Kardinal Sarah: Coronapatienter har en umistelig ret til at modtage Kirkens sakramenter
Kommentarer lukket til Kardinal Sarah: Coronapatienter har en umistelig ret til at modtage Kirkens sakramenter 160 17 april, 2020 Nyheder april 17, 2020 Indlæg af

Kardinal Sarah: Coronapatienter har en umistelig ret til at modtage Kirkens sakramenter

”Ingen har ret til at nægte en syg eller døende person hjælp fra en præst. Det er en ubetinget og umistelig ret.”

Præfekten for kongregationen for Gudstjenesten og Sakramenterne, kardinal Robert Sarah, har i et interview med det franske ugemagasin Valeurs actuelles slået fast, at præsterne bør gøre alt, hvad der står i deres magt, for at hjælpe og støtte de døende. At modtage sakramenterne er, sagde han, en ubetinget og umistelig ret, og tilføjede, at de italienske præster allerede har betalt en tung pris. 75 har mistet livet efter at have taget sig af de syge.

I interviewet giver kardinal Sarah desuden udtryk for, at den grasserende coronaepidemi virker – eller i hvert fald burde virke – som en øjenåbner: ”Det såkaldt almægtige menneske viser sig nu, som det i virkeligheden er. Pludselig er det nøgent. Dets svaghed og sårbarhed bliver åbenlys.” Og han fortsætter: ”At vi bliver tvunget til at opholde os i vore hjem, håber jeg vil bevirke, at vi igen får øjnene op for de væsentligste ting og genopdager vigtigheden af vores forhold til Gud og dermed også bønnens centrale plads i menneskelivet”.

Ifølge Sarah vil det moderne menneske på den måde blive mindet om, at det ikke er fuldstændigt uafhængigt, men altid vil være knyttet til et fællesskab med andre: ”Når alting styrter sammen, er kun ægteskabet, familien og venskabet tilbage.” ”Men først og fremmest,” tilføjer han, ”opdager vi, at vi er afhængige af Gud.

Sarah nævner også ”den bølge af stilhed, som er blæst ind over Europa og har henvist os til ensomhed i  vores boliger, der er forvandlet til noget nær celler i et kloster.” Og han tilføjer: ”Hvilket paradoks! Der skulle en virus til for at bringe os til tavshed. Spørgsmålet om det evige liv kan ikke undgå at dukke op, når vi hver dag får at vide, at så og så mange mennesker er blevet smittet eller er døde.

Sarah tilføjer, at verden lige nu forventer et klart udsagn fra Kirken: ”Hvis vi nægter at tro på, at vi er frugten af den almægtige Guds kærlighed, bliver alt dette uudholdeligt og meningsløst. Hvordan kan vi så leve i en verden, hvor en virus slår vilkårligt ned på os og mejer uskyldige mennesker ned? Det er der kun ét svar på: Visheden om, at Gud er kærlighed, og at han ikke er ligeglad med vores lidelser. Vores sårbarhed åbner vores hjerter for Gud og bevirker, at Gud får medlidenhed med os. Jeg tror, at tiden er inde til, at disse ord troens ord bliver sagt.”

”Krisen,” siger han til sidst efter at have fremhævet sundhedspersonalets heroiske indsats, ”viser, at  spørgsmålet om Gud ikke kun drejer sig om personlige overbevisninger, men om selve grundlaget for vores kultur.”