Klingerne krydses inden pavens slutdokument om synoden
Kommentarer lukket til Klingerne krydses inden pavens slutdokument om synoden 404 30 november, 2015 Nyheder november 30, 2015 Indlæg af

Klingerne krydses inden pavens slutdokument om synoden

Vi venter endnu på den apostoliske skrivelse, hvor pave Frans vil drage sine konklusioner af drøftelserne på efterårets familiesynode – en stillingtagen, som afventes med en vis nervøsitet, i særdeleshed hvad angår de kontroversielle spørgsmål vedrørende skilte gengifte katolikker og katolikker, der lever i homoseksuelle parforhold.

Senest har Vatikanets ”finansminister” kardinal George Pell i en prædiken i San Clemente-kirken i Rom understreget vigtigheden af, ”at man fortsat ser hen til Peters efterfølger som garant for enheden i Kirkens lære og praksis.” Pell forsikrede, at Kirken altid vil forblive tro mod Jesu egen lære om ”uægteskabelige forhold og skilsmisser” og mod ”Paulus’ lære om den rette modtagelse af kommunionen”[1] og fremhævede i den sammenhæng, at synodens slutdokument end ikke nævner muligheden for kommunion til katolikker, som lever i uægteskabelige forhold.

Spørgsmålet er blot, om man tør stole på, at disse forsikringer har paven selv som kilde, eller om Pells prædiken – som nogle iagttagere mener – snarere bør tolkes som en kraftig henstilling til paven om ikke at fjerne sig fra Kirkens lære og praksis og dermed bringe dens enhed i fare.

For der er også andre forventninger til, hvordan paven har i sinde at forholde sig til synodens slutdokument, og det fra personer, der angiveligt står ham nær. Således redaktøren af jesuitteravisen La Civita Catholica, Antonio Spadaro, som for nylig skrev, at synoden i 2015 har åbnet en dør, som indtil nu har været lukket, for fraskilte og gengifte katolikkers adgang til at modtage sakramenterne. Dette synspunkt deles af en række personer, som står paven nær, såsom kardinalerne Schönborn, Wuerl, Kasper og Nichols – samt den øverste leder af jesuitterordenen  Fr. Adolfo Nicolás, som har udtalt, at paven i forhold til de fraskilte gengifte går ind for, at præsterne ikke blot skal lade sig lede af overordnede retningslinjer, men tage stilling fra sag til sag.

Derfor er det også rimeligt at se på to vægtige indlæg fra henholdsvis den amerikanske ærkebiskop Charles Chaput, Philadelphia, og den guineanske kardinal Robert Sarah, præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, som indirekte opfordringer til paven om ikke at overskride visse grænser.

Du kan linke til vores oversættelse af ærkebiskop Chaputs artikel her og til et referat af kardinal Sarahs artikel her

Chaput ser i sin artikel ”Et barmhjertighedens jubelår” nærmere på begrebet ”barmhjertighed” og slår i den forbindelse fast, at Kirken ikke kan være barmhjertig uden at blive i sandheden, og at en pastoral tilgang, som ser bort fra, at vi er kaldet til omvendelse, vil resultere i mindre, ikke i mere tro.

Sarah svarer i en meget omfattende artikel, som vi derfor må nøjes med at referere i uddrag, på spørgsmål om skilte gengifte katolikker og om homo-ægteskaber og slår på sin side fast, at selv ikke en pave har magt til at ændre Guds lov på nogen af disse områder.

Den pastorale tilgang

Det er pave Frans naturligvis ikke uvidende om, men det er ikke nødvendigvis en garanti for, at der ikke vil ske ændringer i den pastorale praksis – uanset at det fra mange sider – herunder også af Troslærekongregationens præfekt kardinal Gerhard Müller – eftertrykkeligt er blevet fremhævet, at pastoral praksis ikke kan adskilles fra Kirkens dogmatiske grundlag.

Med andre ord består mistanken om, at paven vil vælge at se gennem fingre med en praksis, som reelt er i strid med Kirkens lære. Det kan ske ved, at man formelt opretholder eksempelvis forbuddet mod at give fraskilte gengifte kommunion, men i virkelighedens verden lader det være op til den enkelte præst at træffe afgørelsen i hvert enkelt tilfælde – præcis som jesuitternes leder Nicolás som ovenfor nævnt har skitseret det. En sådan ”løsning” vil indebære den ”fordel”, at ingen udenforstående længere vil kunne anfægte præstens afgørelse med henvisning til Kirkens lære endsige få indsigt i, på hvilket grundlag en given beslutning er truffet. Af samme grund vil man også kunne afvise enhver tale om dobbeltmoral ved at henvise til, at der er tale om en gradvis proces (”ledsagelse”), hvor den pågældende lidt efter lidt nærmer sig Kirkens ”ideal” med hensyn til ægteskab og familie. Dette uanset, at pave Johannes Paul 2. udtrykkeligt har fastslået, at en sådan opfattelse ikke er i overensstemmelse med Kirkens lære.[2]

gogle-lutheranere

At en sådan tilgang er en mulighed, man absolut bør regne med, har paven mere end antydet på et møde så sent som den 15. november med en lutheransk menighed i Rom. Her svarede paven på et spørgsmål fra et kvindeligt medlem af den protestantiske menighed, som var gift med en katolik. Hun ville gerne vide, om der var mulighed for, at de begge kunne gå til kommunion i den katolske kirke. Pavens svar kan ses og høres på denne video:

https://www.youtube.com/watch?v=6dv_HvNuumI&feature=youtu.be

”Tal til Herren, og gå så fremad. Jeg vover ikke at sige mere”

Det bemærkelsesværdige i pavens svar er, at han på den ene side understreger, at han ikke har magt til at ændre Kirkens lære, men samtidig – i den causerende stil, som er karakteristisk for ham – delagtiggør det spændt lyttende publikum i sine egne højst personlige overvejelser – stedvis krydret med anekdoter fra ”det virkelige liv” af typen ”Jeg kendte en præst, som…” Disse overvejelser, som indledes med et koket forbehold for hans egen mangelfulde indsigt i den højere teologi, går i hovedsagen ud på at fortælle den protestantiske menighed, at det, de tror på, og det, som katolikkerne tror på, i grunden er det samme. I den forbindelse henviser han til, at vi alle har modtaget den samme dåb, og til Paulus ord (Ef 4,6) om, at vi alle er kaldet til én Herre, én tro, én dåb.

Og ja, hvad er så problemet? Hvorfor er vi så ikke én Kirke? Hvorfor går vi så ikke til alters sammen? Det får vi ikke noget svar på, kun endnu en anekdote, som munder ud i spørgsmålet: Når begge parter tror på, at Kristus er til stede i nadveren, hvad er så forskellen?

Pave Frans slutter med disse ord: ”Der er forklaringer, fortolkninger. Men livet er større end forklaringer og fortolkninger. Referer altid tilbage til dåben. Én tro, én dåb, én Herre. Det er, hvad Paulus fortæller os – og tag så konsekvensen af det! Jeg selv ville aldrig vove at give tilladelse til det, fordi det ikke er inden for min kompetence. Én dåb, én Herre, én tro. Tal til Herren, og gå fremad! Jeg vover ikke at sige mere.”

Således får pave Frans sendt et signal om, at han på den ene side ikke vil driste sig til at ændre i selve doktrinen, men på den anden side ikke undser sig for at opfordre dem, der har et problem med den, til at handle efter deres eget hoved.

Det er givetvis et populært budskab, men ikke hos alle. Den kendte præst og forfatter Dwight Longenecker, som er konverteret fra den anglikanske kirke, skrev således på sin blog, at det er meget pænt af den hellige fader at være venlig og imødekommende over for katolikkens lutheranske hustru. Men, tilføjer han, der er også en anden side af sagen:

”Nogle af os har praktisk talt opgivet alt for at konvertere til den katolske tro. Vi har givet afkald på vores karriere, hjem, familie og fremtid og er kommet til Kirken med en ydmyg bøn om at blive lukket indenfor. Vi har bragt store ofre for troens enhed. Når en katolsk hyrde står på hovedet for på enhver måde at stille en protestant tilpas og antyder, at det er helt i orden at modtage kommunion i en katolsk kirke, hvor pastoralt er så det i forhold til de mænd og kvinder og deres familier, som har ofret så meget, fordi de virkelig troede, at der var en forskel på lutheransk og katolsk, og at det var værd at give afkald på alt for at kunne indtræde i Kirkens fulde fællesskab?”

 

[1] 1 Kor 27-29: ”Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret. For den, der spiser og drikker uden at agte på Legemet, spiser og drikker sig en dom til.”

[2] ”De [ægtefællerne] kan dog ikke betragte loven blot som et ideal, der skal nås engang i fremtiden. De må betragte den som Kristi bud om at sætte alt ind på at overvinde vanskelighederne. Derfor kan den såkaldte gradualitetens lov eller loven om den trinvise vej ikke sættes lig med ”lovens gradualitet” – som om der fandtes forskellige grader af eller former for bud i den guddommelige lov, forskellig fra menneske til menneske og fra situation til situation. Familiaris consortio, (Fællesskabet i familien) 34.”