Hvorfor blive i den katolske Kirke – trods alt?
Kommentarer lukket til Hvorfor blive i den katolske Kirke – trods alt? 277 03 december, 2020 Magasin december 3, 2020 Indlæg af

Hvorfor blive i den katolske Kirke – trods alt?

Det er titlen på en artikel af Peter A. Kwasniewski,[1] som blev bragt på websitet One Peter Five den 25. november. Det er i øvrigt også titlen[2] på et foredrag af den daværende teologiprofessor Joseph Ratzinger (senere pave Benedikt 16.) som han holdt i 1970.

Jeg tvivler ikke et øjeblik på, at der fra Kwasniewskis side er tale om en helt bevidst hentydning til dette foredrag, hvor Ratzinger ikke uden en vis ironi kommenterede frafaldet fra Kirken blandt andet med disse ord:

”De, som bliver i Kirken, er ikke kun dem, der ufortrødent holder fast ved deres tro, eller dem, som ikke vil give slip på en kær gammel vane – selv om de kun sjældent gør brug af den. De, som bliver i Kirken i dag, er i høj grad også dem, som eftertrykkeligt tager afstand fra og af al magt bekæmper både dens historiske identitet og det trosindhold, som embedshierarkiet enten forsøger at formidle til dem eller at få dem til at holde fast ved. Selv om de ønsker at afskaffe det, som Kirken er og var, er de fast besluttede på at blive i den for således at kunne gøre den til det, som den efter deres opfattelse bør være.”

I denne forbindelse skal man være opmærksom på, at Ratzingers tekst er skrevet kun to år efter 1968, hvor de rasende reaktioner på pave Paul 6.’s rundskrivelse Humanae vitae[3], ikke levnede tvivl om, hvor udbredt sekulariseringen allerede var blevet blandt den vestlige verdens katolikker.

Kwasniewskis svar på overskriftens spørgsmål (her af pladshensyn lettere forkortet),  er i sagens natur en kommentar til den aktuelle krise i Kirken, eller rettere til den krise, som endnu langt fra er overvundet:

»Mit svar: Scio cui credidi… ”Jeg ved, hvem jeg tror på” (2 Tim, 1,12). Troen er en gave fra Gud: ”Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer,” siger Herren (Joh 15,16). Troen retter sig mod Treenigheden og Inkarnationen og derefter mod Kirken og dens ”system” som en forlængelse og fortsættelse af de grundlæggende mysterier. For mig drejer det at være katolik sig om at tage imod disse mysterier og holde fast ved Jesus Kristus, især i tilbedelsen og modtagelsen af kommunionen. Kirken er der, hvor han lever og har taget bolig, og hvor jeg er forbundet med ham.

Kirkens hellige liturgi er for mig ikke blot i teoretisk forstand, men også rent praktisk kilden til og højdepunktet i mit liv som katolik – og hermed mener jeg den traditionelle liturgi, eftersom jeg ikke længere i Novus Ordo kan genkende en berettiget liturgisk ritus for den romerske Kirke, uanset at den er gyldig i sakramental henseende og vil kunne tjene et foreløbigt formål – ligesom en vakkelvorn redningsflåde kan hjælpe skibbrudne, indtil de bliver reddet af en ordentlig båd. Som Martin Mosebach[4] siger: ”Liturgien ER Kirken – enhver messe, der bliver fejret i den traditionelle ånd, er uendeligt meget vigtigere end ethvert ord fra enhver pave…

Som allerede antydet hører jeg ikke til dem, som mener, at Kirken er identisk med paver, biskopper og konciler. De spiller selvfølgelig en rolle ved at fremlægge indholdet i de åbenbarede og overleverede trossandheder og ved at fordømme vranglære, som udgør en trussel for de troende, men det er en bevarende rolle, ikke ”stykkets” hovedrolle. Embedshierarkiet kan også svigte deres pligter, som vi tydeligt kan se det, hvad enten vi retter blikket mod kirkehistorien eller blot ser os omkring i dag. Gud giver os i sin barmhjertighed mange måder at kende sandheden på og holde os til den, selv når  Kirkens hyrder forvandles til ulve. I de bedste tider kan og skal vi stole på hyrderne, men i de værste tider, sådan som vores, bliver deres pligtforsømmelser eller frafald synlige og uomtvistelige. I så fald stoler vi ikke på dem og følger dem ikke, medmindre vi ønsker at gå til grunde i den ødelæggelse, Gud har lovet, at hyklere, hæretikere, afgudsdyrkere og sodomitter (for blot at nævne de mest relevante kategorier) skal udsættes for.

Det meste af, hvad vi tror på som katolikker – selve substansen i vores tro – er allerede blevet højtideligt defineret eller håndhævet i hele Kirken i århundreder, så der er ikke meget, en pave (eller for den sags skyld et koncil) kan tilføje eller ændre. Jeg kan ikke komme i tanker om en eneste doktrin, der ikke allerede er blevet slået fast med syvtommersøm…

Her er der nok nogle, der ville spørge: ”Er pavedømmet og dets særlige position ikke en del af Kirkens uforanderlige lære? Selvfølgelig er det det… Men paven er ligesom lægfolket nødt til at handle i overensstemmelse med den rolle, det guddommelige forsyn har givet ham. Paven kan ligesom den usleste synder afvige fra sandhedens vej, undtagen i de situationer, hvor han højtideligt taler på hele Kirkens vegne og derfor kan være sikker på Helligåndens vejledning…

Hvis kristendommen er sand, er de eneste, der seriøst kan gøre krav på at repræsentere den her på jorden, den romersk-katolske kirke og den ortodokse Kirke (i al dens opsplittede mangfoldighed). Men selv om jeg beundrer Østkirkens liturgi og dens spiritualitet, er jeg mindre imponeret af dens teologi og historie. For at blive ortodoks måtte jeg give afkald på trosbekendelsens filioque, skærsilden, den uplettede undfangelse og pavens ufejlbarhed i ex cathedra-erklæringer. Det kunne jeg ikke gøre uden at være irrationel, fordi min fornuft i tilstrækkelig grad ser deres dybe sammenhæng med resten af den åbenbarede sandhed.

Hvad vi derimod i øjeblikket ser fra Vatikanets side, er en slags besynderligt spil, hvor de hakker og stammer, ignorerer doktriner, finder på nye formuleringer og i almindelighed formørker det, som vores tradition har kastet lys over. Fra Andet Vatikankoncil har moderne gejstlige konsekvent nægtet fuldt ud at gøre brug af deres autoritet og foretrukket endeløst at prædike for deres foretrukne anliggender. Jeg benægter ikke, at læreembedet har været og stadig er ”engageret”, men det er på et niveau, der er foreneligt med vranglære eller slet og ret med tåbelighed og uhjælpelig mangel på klarhed…

De eneste virkeligt vigtige afgørelser fra de sidste 50 år drejer sig om seksuelle og bioetiske emner. Heraf slutter jeg, at vi lever i en enestående tidsalder. Den aktuelle tilstand af kaos og forvirring, som har taget form af et tilsigtet program, er noget hidtil uset, som jeg ville gå så vidt som til at kalde apokalyptisk…

Som John Henry Newman engang sagde vedrørende den arianske krise: biskoppernes læreembede så ud til at være midlertidigt ude af funktion. Det eksisterede, men troen blev i højere grad fastholdt og videregivet af lægfolket og de almindelige præster…

Kristi Brud på jorden kan beskrives som en person, hvis ansigt er skæmmet af dens medlemmers synder, især af dens mest fremtrædende medlemmer. Men jeg elsker ikke desto mindre Bruden i erkendelsen af, at det er i hendes himmelske stråleglans, hendes inderste væsen skal findes, og hendes fulde skønhed afsløres. Kirken i denne verden er foreløbig. Kirken i Himlen er evig.

Vort fællesskab med Kirken er først og fremmest fælleskabet med helgenerne og englene i Himlen og dernæst med vor herliggjorte Herre i sakramenterne. Hvor disse findes, der er Kirken uanset nogle af dens medlemmers korruption eller afvigelser, der skyldes deres tilsidesættelse af dens præstelige, profetiske og kongelige kald. Det er den dybe sandhed i Augustins polemik mod donatisterne[5]: Det er ikke præsten, men Kristus, der døber. Det er ikke præsten, som vi tager imod i eukaristien, men Kristus selv. Gud elskede verden så højt, at han ikke sendte en komité. På den baggrund forbliver min tro på Kristus og på de frelsesmidler, han har givet os, urokket. Faktisk er den blevet endnu stærkere i denne krisetid.

[1] Peter A. Kwasniewski er thomistisk teolog, liturgiekspert og komponist af kirkemusik. Han har undervist ved en række universiteter i USA og er forfatter til 9 bøger.

[2]  “Warum ich noch in der Kirche bin”

[3] Humanae vitae (da.: Om samlivet i ægteskabet) – den rundskrivelse, hvor paven bekræfter Kirkens konsekvente afvisning af kunstig prævention

[4] Tysk forfatter, der har skrevet flere bøger (f. eks. ”Formløshedens hæresi” og ”Den romerske liturgi og dens fjende”), hvor han kritiserer Novus Ordo, som blev indført i 1969.

[5] Medlemmer af en kristelig sekt, som blev stiftet i Karthago af en biskop ved navn Donatus i det fjerde århundrede. Donatisterne krævede Kirkens ubetingede renhed og kaldte sig selv ”de rene”.