Kommentarer lukket til Jacques Maritain om ”sola fide” 154 12 juli, 2017 Kilder juli 12, 2017 Indlæg af

Jacques Maritain om ”sola fide”

Det følgende er et uddrag af Jacques Maritains ”Trois Réformateurs” i kapitlet ”Luther ou l’avènement du moi”, s. 50 ff, hvor Maritain indledningsvis karakteriserer sola fide-teorien som en bestræbelse på at trække religionen ned på et rent menneskeligt plan og dernæst anskueliggør den tankegang, der ligger bag, ved at sammenstykke en mosaik af Luthercitater:   

Lad mig nøjes med på dette sted vise, hvordan jeg’ets og viljens mystik vinder indpas ved Luthers mellemkomst. Hans lære om gerningernes nyttesløshed skal ikke ses som en kvietistisk[1] vildfarelse. Langt fra at overdrive den store betydning, katolsk teologi tilkender kontemplationen, afskyr denne lære det kontemplative liv, og eftersom den betragter foreningen med Gud i kærlighed som en umulighed, tenderer religionen reelt allerede mod kun at dreje sig om forpligtelsen over for næsten. Kort sagt, handlinger og gode gerninger er intet værd i forhold til frelsen, de er onde og fordærvede i denne sammenhæng. Men de er gode, djævelsk gode, må man nok sige, i det nuværende liv. Og da de ikke længere kan tjene Gud, hvad andet formål har de da fra nu af end at virkeliggøre den menneskelige vilje? Rousseau er en drømmer, Luther er en handlingens mand. Han siger ikke som Jean-Jacques: Jeg kan ikke styre mine tilbøjeligheder, men jeg er ikke ond, jeg er god i dine øjne, Gud, jeg er i bund og grund god. Han siger: Adams synd har fordærvet mig i bund og grund, jeg er uren, jeg synder, så  det står efter, men jeg stoler på dig, Gud, og så tager du mig, sådan som jeg er, og du frelser mig ved at tildække mig med din Søns kappe. Hør blot, hvad han selv siger:

Har vi syndet? ”Jesus Kristus bøjer sig,” siger Luther, ”og lader synderen springe op på sin ryg, og han frelser ham på den måde fra døden og fangevogteren.” Det er så det, Kristus kan bruges til. ”Hvilken trøst for de fromme sjæle således at iklæde ham og indhylle ham i mine og dine og hele verdens synder og således betragte ham, mens han bærer alle vore synder!” ”Når du ser, at dine synder klæber ved ham, så  er du i ly for synder, død og helvede”.

Kristendommen er ikke andet end en ubrudt øvelse i at føle, at du ikke har nogen synd, selv om du synder, og at dine synder bliver tilregnet Kristus” ”Man behøver blot genkende Lammet, som bærer verdens synder, så kan synden ikke skille os fra ham, om vi så på én og samme dag bedrev hor tusind gange eller begik lige så mange mord [oversætterens fremhævelse]. ”Er det ikke en god nyhed, at hvis man er fuld af synder, og evangeliet siger til én: Fat tillid og tro, at så alle dine synder bliver tilgivet. Så snart protokollen bliver fjernet, er synderne tilgivet, så er det hele overstået.” ”Fra det øjeblik, hvor du erkender, at Kristus bærer dine synder, bliver han synder i dit sted. Og du bliver det elskede barn, og alt hvad du gør er godt.”

[1] af kvietisme: en lære, der hævdede, at den kristne fuldkommenhed består i en tilstand af ubrudt forening med Gud, hvor sjælen er ligeglad med gerningerne og endda med sin egen frelse.

Oversættelse: Torben Riis