Kardinal Müller om aktuelle tendenser i Kirken
Kommentarer lukket til Kardinal Müller om aktuelle tendenser i Kirken 113 26 oktober, 2019 Nyheder oktober 26, 2019 Indlæg af

Kardinal Müller om aktuelle tendenser i Kirken

Den tidligere præfekt for Troslærekongregationen kardinal Gerhard Müller har netop udgivet en bog på engelsk med titlen Roman Encounters, hvor han, som titlen antyder, fortæller om sine møder med mennesker i Rom – prælater, diplomater, journalister m.fl. – og med udgangspunkt i disse møder  reflekterer over nogle af de emner, som optager sindene netop nu.

Som et typisk eksempel på, hvilke vinde der for tiden blæser i ledende kredse i Kirken, refererer han en samtale med en ansat i den tyske bispekonference, som fandt sted ved en nyligt afholdt reception i den tyske ambassade i Rom. Her underholder den pågældende ham om behovet for ”en ny fleksibilitet” i forhold til Kirkens lære. ”Dogmatisme,” siger han, ”kan man ikke bruge til noget i en sekulariseret verden. Det er pastoral omsorg for den enkelte og ikke abstrakte doktriner, folk har brug for i al deres skrøbelighed.” Og han tilføjer: ”Det bedste, der skete i Benedikts pontifikat var, da han valgte at gå af. Nu kan Frans langt om længe få indført de reformer, vi ikke fik dengang. ”

Tilsvarende citerer kardinal Müller en tysk biskop, som også var til stede ved receptionen, for at sige: ”Det haster med at få gennemført et paradigmeskifte.” Og om sig selv og sine bispekollegers indsats siger han: ”Vi er i høj grad til stede i udviklingslandene med vores internationale hjælpeorganisationer Misereor, Adveniat, Missio og Renovabis. Vi spiller en vigtig rolle i Verdenskirken – også økonomisk i forhold til Vatikanet – således at vi kan gøre krav på at indtage en slags pionerrolle i Verdenskirken med hensyn til vores udmærkede teologi.” Og med et fortroligt glimt i øjet tilføjer han: ”Du ved nok, hvad man siger: den, der betaler gildet, er også den, der bestemmer farten.”

Kardinal Müller taler også med en tysk teologiprofessor, som mener, at ”de kristnes absolutte krav på at besidde sandheden meget vel kan føre til intolerance. Alle trossandheder er blot symboler, der viser hen til det ukendte mysterium bag tilværelsen.”

Modsat taler han med en katolsk journalist, som peger på, at ”Kirken ikke længere kæmper ”troens gode strid” (1 Tim 6,12) ved at forsøge at overbevise alle om, at Jesus Kristus er verdens frelser. ”Reformer,” minder han os om, ”har altid drejet sig om at bekæmpe sekulariseringen af Kirken.” ”Men”, tilføjer han, ”i vore dage går reformer ud på at tilpasse Kirken til denne verden under indflydelse af teorien om, at mennesket kan forløse sig selv, en tankegang, som gør mennesket – i stedet for Gud – til sit eget ophav og til sin egen målestok og sit eget formål.”

Det giver Müller anledning til at forklare, hvad der gik galt for folk som Rousseau[1] og hans jakobinske[2] disciple. Den yderste konsekvens af Rousseaus benægtelse af arvesynden, siger han, er, at han dermed også nægter at anerkende, at Guds nåde er den nødvendige betingelse for frelsen. Mennesket kan hverken genføde sig selv eller forløse sig selv. Det er Guds nåde og kærlighed i Kristus, der forløser mennesket, løfter det op,  befrier det og giver det en ny identitet i fællesskabet med Gud og dets medmennesker.

Det moderne menneskesyn, siger Müller, fører derimod til, at mennesket bliver reduceret til et produkt af materien eller af samfundet. Derved mister det sin personlighed, sit menneskeværd og bliver i stedet til et redskab i den industrielle produktions tjeneste eller i allersidste instans til et materiale til brug for den biologiske forskning.

Müller kommer også ind på Frans’ kontroversielle postsynodale skrivelse Amoris laetitia og siger i den sammenhæng: ”Min samvittighed kan aldrig fritage mig for at overholde de guddommelige bud, fordi Gud giver os nåden til at kende dem og leve op til dem, hvis vi oprigtigt beder om det. Og han tilføjer: ”Jeg kan ikke retfærdiggøre mig selv i min samvittighed, hvis jeg bevidst handler i modstrid med Guds vilje og i stedet gør mine egne interesser til min målestok.”

Altså en klar henvisning til paragraf 305 i Amoris laetitia, hvor der står, at en person, som ”objektivt set lever i synd, men som på grund af ydre påvirkninger eller andre formildende omstændigheder ikke i subjektiv forstand eller kun delvis kan gøres ansvarlig for dette, kan tænkes at leve i Guds nåde, elske og ligeledes vokse i nådens og i kærlighedens liv ved at modtage hjælp hertil fra Kirken”. Og i fodnote 351 tilføjes det: ”I visse tilfælde kan det også dreje sig om sakramenternes hjælp.”

Müller kommenterer endvidere den for tiden udbredte opfattelse (også blandt teologer), at Gud altid tilgiver os. ”Det bliver først rigtigt slemt,” siger han, ”når Guds barmhjertighed og retfærdighed bliver spillet ud mod hinanden i Kirken i dag i et forsøg på at opnå popularitet. At forsynde sig mod håbet om Guds barmhjertighed er intet mindre end at forhåne Gud ved at beskylde ham for kun at være i stand til at tilgive”.

Afsluttende understreger han, at vi ikke må miste modet under indtryk af de bekymrende tendenser i Kirken og i samfundet i disse år: ”Guds bestræbelser på at forløse menneskeheden vil ikke slå fejl, fordi han har lovet os, at ”dødsrigets porte ikke skal få magt over Kirken”. ”Håbet,” siger Müller, ”er den ene af de teologale dyder [tro, håb og kærlighed], som er indgydt af Gud i de troendes hjerter [3].” Og han tilføjer: ”Jeg ser lovende tegn i det engagement, man finder hos de præster og lægfolk, som tager imod troen på Jesus Kristus, og som er rede til at følge Korsets Vej sammen med ham mod Forløsningen.”

[1] Jean-Jacques Rousseau (1712-1778): En af den såkaldte oplysningstids filosoffer, som hævdede, at mennesket er ”godt” fra naturens hånd og først senere fordærves af samfundet – og som dermed benægtede arvesynden.

[2]Jakobinerne: en radikal politisk bevægelse under den franske revolution.

[3] Jfr Den Katolske Kirkes Katekismus § 1813