Irlands vej ned ad skråplanet
Kommentarer lukket til Irlands vej ned ad skråplanet 498 27 maj, 2015 Nyheder maj 27, 2015 Indlæg af

Irlands vej ned ad skråplanet

Reaktionerne på irernes ja til homo-ægteskaber ved folkeafstemningen den 22. maj har forståeligt nok været blandede. Irlands premierminister Enda Kenneys kommentar til afstemningsresultatet lød således: ”Med dagens afstemning har vi  løftet sløret for, hvem vi er: et generøst, medfølende, uforfærdet og muntert folk.” Hans vice-premierminister Joan Burden karakteriserede afstemningen som ”et magisk, bevægende øjeblik.”

Andre toner lød fra Dublins ærkebiskop Diarmuid Martin, som i Irish Times brugte udtrykket ”samfundsrevolution” om afstemningsresultatet og umiddelbart drog den lære af nederlaget, at de katolske skoler trænger til et grundigt realitetstjek. Hovedparten af dem, der stemte ja, sagde han, er produkter af den undervisning, de har fået i vores katolske skoler de seneste 12 år.

Den fremtrædende amerikanske kommentator Keith Fournier, diakon, forfatter, jurist og chefredaktør af Catholic Online, konstaterer tilsvarende i en artikel, der har været bragt i flere katolske medier, at det irske folk den 22. maj forsømte at lytte til apostlen Paulus’ advarsel til dem, som ”udskiftede Guds sandhed med løgnen” (Rom 1,25) – i dette tilfælde, tilføjer han, sandheden om det naturlige ægteskab med falsk ligestilling og falsk tolerance.

”Mange af mine trosfæller,” fortsætter Fournier, ”har spurgt mig, hvordan dette kunne ske, eftersom Irland er et katolsk land. Svaret er, at det ikke længere er sandt: ”Der er uden tvivl mange troende kristne i Irland, men de udgør helt klart et mindretal.”

Fournier slår afslutningsvis fast, at der findes to slags love: retfærdige og uretfærdige – og konkluderer, at dagens afstemning har banet vejen for en uretfærdig lov. Uretfærdig, fordi den er i modstrid med den naturlige morallov[1]. En sådan lov indfører man ikke, uden at det får konsekvenser, siger han og udtrykker håbet om, at irerne, når det går op for dem, hvad det er for en udvikling, de har sat i gang, vil ”angre og vende tilbage til det, de engang vidste”.

Den seksuelle revolution

Hvilke konsekvenser der kan blive tale om, behøver man imidlertid ikke længere være i tvivl om, efter at det ene vestlige land efter det andet har legaliseret homo-ægteskaber. Den amerikanske samfundsdebattør Robert R. Reilly har i en ny bog[2] gjort rede for de forskellige faser i den selvforstærkende proces, der går i gang, så snart man har accepteret de præmisser, der ligger bag de homoseksuelles krav om samfundsmæssig blåstempling af deres seksuelle praksis.

Det hele begynder i al beskedenhed med, at man påberåber sig retten til at gøre, hvad man vil, inden for sine egne fire vægge: Hvad jeg og min partner foretager os i soveværelset, er der ingen og sidst af alle samfundet, der har ret til at blande sig i. Så vidt så godt. Men sideløbende med dette anklages samfundet for at diskriminere de homoseksuelle. En anklage for diskrimination forudsætter imidlertid, at man er i stand til at identificere, hvem ofrene er, og det er i praksis kun muligt, hvis de pågældende, i dette tilfælde de homoseksuelle, kommer ”ud af skabet.”  Men, spørger Reilly, hvorfor skulle de egentlig gøre det, hvis de derved risikerer at blive diskrimineret – på arbejdsmarkedet eller i andre sammenhænge?

Et muligt svar er, siger han, at mennesket er et socialt væsen. Vi ønsker ikke kun af vores omgivelser, at de skal respektere vores ret til privatliv. Vi ønsker i bredere forstand anerkendelse, accept – også af vores seksuelle adfærd. Det fremgår med al tydelighed af militante homoseksuelle organisationers erklæringer. Hermed er vi så trådt ind i en ny fase, hvor det viser sig, at det intime privatliv ikke længere kun er privat, men tillige et offentligt anliggende. Og med kravet om social accept følger kravet om rettigheder (f.eks. ret til at adoptere børn) og – såfremt disse krav ikke efterkommes – anklagen for diskrimination.

Sidste fase, som for længst er skudt i gang, drejer sig om, hvordan man får lukket munden på ”dissidenter”. Det starter i medierne – ikke mindst underholdningsmedierne – med, at man massivt markedsfører ”den ny moral”- og sideløbende i den offentlige debat eksempelvis pådutter ”synderne,” hvad der giver sig udseende af at være en psykiatrisk diagnose: homofobi. Og processen fuldføres gennem lovgivningen, hvor man gør den homoseksuelle agenda til pensum i undervisningssystemet og indfører sanktioner mod såkaldt hate speech i det offentlige rum.

Hermed er ringen sluttet. Det, der begyndte som et krav om tolerance over for diverse afvigende former for seksuel adfærd, ender i sin modsætning: censur og tvang.

Spørger man, hvordan det kunne komme så vidt, er Reillys svar, at den homoseksuelle offensiv skal ses som en del af den seksuelle revolution, hvis målsætning er, at alt skal være tilladt, så længe de involverede parter deltager frivilligt i løjerne. Så enkelt er det imidlertid ikke, for i kravet om accept ligger ikke blot, at vi skal se den anden vej og undlade at gribe ind, men grundlæggende, at vi skal acceptere en hvilken som helst ”specialitet” som moralsk acceptabel. Den, der ikke bøjer sig for dette krav, får i fremtiden kun to valgmuligheder: at tie eller blive udsat for samfundets repressalier.

[1] Jfr. Den Katolske Kirkes Katekismus: ”Den naturlige morallov udtrykker den oprindelige moralske sans, som gør det muligt for mennesket med sin fornuft at skelne mellem godt og ondt, sandhed og løgn… Denne lov kaldes naturlig, ikke under henvisning til naturen hos irrationelle væsner, men fordi fornuften, som forordner den, er særegen for menneskets natur” (1954).

[2] Robert R. Reilly: Making Gay Okay – How Rationalizing Homosexual Behavior Is Changing Everything, Ignatius Press,   San Francisco 2014.

Læs også: Hvorfor vil Kirken ikke gå med til, at to personer af samme køn kan blive gift?