Klar tale og ikke kun barmhjertighed er nøgleord i relation til Martin Luther
Kommentarer lukket til Klar tale og ikke kun barmhjertighed er nøgleord i relation til Martin Luther 556 03 juli, 2016 Magasin juli 3, 2016 Indlæg af

Klar tale og ikke kun barmhjertighed er nøgleord i relation til Martin Luther

Af Fr. Dwight Longenecker

Når pave Frans improviserer, er det, han siger, altid venligt og imødekommende, men somme tider også forvirrende. Et godt eksempel på dette er hans seneste bemærkninger om Martin Luther, hvor den grad af enighed mellem katolikker og protestanter, han synes at forudsætte, simpelthen ikke eksisterer.

Journalister, som ledsager paven på hans rejser, er ofte vidner til en noget usædvanlig form for underholdning undervejs i flyet, hvor pave Frans har gjort det til en vane at besvare spørgsmål fra medierne. Med til denne tradition hører, at mens journalisternes spørgsmål forekommer at være omhyggeligt forberedt, kan det samme ikke siges om Hans Helligheds svar.

Ved udtrykket ”ryste noget ud af ærmet” forstår man normalt, at taleren i al hast har kradset nogle notater ned på manchetten. Notater er der imidlertid ingen af på pave Frans’ manchetter.

Hans formløshed, spontaneitet og åbne væremåde er forfriskende, men man må ikke betragte hans fly-kommentarer som pavelige erklæringer. Mens de som regel er venlige og elskværdige, er de sjældent udtømmende, undertiden selvmodsigende og ofte forvirrende.

På flyrejsen tilbage fra Armenien sidste weekend blev den Hellige Fader udspurgt om sit forestående besøg i Lund i Sverige i anledning af 500-årsjubilæet for den protestantiske reformation. En journalist fra Deutschlandradio, Tilmann Kleinjung, opfordrede pave Frans til at anerkende ”reformationens gaver” og spurgte, om ekskommunikationen af Martin Luther i 1521 kunne ophæves.

Her er nogle få uddrag af, hvad paven sagde:

”Jeg tror ikke, at Martin Luthers intentioner var forkerte. Han var en reformator. Måske var nogle af hans metoder ikke i orden… på den tid var Kirken ikke just et forbillede til efterfølgelse. Der var korruption i Kirken, der var verdslighed, pengebegær, magtbegær … og det protesterede han imod.”

”I dag er vi allesammen – lutheranere og katolikker og protestanter – enige om retfærdiggørelseslæren. På dette punkt, som er meget vigtigt, tog han ikke fejl…” Paven bemærkede afsluttende, at splittelsen også eksisterer inden for lutheranismen selv, at økumenien er forbundet med vanskeligheder, og at vi må bede sammen og arbejde sammen om at hjælp de fattige.

Ingen vil bestride, at økumenien er en vanskelig disciplin, og så godt som alle vil kunne tilslutte sig, at det protestantiske oprør var en tragedie. Tilsvarende vil vi alle med paven kunne sige, at vi som kristne brødre og søstre fortsat i videst muligt omfang bør arbejde og bede sammen.

Hvad der i stigende grad frustrerer mange katolikker, er til gengæld den manglende præcision i pave Frans’ følelsesbetonede og uklare tale. Jeg spurgte Richard Ballard, en katolsk diakon, som i 25 år var luthersk præst, hvad han fik ud af pave Frans’ svar. Han gav udtryk for en ikke ringe irritation i forhold til paven og kom i den forbindelse med tre vigtige iagttagelser og indvendinger.

For det første, at den protestantiske bevægelse, som Luther stod bag, ikke var en legitim reformation af Kirken. Den var et åbent oprør mod den katolske Kirke, som ikke blot resulterede i et enkelt skisma, men i tusinder sådanne. Den førte endvidere til social uro og blodsudgydelser og til en omvæltning, som skabte dyb splittelse i den kristne verden.

På den baggrund mener Ballard, at pave Frans’ synspunkt ganske enkelt er ukorrekt. Martin Luthers intentioner var forkerte.

For det andet er den hellige Faders synspunkt, at ”vi alle i dag – lutheranere og katolikker og protestanter – er enige om retfærdiggørelseslæren” ærlig talt naiv. Alle, som beskæftiger sig med kirkens enhed, roser ”fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren” fra 1999, men at påstå, at alle protestanter og katolikker nu er nået til enighed, er upræcist.

Jeg er enig med Ballard i hans vurdering.  Jeg er præst i hjertet af Amerikas bibelbælte, og jeg kan garantere for, at hovedparten af protestanterne er hjerteligt uenige med katolikkerne angående retfærdiggørelseslæren.  Hertil kommer, at de fleste af dem aldrig har hørt om 1999-dokumentet fra det lutherske Verdensforbund og den katolske Kirke.

For at man nu ikke skal tro, at den slags indvendinger kun kommer fra halvstuderede prædikanter fra bøhlandet, skal det nævnes, at Ballard har to universitetsgrader i teologi og en doktorgrad i pastoral rådgivning.  Jeg spurgte ham, hvad han mente om den hellige Faders overraskende og eftertrykkelige forsikring om, at Luther ”ikke tog fejl” med hensyn til retfærdiggørelsen.

”Ifølge autoritativ katolsk teologi tog Luther fejl,” fastholdt han. Luther gik ind for tanken om en retfærdighed, som tilregnes synderen udefra.  Det betyder, at den, der har modtaget dåben, forbliver synder selv efter retfærdiggørelsen. I virkeligheden lader Gud kun som om den pågældende er retfærdiggjort og helliggjort, hvad han i virkeligheden ikke er”, sagde han.

”Det er en væsentlig afvigelse fra katolsk teologi, som i stedet for en ”tilregnet retfærdighed” hævder, at retfærdigheden ”indgydes” i den pågældende. Med andre ord, ved dåben bliver man virkelig forvandlet og renset i kraft af Guds nåde. Hertil kommer, at de lutherske teologer i fælleserklæringen fastholder deres synspunkt om den tilregnede retfærdighed,” sagde Ballard.

Ballard forklarede, at ”endnu en væsentlig forskel er forståelsen af den rolle, gode gerninger spiller i retfærdiggørelsen og helliggørelsen af den døbte person. Katolikker fastholder, at gode gerninger (i kraft af Guds nåde) kan give os en sand fortjeneste hos Gud, og at de bidrager til den proces, der fører til vores helliggørelse og sjælens frelse. Lutheranerne holder fortsat fast ved tanken om frelse ved ”troen alene” og benægter således, at gode gerninger har nogen som helst betydning for frelsen.”

Det er Ballard ikke ene om at mene.

Pave Benedikt 16. er ikke så optimistisk som pave Frans, når det drejer sig om fælleserklæringen. I en detaljeret redegørelse anerkendte den daværende kardinal Joseph Ratzinger, at der var sket fremskridt, og at parterne reelt havde nærmet sig hinanden. Imidlertid erklærede Ratzinger i kontrast til pave Frans’ overdrevent optimistiske vurdering, at ”Den katolske Kirke er af den opfattelse, at vi endnu ikke kan tale om en enighed, som ville være i stand til at fjerne enhver forskel mellem katolikker og lutheranere i forståelsen af retfærdiggørelsen. Graden af enighed er høj, men den tillader os endnu ikke at hævde, at alle de forskelle, der skiller katolikker og lutheranere med hensyn til læren om retfærdiggørelse blot er et spørgsmål om, hvad parterne hver især lægger vægt på, eller om forskellig sprogbrug.”

”Nogle af disse forskelle vedrører substantielle aspekter og er derfor ikke indbyrdes forenelige,” sagde Ratzinger.

Når paven til oktober besøger Lund for at mindes protestantismens fødsel, bør han med rette bekræfte den tro, der er fælles for katolikker og protestanter, og fejre de fremskridt, der er gjort, men begge parter bør være klare i mælet om de betydelige hindringer for enheden, der fortsat er til stede, og basere fremtidige fremskridt ikke kun på barmhjertighed, men også på klar tale.

Denne kommentar bringes med tilladelse fra webmagasinet CRUX. Originalteksten kan læses på https://cruxnow.com/commentary/2016/06/29/clarity-not-just-charity-key-martin-luther/