Krisen i den katolske Kirke i Tyskland – og i den vestlige verden (2)
Kommentarer lukket til Krisen i den katolske Kirke i Tyskland – og i den vestlige verden (2) 155 10 juli, 2021 Magasin juli 10, 2021 Indlæg af

Krisen i den katolske Kirke i Tyskland – og i den vestlige verden (2)

Den synodale vejs oprør mod Kirken

Af Torben Riis

I den første artikel konstaterede jeg, at kardinal Walter Kasper på den ene side ser den mangelfulde katekese i vor del af verden som et alvorligt problem og i den forbindelse betegner Tyskland som et ”kateketisk katastrofeområde”, men ikke desto mindre fastholder det grundlæggende synspunkt, at den synodale vej er vejen ud af den aktuelle krise.

At pave Frans på ingen måde har planer om at modificere, endsige skrinlægge sit projekt, blev vi mindet om i begyndelsen af juni måned, hvor Vatikanet meddelte, at pavens næste bispesynode – under mottoet ”For en synodal Kirke: Fællesskab, deltagelse og mission”[1] – vil komme til at dreje sig om meningen og formålet med ”synodaliteten og vare helt til marts 2023.

Reaktioner

Flere kommentatorer har allerede bemærket, at de tre slagord mildt sagt er åbne for fortolkning. Således Chad Pecknold, docent i teologi ved The Catholic University of America, som til National Catholic Register bemærker: “Min største bekymring er, hvad man skal lægge i ordet ”synodalitet”. Drejer det sig om ”liberale, demokratiske initiativer med det formål at indføre progressive sociale normer?” – eller om,  biskopper, der diskutereri lyset af Kristi lære og træffer beslutninger i kraft af deres apostoliske autoritet?”

Erfaringerne fra de tidligere synoder i pave Frans’ regi levner ikke megen tvivl om, at det bliver den første af de to muligheder, der bliver tale om.

Det synodale bureaukrati

Den canadiske præst Raymond J. de Souza, som er chefredaktør på Convivium Magazine og en flittig klummeskribent i National Catholic Register, konstaterer i sin klumme, at den 24 måneder lange proces tegner til at blive en proces om processer,nærmere bestemt en synode om den synodale proces, som, tilføjer han, er en måde at styre Kirken på. ”Så meget står klart – og alligevel ikke klart,” skriver han, og citerer dernæst Oscar Wilde for den sarkastiske bemærkning , at problemet med socialistiske processer, hvor alle skal høres, er, at de lægger beslag på alt for mange aftener. ”Synodaliteten,” tilføjer han, ”kan meget vel komme til at støde ind i netop dette dilemma.”

I den forbindelse minder han om, at pave Frans gentagne gange har understreget, at en indadvendt kirke risikerer at blive spærret inde i sakristiet og kvalt af iltmangel. Men, replicerer father Raymond, det er lige præcis den skæbne, den synodale proces om synoder” kan blive ramt af.

Father Raymonds konstatering af, at den synodale vej er ”en måde at styre Kirken på”,  henleder vores opmærksom på, at den overordnede hensigt med den synodale proces er at lægge en bombe under Kirkens hierarkiske struktur, som vil blive afløst af en politisk model efter forbillede af den moderne verdens demokratier.[2]

Den udfordring, vi står over for, er således den igangværende politisering og sekularisering af Kirken, hvor målet er at skabe en ”omstillingsparat” Kirke, hvor alt er til debat, og hvor det, der var henholdsvis acceptabelt eller forkasteligt i går, ikke nødvendigvis længere er det i dag.

Hermed også sagt, at det synodale projekt grundlæggende er i strid med Kirkens lære og dens selvforståelse. Som den daværende præfekt for Troslærekongregationen kardinal Gerhard Müller udtrykte det i 2017, er Kirkens mål ikke ”at tilpasse Åbenbaringen til verden, men at vinde verden for Gud.

Kirkens sande opgave

Kirken er først og fremmest  til for at omvende den faldne verdens mennesker til troen på Gud og føre dem til frelsen. En sådan omvendelse forudsætter for det første erkendelsen af, at menneskenaturen er ”tilbøjelig til synd”, som Den Katolske Kirkes Katekismus konstaterer i paragraf 405. I paragraf 407 uddybes  det således:

”Læren om arvesynden – der er knyttet til læren om forløsningen ved Kristus – giver et klart blik for, hvordan det står til med mennesket og dets aktivitet i verden. På grund af de første forældres synd fik djævelen en vis magt over mennesket, selv om det forbliver frit. Arvesynden medførte ”slaveri under den, som havde dødens magt, nemlig djævelen.”[3]

Og læg så mærke til denne vigtige tilføjelse:

”At se bort fra dette, at mennesket har en såret natur, [som er] tilbøjelig til det onde, giver anledning til alvorlige fejlgreb på områder som opdragelse, politik, samfundsmæssigt engagement og sæd og skik.”

”Vig fra mig, Satan!”

Her kunne man tilføje, at ”alvorlige fejlgreb” også finder sted i Kirkens forkyndelse, såfremt  præster og biskopper forfalder til at fokusere på det dennesidige, på vores liv her og nu, og således undlader at minde os om, at vores primære opgave i dette liv er at ”arbejde med frygt og bæven på vores frelse ” (jfr. Fil 2,12).

Alvoren i netop denne forsyndelse understreges med al tydelighed i Matt 16,21 ff, hvor Peter falder for fristelsen til at klamre sig til ”det gode liv” her på jorden. Det sker umiddelbart efter, at Jesus har fortalt disciplene, at han inden længe skal ”slås ihjel og opstå på den tredje dag”:

”Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde: »Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!« Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter: »Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil«.

Pave Benedikt kaldte det aktuelle frafald fra Kirken for ”die Entweltlichung der Kirche”[4] og forudså, at vi inden længe bliver en meget lille Kirke. Hans forgænger, Johannes Paul 2., erklærede for 45 år siden under et besøg i USA, mens han endnu var ærkebiskop i Krakow, at

”Vi står over for den største historiske konfrontation, menneskeheden nogen sinde har været udsat for. Jeg tror ikke, at man i vide kredse i det amerikanske samfund og heller ikke i kristne kredse er fuldt ud klar over dette. Vi står i øjeblikket over for den sidste konfrontation mellem Kirken og anti-kirken, mellem evangeliet og anti-evangeliet.

Vi må være forberedt på at skulle gennemgå store prøvelser i en ikke alt for fjern fremtid – prøvelser, som vil kræve af os, at vi er rede til give afkald – i yderste fald på vores liv – og til at ofre os selv fuldstændigt til og for Kristus. I kraft af jeres og mine bønner vil det være muligt at mildne denne prøvelse, men det er ikke længere muligt at forhindre den… Hvor ofte har prisen for at forny Kirken ikke kostet blod! Det bliver ikke anderledes denne gang.”

Og synoden? Den kommer vi til at vende tilbage til mange gange inden for de næste to år.   

[1] På engelsk: “For a Synodal Church: Communion, Participation and Mission”.

[2] Hvad dette angår, skrev jeg tilbage i 2017 tre artikler, hvor jeg gjorde rede for, at den synodale vej udgør ”et radikalt brud med Kirkens hidtidige selvforståelse” og derfor også, såfremt den implementeres, nødvendigvis må føre til et skisma. Du kan læse dem her:

4 år med pave Frans (1)

4 år med  pave Frans (2)

4 år med  pave Frans (3)

[3] Citatet stammer fra Tridentinerkoncilet

[4] Kirkens verdsliggørelse. Udtrykket kom på alles læber, efter at pave Benedikt havde lanceret det på den sidste dag af sit besøg i Tyskland i september 2011. Mottoet for hans besøg var: Hvor Gud er, der er fremtiden.