Kirken i Tyskland: Fulde kasser og tomme kirker
Kommentarer lukket til Kirken i Tyskland: Fulde kasser og tomme kirker 405 15 august, 2016 Nyheder august 15, 2016 Indlæg af

Kirken i Tyskland: Fulde kasser og tomme kirker

Nye tal fra den tyske bispekonference tegner et dystert billede af den aktuelle tilstand i den katolske Kirke i Tyskland i dag.

Med sine knap 24 millioner registrerede medlemmer, som udgør 29 pct. af befolkningen, er den det største trossamfund i landet, men fremtiden tegner ikke lys. I 2015 forlod 181.925 personer således Kirken, mens tilgangen af konvertitter og folk, som vendte tilbage til Kirken, i alt kun beløb sig til 9.159.

De tyske biskopper fremhæver, at der har været en lille stigning i antallet af dåbshandlinger og indgåede ægteskaber i forhold til 2014, men set over en længere periode er dåbshandlingerne faldet med mere end en tredjedel, fra knap 260.000 i 1995 til lidt over 167.000 i 2015.

Endnu værre ser det ud for antallet af vielser, hvor der næsten er tale om en halvering: Kun 44.298 par blev viet i kirken i 2015 mod 86.456 i 1995. Og ser man på, hvor mange der deltager i gudstjenesterne, er tallet nede på 10,4 pct. – mod 18,6 pct. for 21 år siden.

Bispekonferencen oplyser ikke, hvordan det står til med antallet af skriftemål, men en nylig undersøgelse har vist, at lidt over halvdelen af de tyske katolikker – inkl. præsterne – kun benytter sig af dette sakramente én gang om året eller mindre.

Alt dette har tilsyneladende ikke fået bispekonferencens formand kardinal Reinhard Marx til at ryste på hånden. ”Statistikkerne,” udtaler han, ”viser, at Kirken i Tyskland fortsat står stærkt. Dens budskab bliver hørt og accepteret. Det er tydeligt, at der ikke blot er en interesse for, men også et aktivt ønske om at modtage Kirkens sakramenter, sådan som det kommer til udtryk i dåbs- og vielsestallene.”

De øvrige mindre opløftende tal kommenterer han således: ”Vi har brug for en nuanceret pastoral praksis, der tager hensyn til folks forskellige livssituationer og på en overbevisende måde formidler troens håb til dem. Konklusionen på sidste års bispesynode og den apostoliske skrivelse Amoris laetitia er vigtige vejvisere i så henseende.”

”Pave Frans,” siger han videre, ”giver os mod til at fortsætte ad denne vej ved at fortælle os, at den synodale Kirke er fremtidens Kirke. Det betyder, at alle troende – lægfolk og præster – er kaldet til sammen at give troværdige vidnesbyrd om troen og evangeliet.”

Kardinal Marx’ udlægning af bispesynodens slutdokument og af Amoris laetitia deles som bekendt ikke af alle tyske biskopper, endsige af præfekten for Troslærekongregationen kardinal Gerhard Müller, som tidligere åbent har kritiseret den tyske bispekonferences insisteren på at følge sine egne pastorale retningslinjer.

Det samme kan siges om Marx’s optimistiske vurdering af den øjeblikkelige situation i Tyskland. Ærkebiskop Georg Gänswein, som er præfekt for den pavelige husholdning  og sekretær for den emeriterede pave  Benedikt, har for nylig i et interview med Schwäbischen Zeitung givet udtryk for sin bekymring over problemet med ”de fulde kasser og de tomme kirker”. Det kan ikke blive ved med at gå godt, konstaterer han og spørger: ”Hvem kan være tjent med, at et bispedømme er stenrigt, samtidig med at troen lidt efter lidt fordufter? Er vi virkelig blevet så sekulariserede, at troen så godt som ikke længere spiller en rolle eller ligefrem bliver betragtet som en byrde?”

Særlig problematisk er det efter hans opfattelse, at Kirken i Tyskland i dag i realiteten ekskommunicerer katolikker, som ikke betaler kirkeskat ved at udelukke dem fra sakramenterne. ”Det er overdrevent, urimeligt. Man kan tillade sig at betvivle dogmer, det er der ingen, der tager anstød af. Er det ikke at betale kirkeskat en værre forseelse mod troen end at forkaste trossandheder? Det indtryk, man får, er dette: så længe det kun drejer sig om troen, er det ikke så alvorligt, men ligeså snart det handler om penge, så holder morskaben op.”

Læs også: Den katolske Kirke i Tyskland i dyb krise

og: Tre tyske biskopper er ikke i tvivl om, hvordan fodnote 351 skal fortolkes