Kardinal Müller appellerer til pave Frans om at gribe ind over for Kirken i Tyskland
Kommentarer lukket til Kardinal Müller appellerer til pave Frans om at gribe ind over for Kirken i Tyskland 31 02 juni, 2021 Nyheder juni 2, 2021 Indlæg af

Kardinal Müller appellerer til pave Frans om at gribe ind over for Kirken i Tyskland

Den 10. maj i år fandt en skelsættende begivenhed sted i den katolske Kirke i Tyskland, hvor over 100 præster i en planlagt aktion hver især velsignede parforhold mellem personer af samme køn. Denne begivenhed kan vanskeligt tolkes som andet end et svar på en erklæring fra Troslærekongregationen (CDF) den 22. februar, hvor det endnu engang blev fastslået, at Kirken på ingen måde er bemyndiget til at velsigne den slags forhold.

At der er tale om noget langt mere alvorligt end, hvad man kunne kalde en meningstilkendegivelse eller en slags happening fra de pågældende præsters side, skal ses i lyset af, at CDF er Kirkens øverste instans næst efter paven, når det drejer sig om at få fastslået, hvad der er og ikke er foreneligt med katolsk tro. Hertil kommer, at CDF’s erklæring om et så varmt emne næppe er blevet offentliggjort uden at være godkendt af  paven. Der er således efter al sandsynlighed tale om et åbenlyst oprør både mod Kirkens læreembede og mod pavens autoritet.

Derfor bør man kunne forvente, at en sådan provokation vil afstedkomme en eller anden form for repressalier mod de pågældende præster. Det er imidlertid ikke sket endnu – i skrivende stund er der gået  tre uger – hvilket giver anledning til at tvivle på, om noget sådant overhovedet kommer til at ske.

Det har foranlediget den tidligere præfekt for CDF kardinal Gerhard Müller til i en artikel i ”First Things” den 24. maj med titlen ”Blessing and Blasphemy”[1] at redegøre for sagens teologiske aspekter, som i sidste instans drejer sig om Kirkens lære om ægteskabets sakramente.

Blasfemi

Indledningsvis skriver han: ”Denne iscenesættelse af pseudo-velsignelser af aktivt homoseksuelle mænd eller kvinder er i teologisk forstand blasfemi – en kynisk benægtelse af Guds hellighed. Paulus skriver til menigheden i Thessalonika, at ”det er Guds vilje, at I skal helliges, så I afholder jer fra utugt, sørger for hver især at have jeres hustru i hellighed og ære og ikke i sanseligt begær som hedningerne, der ikke kender Gud” (1 Thess 4,3-5). Og i Hebræerbrevet 13,4:  ”Ægteskabet skal holdes i ære af alle og ægtesengen være ubesmittet; for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.” Og endvidere i Første Korintherbrev 6,18: ”Hold jer fra utugt! Al anden synd, som et menneske begår, er uden for legemet, men den, der lever utugtigt, synder mod sit eget legeme. Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden?”

Om de aktuelle forhold i kirken i Tyskland siger han senere i artiklen: ”Man tror næppe sine egne øjne, når biskopper og teologer pludselig insisterer på, at det er en uopsætteligt pastoral forpligtelse at velsigne homoseksuelle parforhold i områder, hvor de troende i månedvis har været afskåret fra at modtage sakramenterne på grund af coronavirussen. Det siger noget om, hvor dybt grundvandsstanden er sunket i dogmatisk, moralsk og liturgisk henseende. Når biskopperne på grund af smittefaren har forbudt menighederne at deltage i messen og præsterne at besøge syge og foretage vielser, så er deres påstand om vigtigheden af at velsigne homoseksuelle par alt andet end overbevisende.”

Og han fortsætter: ”Den skandaløse situation i Tyskland er et problem, som ikke i første række drejer sig  om enkeltpersoner og deres samvittighed – heller ikke om omsorg for deres jordiske tilstand  og evige frelse. Det, vi derimod er vidner til, er den hæretiske fornægtelse af den katolske forståelse af ægteskabets sakramente  og fornægtelsen af den antropologiske[2] sandhed, at forskellen på mænd og kvinder udtrykker Guds vilje i skabelsen….”

”Velsignelsen af et ægteskab … kan ikke adskilles fra dens særlige sammenhæng med ægteskabets sakramente og  anvendes på ugifte parforhold eller – endnu værre – blive misbrugt til at retfærdiggøre syndige parforhold”.

”Kærlighed er ikke det, der gør mig lykkelig, som tilfredsstiller mine behov og for en stund dulmer min smerte: »Elsk ikke verden og heller ikke det, som er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det, som er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordens gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden og dens begær går til grunde, men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid« (1 Joh 2,15-17).

”… Disse tyske biskopper og teologer behandler folk som tåber. De gør krav på at sidde inde med en hemmelig eksegetisk viden, som tillader dem at fortolke skriftsteder som på en eller anden måde forenelige med homoseksuelle parforhold…”

”De skandaløse velsignelser sår ikke alene tvivl om det pavelige lærembedes forrang, som bygger på Åbenbaringen, men sætter også spørgsmålstegn ved selve den guddommelige Åbenbarings autoritet. Det nye i denne teologi, som er en tilbagevenden til hedenskabet, er dens skamløse insisteren på at kalde sig selv katolsk, som om man kunne affærdige Guds ord i den hellige Skrift og den apostolske Tradition som blot en from anskuelse og som et tidsbundet udtryk for religiøse følelser og idealer, som har brug for at udvikle sig i overensstemmelse med nye erfaringer, nye behov og nye holdninger. I dag bliver vi belært om, at reduktion af CO2 er vigtigere end at undgå dødssynder, som for evigt skiller os fra Gud.”

Kardinal Müllers artikel munder ud i en indtrængende opfordring til Rom om at gribe ind over for præsternes ulydighed:

”For evangeliets sandheds skyld og for Kirkens enheds skyld må Rom ikke se til i tavshed i håbet om, at det ikke ender alt for galt, eller om at tyskerne kan blive pacificeret ved hjælp af taktiske finesser  og mindre indrømmelser. Vi har brug for en principerklæring ledsaget af praktiske konsekvenser. Det er nødvendigt, for at de rester, der er tilbage af den katolske Kirke i Tyskland efter 500 års splittelse, ikke går i opløsning med ødelæggende konsekvenser for verdenskirken.”

Reaktioner 

De første tegn på, at den aktuelle krise i Tyskland allerede bliver set som mere end blot et lokalt anliggende [jfr 1 Kor 12,26: ”Lider én legemsdel, så lider også alle de andre”] kommer fra USA, hvor ærkebiskop Samuel Aquila af Denver i et åbent brev[3] til alle biskopper, især de tyske, udførligt tager til genmæle mod den tyske bispekonferences ”synodale vej”, som han karakteriserer som ”en gennemført relativistisk holdning til Kirkens lære”.

Han bakkes op af San Franciscos ærkebiskop Salvatore Cordileone, som indledningsvis takker ærkebiskop Aquila med disse ord: ”Vi står alle i gæld til ærkebiskop Aquila for en sådan fremragende gennemtænkt og teologisk indholdsrig reaktion på de tyske biskoppers ”synodale vej”, som taler for en radikal ændring af Jesu Kristi evangelium og af den Kirke, han efterlod os.”

Formanden for den tyske bispekonference, biskop Georg Bätzing har konsekvent forsvaret den synodale vej og i den forbindelse bagatelliseret risikoen for et skisma. Senest har han erklæret, at Kirken i Tyskland  ønsker, at Vatikanet skal hjælpe med at implementere reformerne, samtidig med at man fortsat ønsker at være forenet med Rom. Ved samme lejlighed udtrykte Bätzing sin tilslutning til at velsigne homoseksuelles parforhold. ”Hvis parret lever i et trofast og stabilt forhold, ” sagde han, ”vil jeg gerne have mulighed for at velsigne dem”.

[1] https://www.firstthings.com/web-exclusives/2021/05/blessing-and-blasphemy

[2] antropologisk: vedrørende menneskesynet

[3] https://archden.org/wp-content/uploads/2021/05/Archbishop-Aquila-A-Response-to-Forum-I-of-the-German-Catholic-Synodal-Path.pdf