Har vi glemt forfølgelserne af de kristne i Asien?
Kommentarer lukket til Har vi glemt forfølgelserne af de kristne i Asien? 199 14 december, 2019 Nyheder december 14, 2019 Indlæg af

Har vi glemt forfølgelserne af de kristne i Asien?

Den internationale hjælpeorganisation Aid to the Church in Need (ACN) udsendte i oktober en rapport om kristenforfølgelser i verden i dag i perioden 2017-2019, hvor den pakistanske ærkebiskop af Karachi kardinal Joseph Coutts i sin indledning minder om, at det er en dokumenteret kendsgerning, at kristendommen i dag er den mest forfulgte religion i verden.

Rapporten, som redegør for situationen i 12 forskellige lande, har især fokus på Myanmar (Burma), Kina, Indien, Filippinerne og Sri Lanka, hvor situationen til stadighed er blevet forværret i den nævnte periode. I Indien er antallet af overgreb således steget fra 440 i i 2017 til 477 i 2018, mens der i det første kvartal af 2019 er indberettet 117 angreb på kristne.

Rapporten nævner tre kategorier af ansvarlige for de voldelige handlinger: nationalistiske ekstremister, militante islamister, og sidst, men ikke mindst autoritære regimer.

Kina

I den sidstnævnte kategori er Kina det mest iøjnefaldende eksempel:

”I april 2018 fik on line-boghandlere forbud mod at sælge Bibelen. Herefter er den nye version, som er forenelig med sinificeringen og socialismen, den eneste tilladte.

I november 2018 blev biskop Peter Shao Zhumin, som tilhører den katolske undergrundskirke, arresteret for femte gang i de sidste to år. Det forlød, at han blev holdt i isolation og udsat for kommunistisk indoktrinering i 10-15 dage.

I februar 2019 blev 44 medlemmer af en kristen frikirke, herunder 11 børn, arresteret i byen Chengdu i provinsen Sichuan. Et ægtepar blev slået i ansigtet af en politibetjent på stationen, mens en anden officer slog løs på præstens mor, greb hende i håret og sparkede hende, mens en kollega holdt hende nede. De fleste medlemmer blev løsladt dagen efter. Andre blev tilbageholdt i administrativ detention, dvs. på ubestemt tid og uden at blive stillet for en domstol. Kirken var formelt blevet lukket af de lokale myndigheder i december 2018, hvor præsten og 160 medlemmer af menigheden blev arresteret og anklaget for at tilskynde til ”oprør mod statsmagten”.

I marts 2019 indførte myndighederne i Canton (hovedstaden i provinsen Guangdong) kontante dusører til alle, der skaffer informationer om undergrundskirker og andre uofficielle mødesteder. Størrelsen af dusørerne varierer fra 100 til 10.000 yuan – det sidste svarende til to måneders gennemsnitsløn – afhængigt af, om oplysningerne hjælper politiet til at identificere og arrestere medlemmer af uofficielle religiøse grupper.”

Alt dette er endnu et vidnesbyrd om, at den famøse aftale, som blev indgået mellem Vatikanet og Kina i september 2018, ikke har bedret forholdene for de kinesiske katolikker, som holder fast ved undergrundskirken til forskel fra den regeringskontrollerede såkaldt katolske patriotiske association.

Indien

I indien blev der i den ovennævnte toårsperiode indberettet overgreb mod kristne i 24 af de 29 delstater. Der er tale om drab på konvertitter til kristendommen, seksuelle overgreb som f.eks. massevoldtægter af fem kvinder, som arbejdede for en kristen NGO i Jharkhand, og hærværk mod kirker. Således har over 100 kristne kirker måttet lukke i 2018 på grund af ekstremistiske angreb – især fra aggressive hinduer – eller som følge af overgreb fra myndighedernes side. Tilsvarende konstaterer rapporten, at myndighederne i mange tilfælde undlader at gribe ind over for voldshandlinger mod kristne, således at den type forbrydelser i realiteten er blevet straffri. Hertil kommer, at der i ni indiske delstater er vedtaget love med henblik på at begrænse antallet af konversioner.

Hele rapporten kan downloades her: https://acnuk.org/resource/persecuted-and-forgotten-2017-2019/

Den har titlen ”Persecuted and Forgotten? 2017-2019 – en klar hentydning til den vestlige verdens udbredte ligegyldighed over for kristenforfølgelserne i denne som i andre dele af verden.