Kommentarer lukket til Hvad har pave Johannes Paul II sagt om Humanae vitae? 843 02 februar, 2014 Kirken om... februar 2, 2014 Indlæg af

Hvad har pave Johannes Paul II sagt om Humanae vitae?

Pave Johannes Paul II i rundskrivelsen ”Fællesskabet i familien” (Familiaris consortio) (29):

Kirkens vedvarende gamle og dog altid nye lære og norm

JP229. Netop fordi ægtefællernes kærlighed er en enestående deltagelse i Guds eget livs og kærligheds mysterium, ved Kirken, at den har modtaget den særlige opgave at bevare og beskytte ægteskabets ophøjede værdighed og det så alvorlige ansvar for at videregive det menneskelige liv.

I kontinuitet med det kirkelige fællesskabs tradition gennem historien har Det andet Vatikankoncil og min forgængers, Paul VI’s, læreembede – især i rundskrivelsen Humanae vitae (Om samlivet i ægteskabet) forkyndt vor tid et sandt profetisk budskab, som tydeligt bekræfter og fornyer den vedvarende gamle og dog altid nye lære om ægteskabet og om videregivelsen af det menneskelige liv.

Derfor erklærede synodefædrene ved deres sidste møde følgende: ”Denne hellige synode, forsamlet i troens enhed sammen med Peters efterfølger, holder fast ved, hvad der er fremført på Det andet Vatikankoncil (sml. Gaudium et spes – Kirken i verden af i dag – nr. 50 ff*) og senere i rundskrivelsen Humanae vitae, at den ægteskabelige kærlighed må være fuldt menneskelig, eksklusiv og rettet mod videregivelse af livet (Humanae vitae, 11, sml. 9 og 12).”

* Gaudium et spes:

Den menneskelige seksualitet og forplantningsevne overgår på vidunderligste måde, hvad der findes hos lavere livsformer. De handlinger, der er særegne for kønsakten, bør derfor omgærdes med stor respekt i overensstemmelse med ægte menneskelig værdighed. Når der er tale om at forene den ægteskabelige kærlighed med ansvaret for livets videregivelse, afhænger den etiske side af sagen ikke kun af oprigtige intentioner eller vurdering af motiver, men også af objektive kriterier, baseret på personens og dens handlingers natur, der i den sande kærligheds sammenhæng bevarer den fulde betydning af gensidig hengivelse og menneskelig forplantning. Dette lader sig kun gøre, hvis ægteskabelig kyskhed holdes i hævd. Ifølge disse principper er det ikke tilladt for Kirkens børn at prøve nye veje til fødselsregulering, som den kirkelige myndighed i dens udlægning af den guddommelige lov misbilliger.

Måtte alle indse, at menneskelivet og dets videregivelse ikke kun angår denne verden og ikke lader sig måle eller forstå ud fra denne verden alene, men altid skal ses i sammenhæng med menneskenes evige bestemmelse. (51)

31. Kirken er fuldstændig klar over de talrige og indviklede problemer, som ægtefolk i vore dage stilles over for i mange lande i forbindelse med deres opgave med at videregive livet. Den erkender også fuldt ud, at befolkningstilvæksten er et alvorligt problem, sådan som det har taget form i forskellige dele af verden, og ligeledes de dermed forbundne moralske spørgsmål.

Den har dog den opfattelse, at en dybere og mere alsidig betragtning af disse problemer vil give en ny og stærkere bekræftelse af, hvor betydningsfuld den autentiske lære om fødselsregulering er, sådan som den er blevet fremlagt af Det andet Vatikankoncil og i rundskrivelsen Humanae vitae.

Et helhedssyn på mennesket og hans eller hendes kald

32. Stillet over for en kultur, der alvorligt forvansker eller helt fejlfortolker betydningen af den menneskelige seksualitet, fordi den skiller den fra dens væsentlige forbindelse med personen, føler Kirken, at det er af stadig større og mere afgørende betydning, at den fremstiller seksualiteten som en værdi og en opgave for hele den menneskelige person, der er skabt som mand og kvinde i Guds billede.

I dette perspektiv har Det andet Vatikankoncil klart tilkendegivet, at ”når man forsøger at forene kærlighedens krav med det forsvarlige antal børn, så skal dette ikke, moralsk set, blot vurderes ud fra ægtefællernes oprigtighed og deres motiver, men dette forhold bør også bedømmes ud fra objektive kriterier, som igen bygger på, hvad mennesket og dets handlinger egentlig er. Disse kriterier bygger på en rigtig forståelse af, hvad ægtefællernes gensidige hengivelse og en menneskeværdig frembringelse af nyt liv indebærer i en sammenhæng af sand kærlighed. Og dette lader sig ikke gøre, uden at ægtefællerne besinder sig på et rent og menneskeligt seksualliv.”

Ved at gå ud fra denne ”helhedsopfattelse af mennesket og dets kald ikke blot til et naturligt og jordisk liv, men også til et overnaturligt og evigt”, har Paul VI understreget, at Kirkens lære ”bygger på den uløselige sammenhæng mellem den ægteskabelige akts to betydninger: forening i kærlighed og forplantning. Denne sammenhæng har Gud villet, og den kan ikke egenmægtigt brydes af mennesket”, og han slår fast, at ”enhver handling, der enten har til formål at hindre befrugtningen, eller som kan være et middel til det, hvad enten den sker forud for den ægteskabelige akt, under dens forløb eller i forbindelse med dens naturlige følger,” som sådan er umoralsk og derfor må undlades.

Hvis ægtefællerne ved prævention adskiller disse to betydninger, som Gud, Skaberen, har indskrevet i mands og kvindes væsen og i deres seksuelle forenings dynamik, gør de sig selv til herre over Guds plan; de ”manipulerer med” og nedværdiger den menneskelige seksualitet – og dermed sig selv og ægtefællen -, fordi de berøver den den værdi, der er forbundet med en ”total” hengivelse. Mens den seksuelle forening ifølge hele sin natur giver udtryk for ægtefællernes uforbeholdne gensidige given sig til hinanden, bliver den gennem prævention til en objektiv selvmodsigende gestus ved, at man ikke-giver-sig-selv-helt til den anden. Dette fører altså foruden en aktiv afvisning af åbenhed over for livet også til en forfalskning af den indre sandhed i den ægteskabelige kærlighed, der jo er kaldet til en personal og total hengivelse.

Hvis ægtefællerne derimod ved at holde sig til de ufrugtbare perioder respekterer den uadskillelige sammenhæng mellem samleje og forplantning, tjener de Guds plan og udøver deres seksualitet i overensstemmelse med dens oprindelige dynamik som total hengivelse uden manipulation og uden forfalskning.

I lyset af mange ægtepars erfaring og mange resultater fra de videnskaber, der beskæftiger sig med mennesket, kan og må teologien yderligere studere og uddybe den antropologiske og samtidig moralske forskel mellem prævention og benyttelse af kvindens ufrugtbare perioder. Det er en forskel, der er langt større og mere dybtgående, end man i almindelighed forestiller sig, og som i sidste instans hænger sammen med to totalt uforenelige opfattelser af den menneskelige person og den menneskelige seksualitet. Når man vælger at tage hensyn til kvindens naturlige rytme, accepterer man personens, kvindens, rytme og dermed accepterer man også dialogen, den gensidige respekt, det fælles ansvar og selvbeherskelsen. At acceptere den naturlige rytme og indlade sig på en dialog betyder at anerkende såvel den åndelige som den legemlige karakter af det ægteskabelige samliv og at leve den personale kærlighed med dens krav om troskab. I denne sammenhæng erfarer ægteparret, at det ægteskabelige samliv beriges med den ømhed og den hengivenhed, der udgør sjælen i den menneskelige seksualitet – også i dens legemlige dimension. På den måde respekteres og understøttes seksualiteten i dens ægte og fuldt menneskelige dimension og ”benyttes” aldrig som en genstand, hvad der ville sønderbryde den personale enhed af sjæl og legeme og således skade Guds skabning der, hvor natur og person er mest intimt forbundet.

 

Hvad har pave Benedikt 16. sagt om Humanae vitae?   

Benedikt”Hvad der var sandt i går, er også sandt i dag. Den sandhed, som udtrykkes i Humanae Vitae, ændrer sig ikke,” sagde pave Benedikt i en tale på en international kongres i 2008 på 40- årsdagen for Paul 6.’s rundskrivelse

 

Ærværdige brødre i bispe- og præsteembedet,

Kære brødre og søstre,

Med stor glæde modtager jeg jer ved afslutningen af jeres arbejde, som har været viet til en refleksion over et gammelt og dog altid nyt problem: ansvaret og respekten for det menneskelige livs opståen. Ganske særligt gælder min hilsen ærkebiskop Rino Fisichella, rektor for det pavelige Lateran-Universitet, som har taget initiativet til denne internationale kongres, og jeg takker ham for hans velkomstord til mig. Ligeledes retter jeg en tak til de lærde talere og foredragsholdere samt til alle deltagere, som har beriget disse travle arbejdsdage med deres indlæg. Disse indlæg er et frugtbart bidrag til den stadigt voksende videnskabelige litteratur om dette på én gang kontroversielle og dog for menneskehedens fremtid afgørende spørgsmål.

I den pastorale konstitution om Kirken i den moderne verden, Gaudium et Spes, opfordrede Det Andet Vatikankoncil allerede forskere til at forene deres kræfter for at opnå en fælles indsigt og en velunderbygget vished om de betingelser, der kan fremme ”en acceptabel fødselsregulering” (nr. 52). Min forgænger, hvis minde vi holder højt i ære, Guds tjener, Paul VI, offentliggjorde sin encyklika Humanae Vitae den 25. juli 1968. Dokumentet blev snart efter et modsigelsens tegn.

I betragtning af den vanskelige situation, der forelå, da det blev udarbejdet, er det med sin bekræftelse af Kirkens ubrudte lære og tradition udtryk for et betydeligt mod. Denne tekst, som alt for ofte er blevet misforstået og misfortolket, gav også anledning til megen diskussion, fordi den blev offentliggjort i begyndelsen af en periode præget af protestbevægelser, som påvirkede hele generationers levevis. Fyrre år efter dens offentliggørelse fremstår denne lære ikke blot som udtryk for en uændret sandhed, men vidner også om med hvilken fremsynethed problemet blev behandlet.

Således beskrives kærligheden mellem ægtefællerne som en del af en altomfattende proces, som ikke standser ved adskillelsen mellem sjæl og legeme og heller ikke ensidigt styres af følelserne, som ofte er flygtige og forgængelige, men som omfatter hele personen og det, at ægtefællerne betingelsesløst hengiver sig til hinanden, når de helt af egen fri vilje lover hinanden livslang troskab og kærlighed. Hvordan skulle en sådan kærlighed kunne lukke sig for livets gave? Livet er altid en uvurderlig gave; hver gang et nyt liv bliver til, oplever vi Guds skabende kraft, som sætter sin lid til mennesket og således kalder os til at bygge fremtiden op med den kraft, som håbet giver os.

Kirkens læreembede kan ikke fralægge sig sin forpligtelse til en fornyet og til stadighed dybere refleksion over de grundlæggende principper, der vedrører ægteskabet og det at sætte børn i verden. Hvad der var sandt i går, er også sandt i dag. Den sandhed, som udtrykkes i Humanae Vitae, ændrer sig ikke. Tværtimod, netop i lyset af nye videnskabelige erkendelser viser dens lære sig til stadighed som mere vedkommende og indbyder os således til fornyet refleksion over de værdier, den rummer.

Den nøgle, der åbner døren for en konsistent tilgang til disse værdier, er og bliver kærligheden.

I min første encyklika Deus caritas est skrev jeg: ”Mennesket bliver helt sig selv, når legeme og sjæl forenes… men det er hverken ånd eller legeme alene, der elsker: det er mennesket, personen, der elsker, det hele menneske, der består af legeme og sjæl” (nr.5). Uden denne enhed går menneskeværdet tabt, og der opstår en alvorlig risiko for, at legemet slet og ret bliver betragtet som en ting, der kan gøres til genstand for køb eller salg. I en kultur, der sætter det at eje noget højere end det at være noget, risikerer menneskelivet at miste sin værdi. Når seksuallivet bliver til et narkotikon, der trælbinder partneren til ens eget begær og interesser uden at respektere den elskedes naturlige cyklus, så drejer det sig ikke længere i første række om at forsvare den rette opfattelse af kærligheden, men om at forsvare menneskets værdighed som person. Som troende kan vi aldrig tillade, at teknikken får magt til at underminere kærligheden og livets hellighed.

Det er ingen tilfældighed, at Jesus, når han taler om menneskelig kærlighed, henviser til, hvad Gud gjorde i begyndelsen, da han skabte mennnesket. (jfr. Matt 19,4-6). Hans lære henviser til en ufortjent handling fra Guds side, hvorved Skaberen ikke blot ville lade sin kærligheds rigdom, som åbner sig og skænker sig selv til alle, komme til udtryk, men også skabe en urtype, som alle menneskelige handlinger bør indrette sig efter. I den ægteskabelige kærligheds frugtbarhed deltager mand og hustru i Faderens skabelsesakt og synliggør, at der ved ægteskabets indgåelse er udtalt et ægte ”ja,” som bliver levet i gensidighed, og som forbliver åbent over for livet. Den dybe sandhed i dette Guds ord står uforandret fast og kan ikke ophæves af de forskellige og til tider indbyrdes modstridende teorier, som i årenes løb har afløst hinanden. Naturretten, som ligger til grund for anerkendelsen af personers og nationers lige rettigheder, burde også blive anerkendt som den rettesnor, der gælder for det indbyrdes forhold mellem ægtefællerne og deres ansvar for at sætte børn i verden. Videregivelsen af livet er indskrevet i naturen, og dens love er en uskreven norm, som alle må henholde sig til. Ethvert forsøg på at se bort fra dette princip vil være frugtesløst og ikke have nogen fremtid for sig.

Det er bydende nødvendigt, at vi genopdager den pagt, som altid var frugtbar, så længe den blev respekteret. I denne pagt kommer fornuft og kærlighed i første række. En skarpsindig mester som

Guillaume de Saint-Thierry kunne skrive ord, som viføler har gyldighed den dag i dag: ”Når kærlighed og fornuft gensidigt støtter hinanden, belærer fornuften kærligheden, mens kærligheden oplyser fornuften. Fornuften lægger sig op ad kærlighedens indskydelser, mens kærligheden holder sig inden for fornuftens grænser. På denne måde formår de sammen at udrette store ting” (De Natura et dignitate amoris, 21, 8).

Hvad er det for ”store ting,” der her er tale om? Det er den ansvarlighed over for livet, som kommer til udfoldelse og modning, når et menneske hengiver sig til et andet. Det er frugten af en kærlighed, som kan overveje og vælge i fuldstændig frihed uden at lade de ofre, dette måtte medføre, få indflydelse på valget. Af denne kærlighed udspringer det livets mirakel, som forældrene   oplever som noget helt  enestående, når de føler, hvad der sker med dem selv og i kraft af dem selv.

Ingen kunstig teknik kan erstatte ægtefællernes gensidige kærlighedsakt, som viser hen til det store  mysterium, at de herved personligt tager aktivt del i skabelsesakten.

Ikke desto mindre bliver man med stigende hyppighed vidne til sørgelige begivenheder, der tyder på, at unge ikke er bevidst om livets mysterium og heller ikke opmærksom på de skadelige virkninger af deres adfærd. Det akutte behov for undervisning, som jeg ofte omtaler, er især et behov for at formidle den kristne lære om livet. Jeg håber inderligt, at man i så henseende ganske særligt vil have opmærksomheden rettet mod de unge, så at de kan lære at forstå den sande betydning af kærligheden og blive forberedt hertil af en kvalificeret seksualundervisning, der kan ruste dem mod at lade sig forlede af overfladiske budskaber, som hindrer dem i at trænge ind til sandhedens kerne.

Det tjener ikke et samfund, der påberåber sig principper om frihed og demokrati, til ære at udbrede falske illusioner om kærligheden eller at tilsløre sandheden om det ansvar, mennesker er kaldet til at påtage sig gennem udøvelsen af deres seksualitet. Frihed kan ikke adskilles fra sandhed og ansvarlighed, fra den kærlighed, som også kan kræve ofre. Uden disse elementer får det menneskelige fællesskab ingen næring og risikerer at blive spærret inde i en selvdestruktiv egoisme.

Humanae vitae’s lære er ikke enkel og ukompliceret. Ikke desto mindre stemmer den overens med den struktur, som siden verdens skabelse har ligget til grund for den måde, livet er blevet videregivet på – i respekt for naturen og i overensstemmelse med dens krav. Respekten for menneskelivet og hensynet til menneskets værdighed gør det nødvendigt, at vi ikke lader noget uforsøgt i bestræbelsen på at delagtiggøre alle i sandheden om den ansvarlige kærlighed mellem ægtefællerne i fuldkommen troskab over for den lov, som er indskrevet i ethvert menneskes hjerte.

Med dette på hjerte giver jeg jer alle den apostoliske velsignelse.