Lovforslag på vej i Kongressen for at fratage Planned Parenthood offentlig støtte
Kommentarer lukket til Lovforslag på vej i Kongressen for at fratage Planned Parenthood offentlig støtte 468 02 september, 2015 Nyheder september 2, 2015 Indlæg af

Lovforslag på vej i Kongressen for at fratage Planned Parenthood offentlig støtte

Både Repræsentanternes Hus og Senatet forbereder i øjeblikket lovforslag med henblik på at fratage Planned Parenthood of America (PPA) deres offentlige støtte. ”Vi ser frem til, at der bliver en afstemning i dette efterår,” siger republikanernes talsmand Diane Black og tilføjer, at to mulige lovforslag er under overvejelse. Enten at man fratager organisationen al offentlig støtte uden tidsbegrænsning, eller at man foreløbig kun standser bevillingerne i et år under hensyntagen til, at undersøgelserne langt fra er afsluttet. Den sidste version, vurderer man, vil have de bedste chancer for også at blive vedtaget i Senatet.

Republikanernes gruppeformand (majority leader) i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, er tilhænger af den første løsning, men uanset hvad det ender med, står det fast, at præsidenten i yderste fald vil nedlægge veto mod en sådan beslutning. Det vil dog i givet fald blive en beslutning, som ikke just vil gavne hans eftermæle, al den stund han dermed bringer sig i en situation, hvor han risikerer at blive betragtet som medansvarlig for systematiske brud på amerikansk lovgivning – sager, som i sidste instans kan ende i retten. Straframmen for de lovovertrædelser, der foreløbig er blevet dokumenteret, er op til 10 års fængsel.

En af de komiteer, som er nedsat af Kongressen for at kulegrave PPA’s aktiviteter, har bl.a. fået til opgave at se nærmere på karakteren af Obama-regeringens relationer til PPA. Man vil f.eks. gerne have at vide, om nogle af de midler, PPA har fået bevilget af Sundhedsministeriet, er blevet brugt i forbindelse med salget af fosterdele. Overordnet vil man afkræve PPA en redegørelse for, hvilke konkrete projekter samtlige offentlige bevillinger er blevet anvendt til. En sådan tilbundsgående revision kan meget vel tænkes at bringe kompromitterende oplysninger frem i lyset.

De seneste videoer

CMP-Video9-PerrinLarton-GosnellQuotation-810px_810_500_55_s_c1De seneste to videoer fra CMP (nr. 8 og 9) efterlader ingen tvivl om, at PPA har overtrådt loven ved at sælge ikke blot fosterdele, men hele fostre som forsøgsobjekter til medicinalindustrien. Hermed har de gjort sig skyldige i endnu et lovbrud, nemlig at ændre abortmetoden med henblik på at høste et intakt foster for at tilfredsstille kundens ønsker.

I den niende video rettes søgelyset mod medicinalfirmaet Advanced Bioscience Resources Inc. (ABR), hvis samarbejde med PPA belyses i samtaler med dr. Katharine Sheenan, som indtil 2013 var cheflæge i PPA’s Pacific Southwest filial, Perrin Larton, ansvarlig for tilvejebringelse af ”materialer” i ABR, og Cate Dyer, som er grundlægger af og direktør i det konkurrerende firma StemExpress.

Sheenan bekræfter i videoen, at man i hendes filial af PPA har leveret ”materiale” til ABR i over ti år og bare fra tid til anden genforhandlet kontrakten.  ABR, fortæller hun, ”står for de helt store leverancer, leverancer på regeringsniveau og sådan noget.” Og da den ene af de to skuespillere forklarer, at deres firma er villige til at returnere en vis procentdel af deres fortjeneste til klinikkerne, svarer Sheenan ivrigt, at det er den rigtige professionelle måde at gøre det på. ”Det gælder bare om at få en fod inden for døren. ”

Perrin Larton forklarer, hvordan man – for at få fat i intakte fostre – påstår, at barnet allerede var på vej ud gennem fødselskanalen, da kvinden blev lagt op på operationsbriksen. ”Det faldt bare ud,” siger man så. Og hun tilføjer lidt senere: ”Vi synes, det er godt, når fosterdele nemt kan høstes fra helt intakte aborterede fostre.”

Cate Dyer, som oprindeligt var ansat hos ABR, mener, at det ikke var ualmindeligt, at klinikledere hos PPA modtog ”rådgivningsgebyrer” fra ABR til gengæld for at sikre firmaet førsteretten til at høste organer på netop deres klinik. Undertiden var de samme mennesker rådgivere for både klinikkerne og ABR – ”så de var ikke nemme at komme uden om, kan De nok forstå.”

For at imødegå PPA’s anklager for at have manipuleret materialet offentliggjorde CMP samme dag hele den uredigerede video.