FN’s Verdenserklæring om menneskerettigheder. Det er et jubilæum, man i den katolske verden har forholdt sig til med blandede følelser – ikke fordi der er grund til at nære betænkeligheder med hensyn til erklæringens indhold som sådan, men tværtimod fordi dette indhold i de seneste årtier har været under kraftig beskydning – paradoksalt nok fra netop de FN-organisationer, som er sat i verden for at udbrede kendskabet til dem og sørge for, at de bliver overholdt.

Det kræver en nærmere forklaring.

Menneskerettigheder er, som ordet siger, og som det også kommer til udtryk i erklæringen, rettigheder, som til enhver tid gælder for alle mennesker – uanset, hvor de befinder sig på kloden

Historisk set blev erklæringen vedtaget af FN’s generalforsamling i 1948 – på en tid, hvor krigens rædsler (herunder ikke mindst de tyske og japanske krigsforbrydelser, jødeforfølgelserne m.v.) endnu stod i klar erindring. Derfor var der fra mange sider et ønske om at forpligte medlemslandene på regler, som skulle forebygge fremtidige grusomheder ved detaljeret at definere det enkelte individs rettigheder i forhold til samfundet og dermed også understøtte freden.

I præamblen (indledningen)  henvises der til denne problematik med en konstatering af, at ”tilsidesættelse af og foragt for menneskerettighederne har ført til barbariske handlinger, der har oprørt menneskehedens samvittighed”.

I denne sammenhæng skal man tage i betragtning, at afkristningen af den vestlige verden ikke tilnærmelsesvis havde nået det omfang, vi kender til i dag. Det er med til at forklare, at man dengang i langt højere grad end nu anså det for en selvfølge, at ethvert medlem af arten homo sapiens er i besiddelse af nogle ”medfødte” og derfor også ”umistelige” rettigheder, herunder elementære frihedsrettigheder.

Den første sætning i præamblen henviser således til ”menneskets iboende værdighed” og alle menneskers ”umistelige rettigheder” som begrundelse for, at ”enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed (artikel 18)” og til ”menings- og ytringsfrihed (artikel 19)”. Men det er en argumentation, som ikke længere møder forståelse i et moderne sekulariseret forbrugersamfund, hvor fleksibilitet og omstillingsparathed betragtes som den højeste dyd, og hvor abstrakte begreber såsom ”umistelige rettigheder”, er blevet afløst af ”mavefornemmelser” og en rettigheds-tænkning i konstant udvikling.

Med andre ord: menneskerettigheder som et entydigt begreb er på vej ud, mens tids- og situationsbestemte ”rettigheder” er blevet det selvfølgelige. I dag taler vi derfor om, hvordan menneskerettighederne bliver fortolket i de forskellige lande, uanset at 1948-erklæringen i sin konkrete udmøntning af rettighederne ikke levner megen plads til fortolkning. Men fortolket bliver de, og den udvikling vil fortsætte, så længe der ikke er skabt klarhed over, hvilket principielt grundlag erklæringen dybest set hviler på.

Den franske katolske filosof Jacques Maritain (1882-1973), som havde stor indflydelse på udarbejdelsen af erklæringen, så problemet. Da han i forbindelse med offentliggørelsen af erklæringen blev spurgt, om det havde været vanskeligt at nå til enighed om, hvilke rettigheder der skulle tilgodeses, svarede han: ”Vi kan enes om, hvilke rettigheder der skal beskyttes – under forudsætning af, at ingen spørger hvorfor”.

Disse ord kan på den ene side tolkes som en positiv og realistisk erkendelse af, at de enkelte medlemslande hver for sig kan have haft forskellige grunde til at tilslutte sig erklæringen, men også som en forudanelse om projektets skrøbelighed. Potentielt var der fra dag 1 lagt en tikkende bombe under hele projektet, således at forstå, at så længe dette ”hvorfor” står ubesvaret hen, vil vejen være banet for en endeløs diskussion om, hvorvidt de rettigheder, man valgte at medtage i 1948, nu også var de rigtige. Skal nogle ud og andre mere tidssvarende sættes i stedet? Skal nogle nyformuleres eller i hvert fald nyfortolkes, så de bedre svarer til nutidens behov?

Det er er denne mangel på klarhed, som inden for de sidste årtier har gjort diskussionen om og implementeringen af menneskerettighederne til en ideologisk slagmark, som nu truer med at sabotere det uomtvisteligt legitime anliggende, som 1948-erklæringen er et udtryk for.

Læs mere om det konkrete slagsmål i:  Abortaktivist udnævnt til FN-højkommissær for meneskerettigheder og Ny rapport om religionsforfølgelser

Afsluttende tillader jeg mig at citere den amerikanske filosof, professor V. Bradley Lewis, som i en kommentar til 70-års jubilæet i National Catholic Register den 8. januar nåede frem til denne konklusion:

”Det er nu som før en opgave for katolske forsvarere af menneskerettighederne at påvise, at en fyldestgørende forståelse af , hvad menneskerettigheder er, ikke er mulig uden en forståelse af sandheden om mennesket, som også er sandheden om Gud.”

Selv citerer Lewis pave Benedikt 16., som tilsvarende har  skrevet, at ”det katolske forsvar for menneskerettighederne bør gå hånd i hånd med en bestræbelse på at evangelisere verden ved at sætte menneskerettighederne ind i deres sande kontekst,  dvs. se dem i lyset af den naturlige morallov, som er indskrevet i os af Skaberen. ”

Og hvad forstår man så ved ”den naturlige morallov”? Det bliver jeg af pladshensyn nødt til at vende tilbage til i en kommende artikel.