Klart signal fra pave emeritus Benedikt 16.
Kommentarer lukket til Klart signal fra pave emeritus Benedikt 16. 1126 04 januar, 2020 Nyheder januar 4, 2020 Indlæg af

Klart signal fra pave emeritus Benedikt 16.

Det har vakt opsigt, at pave emeritus Benedikt 16. har stiftet en fond til fordel for den katolske journalistik i Tyskland – ikke mindst fordi fonden er tilknyttet den katolske ugeavis “Die Tagespost”, der hører til de relativt få publikationer, som ikke er veget tilbage for at kritisere pave Frans’ embedsførelse.

“Jeg ønsker, at den katolske stemme skal blive hørt,” har Benedikt givet som begrundelse for at tage dette initiativ. Hermed sender han for det første et signal om, at han billiger Die Tagesposts redaktionelle linje, og samtidig om, at “den katolske stemme” ikke i tilstrækkeligt omfang  kommer til udtryk i hovedparten af de øvrige såkaldt katolske medier, som har bakket massivt op om den “progressive” linje fra den tyske bispekonference, der p.t. har en “normalisering” af homoseksualitet, vielse af kvindelige præster og en ophævelse af præsternes cølibat på deres dagsorden. Alt i alt en cocktail, som man ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig ville falde i Benedikts smag.

Det siger sig selv, at Benedikts fond er blevet mødt med fornærmede kommentarer fra de ovennævnte medier, som i parentes bemærket er tilknyttet og til dels finansieret af den tyske bispekonference. Hertil har Die Tagesposts ansvarshavende redaktør Oliver Maksan blandt andet svaret, at det ikke er heldigt, at unge katolske journalisters uddannelse i dag udelukkende varetages af Den katolske journalistskole. Monopoler, bemærker han, er aldrig af det gode.

Fonden har af Benedikt fået tre opgaver: 1. at tilbyde en alternativ uddannelse af unge journalister (flere konservative medier har allerede givet tilsagn om at deltage), 2. at fremme udgivelsen af gratis artikler på internettet og 3. at gøre fonden levedygtig ved at appellere til private sponsorer om at dække de fleste driftsomkostninger.