Kardinal Eijk om den aktuelle krise i Kirken
Kommentarer lukket til Kardinal Eijk om den aktuelle krise i Kirken 120 18 december, 2018 Nyheder december 18, 2018 Indlæg af

Kardinal Eijk om den aktuelle krise i Kirken

I et interview den 13. december med det italienske dagblad Il Giornale har ærkebiskoppen af Utrecht, kardinal Willem Jacobus Eijk, givet udtryk for, at en tilbundsgående undersøgelse af ærkebiskop Viganòs anklager (som også direkte involverer pave Frans) er påkrævet, ”såfremt Kirken ønsker at genvinde sin troværdighed.”

Om den aktuelle alvorlige krise i Kirken, siger han følgende: ”Den katolske Kirke taber til stadighed terræn i Nordeuropa. Holland har den tvivlsomme ære at være det førende land i så henseende. Vi var det første sted, frafaldet satte ind, og siden har man oplevet tilbagegang i hele Nordeuropa – især i Tyskland, hvor det går stærkt … men jeg ved, at tilbagegangen også er mærkbar i lande som Spanien og Italien.”

Hvad skyldes det? spørger intervieweren. Den vigtigste årsag, svarer kardinal Eijk, er den individualisme, som karakteriserer de moderne vestlige samfund. Den stigende velstand har bevirket, at folk i mindre grad føler, at de har behov for religionen. Det ses blandt andet af, at forældrene stadig har vanskeligt ved at videregive troen til deres børn i en atmosfære, hvor den religiøse dimension mere og mere trænges i baggrunden. Kristendommen er ikke længere til stede i samfundslivet og bliver mødt med slet dulgt eller endog åbenlys fjendtlighed. Hvad Holland angår ”befinder vi os i en fase, hvor sogne bliver sammenlagt, og mange kirker bliver taget ud af brug.”

Om fremtiden siger han blandt andet, at en stor del af det kirkelige arbejde sandsynligvis vil skulle varetages af lægfolk. ”De kirker, der bliver tilbage, vil blive centre for store regionale sogne. Men selv om antallet af sogne er for nedadgående, er kvaliteten af det, der foregår, for opadgående. Det er den anden side af situationen i dag. Vi er ved i højere grad at blive en kirke, man har valgt, hvor folk oprigtigt ønsker at leve deres tro. Og vi må heller ikke glemme, at Kirken i historiens løb har kendt til både fremgang og nedgang, og at vi til syvende og sidst er i Guds hænder.”

På spørgsmålet om, hvordan han stiller sig til interkommunion, velsignelse af homoseksuelle par og økumeniske gudstjenester, svarer han:

”Det er vigtigt, at vi holder fast ved Kirkens forpligtende lære, som er blevet overleveret til os. Det ville være forkert at vælge en mere protestantisk-anglikansk model. Den katolske Kirkes styrke består netop i, at dens lære gælder overalt i verden. Dialogen med protestanterne må ikke få den katolske Kirke til selv at blive protestantisk.”

Om ungdomssynoden og brugen af udtrykket ”LGBT” i det forberedende arbejdsdokument Instrumentum laboris:

”Selvfølgelig bør man behandle alle respektfuldt – også mennesker med en objektivt set forkert seksuel orientering – men man kan sende et forkert signal ved at bruge udtrykket LGBT. Det forekommer mig ikke at være i orden at bruge dette udtryk i kirkelige dokumenter. Når det at bruge udtrykket ”ud fra deres indre væsen uordnede” om homoseksuelle handlinger (Den Katolske Kirkes Katekismus § 2357) kan tænkes at forekomme unge mennesker meget virkelighedsfjernt, er det følgen af, at religionsundervisningen i Kirken – i hvert fald i Holland – har været særdeles utilfredsstillende og endda ofte helt fraværende, alt imens børn og unge i skolerne bliver bombarderet med ideer med rod i gender-teorien, som energisk bliver markedsført af nationale og internationale organisationer mange steder.”

Læs mere om dette i Ungdomssynoden: splittelse, kaos og manipulationer

Om Amoris laetitia og de 4 kardinalers åbne brev til paven, de såkaldte dubia:

”Hvad dette angår, tog jeg et klart standpunkt på synoden. Jeg skrev også et bidrag til de 11 kardinalers bog om ægteskab og familie, hvor jeg utvetydigt gav udtryk for, at § 84 i Familiaris consortio[1] efter min opfattelse er gældende i sin helhed … Det er der ingen, der har benægtet, end ikke den nuværende pave og end i ikke i Amoris laetitia. Hvad dette angår, henviser man ofte til fodnoterne i dette dokument, men en så langvarig lære og praksis i Kirken kan ikke ændres af fodnoter eller af en henkastet  bemærkning til journalister ombord på et fly. Det ville fremfor alt glæde mig, om indehaveren af Peters-embedet, som er selve indbegrebet af enheden i den kristne tro, skabte klarhed om dette forhold. I øjeblikket har vi en situation, hvor man i ét område prædiker og praktiserer ét – og et andet sted noget andet. Det skaber forvirring hos folk. Hvis denne mangel på klarhed varer ved, kan det få alvorlige pastorale følger. Sandheden kommer altid for en dag i Kirken, men i dette tilfælde kan det ikke gå hurtigt nok – netop for at vi kan undgå at føre folk bag lyset.”

[1] Pave Johannes Paul 2.s apostoliske skrivelse om fællesskabet i familien (1981), hvor han i § 84 bekræfter Kirkens hidtidige praksis og skriver: ”Den nødvendige respekt for ægteskabets sakramente, for ægtefællerne selv og deres pårørende såvel som for de troendes fællesskab forbyder enhver præst – af hvilken grund eller under hvilket påskud det end måtte være, også selv om det er af nok så pastorale grunde – at foretage nogen som helst liturgisk handling for fraskilte, der gifter sig igen…”