0 1046 03 april, 2014 Magasin april 3, 2014 Indlæg af

Kærlighedens sprog

Hyrdebrev om prævention udsendt den 25. marts 2014 af biskop James Conley af Lincoln, Nebraska

conleyKære brødre og søstre i Kristus,

For tyve år siden stod den salige Moder Teresa af Calcutta over for USA’s præsident, senatorer og kongresmedlemmer og dommerne i den amerikanske Højesteret og talte om sit arbejde blandt denne verdens fattige. Hun talte om retfærdighed og barmhjertighed. Vigtigst af alt: hun talte om kærlighed.

”Kærlighed,” fortalte hun dem, ”vil altid være forbundet med smerte. Jeg må være villig til ofre hvad som helst for ikke at skade andre mennesker, for at gøre godt imod dem. Det kræver, at jeg er villig til at give, også når det gør ondt. Ellers er der ingen sand kærlighed i mig, og så bringer jeg uretfærdighed, ikke fred til de mennesker, jeg møder.”

At ofre sig er kærlighedens sprog. Kærligheden ytrer sig i det offer, Jesus Kristus bragte, da han gav sit liv for os på korset. Kærligheden ytrer sig i det offer, vi som kristne bringer ved at tage del i Kristi liv, død og opstandelse. Og kærligheden ytrer sig i de ofre, der er forbundet med at være forældre, præster eller venner.

Vi lever i en verden, hvor kærlighed er en mangelvare. I dag forstås kærlighed alt for ofte som en romantisk stemning eller følelse og ikke som et ubrydeligt bånd mellem mennesker. Men dyrkelse af følelser og stemninger giver ingen dybere tilfredsstillelse. Materielle ting, velstand og nydelse giver os kun en flygtig lykkefølelse. Sandheden er, at vi alle søger efter den sande kærlighed, fordi vi alle søger efter mening og indhold i vores liv.

Kærlighed – sand kærlighed – drejer sig om offer, forløsning og håb. Sand kærlighed er kernen i et rigt, meningsfuldt liv. Vi er skabt til kærlighed, og alt, hvad vi foretager os i vores liv, i arbejdslivet og i særdeleshed i familien, bør have sin rod i vores vilje til at virkeliggøre den sande, svære, aldrig svigtende kærlighed.

Men i dag, hvor kærlighed er blevet en mangelvare, kan vi ikke finde fred og ikke finde glæde.

I min tid som præst har jeg stået uden for abortklinikker og forsøgt at tilbyde uønsket gravide kvinder hjælp, jeg har bedt med forsømte ældre, og jeg har begravet unge voldsofre. Jeg har på nært hold oplevet den ensomhed, uretfærdighed og sorg, der opstår i en verden, der savner kærlighed. Moder Teresa troede, ligesom jeg selv gør, at meget af den elendighed og uretfærdighed, der findes i verden, begynder med en ringeagt for det livets mirakel, der sker, når et barn skabes i moderens liv. I dag forkaster vores kultur kærligheden, hver gang det forkaster den gave, et nyt liv er, ved at bruge antikonception.

Moder Teresa sagde, at ”når et ægtepar ved at bruge prævention undertrykker evnen til at skabe liv, undertrykker de kærlighedens gave.”

Ægtefæller har til opgave frivilligt at give sig selv som en gave til hinanden og til at tage del i Guds livgivende kærlighed. Han skabte ægteskabet som en frugtbar forening af mand og kvinde – for at knytte ægtefællerne uløseligt sammen i et kærlighedens fællesskab og lade nyt liv blive frugten af denne kærlighed.

Prævention berøver ægtefællerne friheden til at bruge disse muligheder.

Gud skabte os til at elske og blive elsket. Han skabte os til at glædes over den seksuelle kærligheds skabende kraft, der bringer nye Guds børn til verden, skabt med udødelige sjæle. Vores Kirke har altid lært, at fravalget af børn nedbryder kærligheden mellem mand og kone og forvansker selve ægteskabets natur. Brug af prævention fører til, at selve ægteskabets mening, dets hellighed, dets kerne af offervilje og kærlighed, i alvorligt omfang tabes af syne.

Kirken vedbliver med at minde katolske ægtepar om deres kald til indbyrdes kærlighed og frugtbarhed.  Ægteskabet er et kald til noget uendeligt stort, til at elske som Gud elsker – frit, skabende og storsindet. Gud – Fader, Søn og Helligånd -er selv et fællesskabets kærlighed, kærlighed fra person til person. Det kristne ægteskab er kaldet til at efterligne, kende og tage del i Guds kærligheds glædesfyldte frihed, at blive en genklang af Den hellige Treenighed.

I 1991 skrev min forgænger biskop Glennon P. Flavin, at ”der ikke kan findes nogen sand lykke i jeres liv, medmindre Gud er en vigtig del af jeres ægteskabelige pagt. At forvente at finde lykke i synd er det samme som at søge det gode i det onde. At holde fast ved Gud i jeres ægteskabelige liv, at stole på hans visdom og kærlighed og adlyde hans bud vil gøre jeres indbyrdes kærlighed dybere og give jer den indre fred, som er belønningen for en god samvittighed.”

Gud er til stede i ethvert ægteskab og nærværende i det ægteskabelige samliv. Han skabte seksualiteten, for at mand og kvinde kunne afspejle Treenigheden og i den seksuelle forening lægge grunden til de livslange bånd inden for familien. Gud valgte at gøre ægtefællerne til sine medarbejdere i skabelsen af nyt liv bestemt for evigheden. De, som bruger prævention, mindsker deres evne til at forenes, og de giver afkald på samarbejdet med Gud om at skabe nyt liv.

Som biskop af Lincoln gør jeg biskop Flavins ord til mine. Kære gifte mænd og kvinder: Jeg beder jer indtrængende afstå fra brugen af prævention i jeres ægteskab og åbne jer for Guds kærlige plan for jeres liv. Jeg opfordrer jer til at tage del i Guds livgivende kærlighed. Det er min inderste overbevisning, at I ved at følge Guds plan vil genfinde den sande kærlighed i forholdet til jeres ægtefælle og børn og til Gud og Kirken. Jeg ved, at I ved at åbne jer for livet vil få del i den eventyrlige rigdom, som I er skabt for.

I vores kultur bliver vi ofte belært om, at børn er en byrde snarere end en gave, og at familien hæmmer vores frihed og tynger vores økonomi. Vi lever i en verden, hvor børnerige familier er genstand for forargelse og latterliggørelse i stedet for at blive betragtet som en naturlig følge af et kærligt ægteskab betroet til Guds forsyn. Men børn burde ikke blive opfattet som en trussel eller en byrde, men snarere som et vidnesbyrd om håb for fremtiden.

I 1995 skrev den salige Johannes Paul 2., at vores kultur er præget af ”en hedonistisk mentalitet, der ikke vil acceptere ansvar i seksuelle sammenhænge, og af et selvcentreret frihedsbegreb, der betragter det at sætte børn i verden som en hindring for personlig udfoldelse” (Livets Evangelium, 13). Uselvisk livgivende ægteskabelig kærlighed er modgiften mod hedonisme og umodenhed: Forældre, der gladeligt giver afkald på overfladiske fornøjelser og egoisme for at hellige sig det langt mere meningsfulde hverv at give deres børn en kærlig opvækst.

I bispedømmet Lincoln er jeg taknemmelig for det eksempel, hundredevis af familier viser os ved uden forbehold at åbne sig for at tage imod næste generation. Nogle har fået mange børn, andre ikke. Og selvfølgelig er der også nogle få, der må bære det kors ikke at kunne få børn eller ikke så mange, som de gerne ville. Guds plan for vore liv er et mysterium, som vi ikke kan gennemskue med forstandens hjælp. Men glæden i disse familier, uanset hvor mange børn de har fået, vidner om, at de påstande, der er affødt af den præventive mentalitet, ikke holder stik.

Kære brødre og søstre, den salige Johannes Paul 2. mindede os om, at ”mennesket er kaldet til en fylde af liv, der går langt ud over den jordiske tilværelses dimensioner, fordi det består i at have del i Guds liv” (Livets Evangelium, 2). Det intime samliv i ægteskabet, som er det tætteste forhold, man kan have til et andet menneske, er en vej til at få del i Guds eget liv. Det er en vej til fuldt ud at blive mennesker, en måde hvorpå vi kan få del i Guds ufattelige kærlighed. Prævention forhindrer os i at få del i Guds skabende kærlighed. Derfor blokerer den også for glæden i vores liv.

Glæden i de familier, der lever i overensstemmelse med Guds plan, er en inspiration for vores samfund og en berigelse i form af ny livskraft og entusiasme. Eksemplet fra venner og naboer viser, at selv om børn kræver ofre, er de også en kilde til glæde, meningsfuldhed og fred. Hvem forstår ikke, hvilken umådelig gave det er at have en kærlig familie?

Vist kræver det ofre at tage imod et barn. Men offeret peger frem mod den sande glæde. Kære brødre og søstre, jeg opfordrer jer til at åbne jer for glæden.

――

Selvfølgelig gives der visse sande og legitime grunde til, at familier undertiden kan nå til den overbevisning, at det rigtige vil være at forlænge afstanden mellem børnefødslerne. For familier med alvorlige psykiske eller fysiske helbredsproblemer eller for familier, der er ramt af alvorlige økonomiske problemer, kan det være bedst at udskyde en graviditet. Den Katolske Kirkes Katekismus lærer, at ægtepar må have ”legitime” grunde til at udskyde børnefødsler. Til ægtepar, der har problemer af forskellig art, anbefaler Kirken Naturlig Familieplanlægning, som er en metode, der gør det muligt at træffe afgørelser ud fra en viden om kvindens frugtbare perioder.

Naturlig Familieplanlægning (NFP) er en pålidelig og sikker måde at regulere afstanden mellem fødsler på. Den er let at lære og kan understøtte kærligheden mellem ægtefællerne. Vist kræver NFP offervilje og tålmodighed, men offervilje og tålmodighed er ikke hindringer for kærligheden, de er tværtimod en del af kærligheden. Anvendt i den rette ånd udvikler NFP hensynsfulde og kærlige ægtemænd og uselviske og tålmodige hustruer. Således kan det blive en skole i trofast og hellig kærlighed.

At begrænse det seksuelle samliv til de ufrugtbare perioder er ikke en præventiv handling. Ægteparret prøver ikke at gøre en potentielt frugtbar handling ufrugtbar. De bringer det offer at afstå fra seksuelt samkvem i de frugtbare perioder, netop fordi de respekterer frugtbarheden og ikke ønsker at krænke den. De vil ikke behandle frugtbarhedens gave som en byrde.

I relativt få tilfælde er der ægtepar, der bruger NFP med baggrund i en rent præventiv tankegang. Det sker typisk, når parret vælger frugtbarheden fra, enten fordi de bevidst prioriterer anderledes, eller fordi de er bekymrede for de praktiske konsekvenser af en familieforøgelse. Jeg opfordrer alle ægtepar, der bruger NFP til at være meget åbne over for hinanden med hensyn til de bevæggrunde, der gør, at finder det rigtigt at begrænse antallet af børn i deres familie, og til at lægge deres tanker frem for Gud og bede om hans vejledning. Lader vi frygt, ængstelse og bekymringer bestemme størrelsen af vores familier? Overgiver vi os i Guds varetægt, som i sin gavmildhed tilgodeser alle vores behov?

”Den fuldendte kærlighed fordriver frygten,” siger Skriften (1 Joh 4,18).

Kære venner, jeg formaner jer til indbyrdes åbenhed i det ægteskabelige liv og til at stole på Guds gavmilde forsyn.

――

Jeg vil gerne rette en særlig henvendelse til katolske læger, farmaceuter og andre fagpersoner i sundhedssektoren. Det ophøjede mål i jeres profession er at hjælpe mænd og kvinder i deres bestræbelser på at leve i overensstemmelse med Guds plan. Biskop Flavin skrev, at som fagpersoner ”har I forudsætningerne for at være Guds redskaber og give hans sandhed og kærlighed et konkret udtryk.”

Ingen katolik, der har sin gerning inden for sundhedssektoren, kan med god samvittighed udføre handlinger, der underminerer frugtbarhedens gave. Der er ingen legitime begrundelser for at ordinere prævention eller medvirke til sterilisationer. Ingen katolsk læge kan oprigtigt ræsonnere anderledes.

Lægegerning har til formål at helbrede. At medvirke til prævention og sterilisation må aldrig betragtes som lægegerning. Prævention og sterilisation undergraver og fornedrer selve formålet med kroppen. Frugtbarhed er en normal del af menneskelig sundhed og vækst og giver mulighed for en ganske særlig delagtighed i Guds skabende kærlighed. Prævention og sterilisation undertrykker både de naturlige og overnaturlige processer i ægteskabet og forvolder alvorlig skade. De behandler frugtbarheden, som om den var en frygtelig hæmsko eller endog en fysisk defekt, som bør behandles.

Prævention forsøger at hindre nyt liv i at blive til, og hvis det ikke lykkes, findes der også prævention, der kan ødelægge det liv, der netop er blevet skabt.  Mange præventive midler virker ved at forhindre det befrugtede æg i at sætte sig fast i livmoderen.

Prævention bliver i lægeverdenen som oftest betragtet som et helt normalt sundhedstilbud til kvinder. Kirkens lære bliver ofte betragtet som en hindring for kvinders sundhed og trivsel. Men ud over de moralske og åndelige faremomenter ved brug af prævention, er der også alvorlige fysiske risici forbundet med de fleste kemiske præventionsmidler. Den seneste lægevidenskabelige litteratur dokumenterer til overflod, at prævention udsætter kvinder for alvorlige helbredsproblemer, et forhold, som læger burde tage op til grundig overvejelse.

Nogle kvinder har helbredsproblemer, hvor symptomerne kan afhjælpes ved behandling med hormonal prævention. Men en sådan symptombehandling tilslører ofte de forhold, der er årsag til sygdommen. I dag findes der ufarlige, naturlige midler, der kan genoprette hormonbalancen og løse de bagvedliggende problemer, som ofte behandles med prævention.

Brug af prævention er en usund lægelig praksis. Alle læger har bedre behandlingsmuligheder.

Katolske læger har en særlig opgave i at gøre deres patienter og deres kolleger opmærksom på de farer, der er forbundet med prævention og sterilisation. Den læge, der nægter at udskrive prævention og udføre sterilisationer, eller den apoteker, som på trods af kritik fra omgivelserne, økonomisk tab eller fagfællers pres nægter at forhandle prævention, er eksempler til efterfølgelse på, hvordan man kan deltage i Jesu Kristi lidelser. Jeg skylder de læger og apotekere en oprigtig tak, som ved at stå fast på sandheden vidner om evangeliet over for deres patienter og kolleger.

Det er en tragisk kendsgerning, at et flertal i vores kultur og endog i vores Kirke, har brugt prævention. En stor del af ansvaret for dette skal søges i, at alt for få nogensinde er blevet gjort bekendt med den klare og konsekvente lære om dette emne. Men de naturlige konsekvenser af vor kulturs præventive mentalitet er til gengæld ikke til at tage fejl af. Moder Teresa fremsatte den betragtning, at ”så snart den levende kærlighed ødelægges af prævention, sker der let det, at det næste skridt bliver abort.” Hun havde ret. Kulturelt bestemte holdninger, der indebærer en afvisning af livets gave, fører meget let til social accept af abort, skilsmisser og faderløse familier. I halvtreds år har Amerika accepteret brug af prævention, og følgerne har været skæbnesvangre.

Kære brødre og søstre, jeg anbefaler jer at læse pave Paul 6.’s rundskrivelse Humanae Vitae sammen med jeres ægtefælle eller i jeres sogn. Overvej også at læse den amerikanske bispekonferences Married Love and the Gift of Life.

Kære brødre i præsteskabet, jeg tilskynder jer til at prædike om farerne ved prævention og til at besøge familierne i jeres sogn for at tale om dette emne.

Kære brødre og søstre, hvis I har brugt eller ordineret prævention, venter den barmhjertige Gud på jer. Forsoning er en mulighed – i bodens sakramente. Hvis I har brugt eller overtalt andre til at bruge prævention, beder jeg til, at I vil ophøre med det og give jer ind under Guds barmhjertighed og aflægge et godt og oprigtigt skriftemål.

――

I vor tid mødes åbenheden over for at sætte børn i verden sjældent med anerkendelse, forståelse eller opbakning. Kirkens lære om livet forekommer mange at være byrdefuld og gammeldags. Mange føler, at Kirken kræver for stort et offer.

Men offeret er kærlighedens sprog, og i offeret taler vi Guds eget sprog. Jeg beder jer, kære brødre og søstre, møde Kristus i jeres kærlighed til hinanden. Jeg opfordrer jer til at skabe et rigt og frugtbart familieliv. Jeg opfordrer jer til at finde glæde i den kærlighed og det offer, som I blev skabt for at virkeliggøre. Jeg opfordrer jeres familier til at tage del i Faderens og Sønnens og Helligåndens skabende og levende kærlighed. Og jeg beder om, at hver eneste af jer må finde den fuldkomne glæde i det sande offer.

Biskop Conleys hyrdebrev er oversat af Torben Riis og bringes med biskoppens tilladelse.

Klik her for at læse pave Paul 6.’s rundskrivelse  Humanae vitae

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *