Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste…
Kommentarer lukket til Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste… 478 03 september, 2016 Magasin september 3, 2016 Indlæg af

Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste…

Søndag den 4. september bliver Moder Teresa helgenkåret i Rom af pave Frans. Det er der allerede sagt og skrevet meget om. Vi har valgt at give hende selv ordet og bringer her en oversættelse af en af hendes berømte taler, hvor hun på sin velkendte ligefremme facon taler om Guds kærlighed, men i den forbindelse også tager fat på den vestlige verdens største tabu: drabet på det ufødte barn.  

 

MODER TERESAS TALE 

ved National Prayer Breakfast den 3. februar 1994 i Washington

 

På den yderste dag vil Jesus sige til dem ved sin højre side:

”Kom ind i mit rige. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var syg, og I tog jer af mig.”

Så vil Jesus vende sig til dem på sin venstre side og sige:

”Gå bort fra mig. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var syg, og I tog jer ikke af mig.”

Og de vil spørge ham:

”Hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller syg, uden at vi hjalp dig?”

Og Jesus vil svare dem:

”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!”

 

Da vi er kommet her for at bede sammen, synes jeg det ville være smukt, om vi begyndte med en bøn, som meget godt udtrykker, hvad Jesus ønsker, at vi skal gøre for disse mindste. Den hellige Frans af Assisi forstod fuldt ud, hvad Jesus sagde, og hans liv var som én lang bøn. Det er en bøn, som har et budskab til alle mennesker. Så lad os bede sammen:

 

 Den hellige Frans af Assisis bøn

Herre, gør mig til redskab for din fred.

Hjælp mig at sprede kærlighed, hvor hadet hersker,

tro, hvor tvivlen råder,

håb, hvor der er angst og nød.

Hjælp mig at bringe forsoning, hvor der er begået uret,

at skabe enighed, hvor der er strid,

at sprede lys, hvor der er mørke,

at bringe glæde, hvor sorgen tynger.

Mester hjælp mig at søge

ikke så meget at blive trøstet som at trøste,

ikke så meget at blive forstået som at forstå,

ikke så meget at blive elsket som at elske.

For det er ved at give, at vi får,

ved at tilgive, at vi selv får tilgivelse,

ved at miste vores liv, at vi finder det,

og ved at dø, at vi opstår til evigt liv.

 

Lad os takke Gud for den mulighed, han har givet os i dag, for at komme her og bede sammen. Vi er især kommet for at bede for fred, glæde og kærlighed. Vi bliver mindet om, at Jesus kom for at bringe godt nyt til de fattige. Han fortalte os, hvad godt nyt er, da han sagde: ”Min fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer.” Han kom ikke for at give os denne verdens fred, som kun betyder, at vi ikke er til besvær for hinanden. Han kom for at give os hjertets fred, som kommer af at elske, af at gøre godt mod andre.

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn – det var en gave. Gud gav Jomfru Maria sin Søn, og hvad gjorde hun så med ham? Lige så snart Jesus kom ind i Marias liv, skyndte hun sig af sted for at fortælle den gode nyhed. Og da hun kom til Elisabeths hus, fortæller Bibelen os, at det ufødte barn – det barn, Elisabeth bar i sin mave – sprang i hende af fryd. Endnu mens Jesus lå i Marias mave, bragte han fred til Johannes Døberen, som sprang af glæde i Elisabeths mave.

Og som om det ikke var nok, at Guds Søn skulle blive en af os og bringe fred og glæde, mens han endnu lå i Marias mave, døde Jesus også på korset for at vise os denne endnu større kærlighed. Han døde for dig og mig, og for den spedalske og for den mand, der dør af sult, og for den, der ligger nøgen på gaden – ikke kun i Calcutta, men i Afrika og alle mulige andre steder. Vores søstre tjener disse fattige mennesker i 105 lande over hele verden. Jesus insisterede på, at vi skal elske hinanden, sådan som han elsker hver eneste af os.

Jesus gav sit liv for at elske os, og han siger til os, at også vi skal gøre alt, hvad der kræves af os, for at vi kan være gode mod hinanden. I Evangeliet siger Jesus det meget tydeligt: ”Elsk hinanden, som jeg har elsket jer.” Jesus døde på korset, fordi det var det, der krævedes af ham, for at han kunne gøre os noget godt – frelse os fra vores egen syndige egoisme. Han gav afkald på alt for at gøre sin Faders vilje, for at vise os, at også vi skal være villige til at give afkald på alt for at gøre Guds vilje – at elske hinanden, som han elsker enhver af os. Hvis vi ikke er villige til det, slipper vi ikke af med synden. Det er derfor, at også vi må ofre os for hinanden, indtil det gør ondt.

Det er ikke nok, at vi siger: Jeg elsker Gud. Jeg skal også elske min næste. Johannes siger, at man er en løgner, hvis man siger, at man elsker Gud, men ikke elsker sin næste. Hvordan kan man elske Gud, som man ikke kan se, hvis man ikke elsker sin næste, som man kan se og røre ved, og som man lever sammen med?

Derfor er det meget vigtigt for os at indse, at kærlighed, hvis det er ægte kærlighed, må gøre ondt. Jeg må være villig til at gøre hvad som helst for ikke at skade andre, men gøre dem noget godt. Det kræver, at jeg er villig til at give, indtil det gør ondt. Ellers er der ikke nogen sand kærlighed i mig, og jeg bringer uretfærdighed, ikke fred til mine omgivelser.

Det gjorde ondt på Jesus at elske os. Vi er blevet skabt i hans billede til noget større, til at elske og blive elsket. Vi må iklæde os Kristus, som Skriften fortæller os. Og derfor er vi blevet skabt til at elske og blive elsket, og Gud er blevet menneske for at gøre det muligt for os at elske, sådan som han elskede os. Jesus gør sig til den sultne, den nøgne, den hjemløse, den uønskede og siger: I gjorde det mod mig. På den yderste dag vil han sige til dem ved sin højre side: Alt hvad I gjorde mod en af disse mine mindste, gjorde I mod mig. Og han vil også sige til dem ved sin venstre side: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!

Da Jesus hang døende på korset, sagde han: ”Jeg tørster.” Jesus tørster efter vores kærlighed, og det er den tørst, som alle føler, både fattige og rige. Vi tørster alle efter andres kærlighed, efter at de bestræber sig på ikke at skade os, men gøre os godt. Det er den sande kærlighed: at give indtil det gør ondt. Jeg vil aldrig kunne glemme den oplevelse jeg havde, da jeg besøgte en institution, hvor man opbevarede alle disse gamle forældre, som deres sønner og døtre bare havde anbragt der og måske glemt. Jeg kunne se, at de gamle havde alting: god mad, god plads, fjernsyn, alt muligt. Men de sad alle sammen og kiggede hen mod døren. Og der var ingen af dem, der smilede. Jeg vendte mig om til den søster, der passede dem, og spurgte: ”Hvordan kan det være, at disse mennesker, som har al mulig komfort, alle sammen ser hen mod døren? Hvorfor smiler de ikke?” Og søsteren svarede: ”Sådan er det næsten hver dag. De sidder og venter og håber på, at en søn eller datter kommer for at besøge dem. De er kede af det, fordi de er blevet glemt.”

Og ser I, det at man ikke elsker, fører til åndelig fattigdom. Måske har vi i vores egen familie nogen, som føler sig ensomme og syge og ængstelige. Er vi der? Er vi der for at være sammen med dem, eller overlader vi det blot til andre at tage sig af dem? Er vi villige til at give, indtil det gør ondt, for at være sammen vores familier? Eller ser vi først på, hvad der gavner os selv? Det er de spørgsmål, vi må stille os selv. Vi må huske på, at kærligheden begynder hjemme hos os selv, og at menneskehedens fremtid skabes i familien.

Det har overrasket mig i den vestlige verden at se så mange unge, der er afhængige af stoffer. Og jeg prøvede at finde ud af hvorfor. Hvorfor er det sådan, når man i Vesten har så mange flere ting end i Østen? Og svaret var: Fordi der ikke er nogen i familien til at tage sig af dem. Vores børn er afhængige af os på alle mulige områder, både med hensyn til deres helbred, deres ernæring, deres sikkerhed og deres mulighed for at kende og elske Gud. I alle disse sammenhænge ser de hen til os med tillid, håb og forventninger. Men ofte har far og mor så travlt, at de ikke har tid til deres børn, eller måske er de ikke engang gift eller er gået fra hinanden. Så strejfer børnene rundt på gaderne og begynder at tage stoffer eller noget andet. Her taler vi om kærlighed til barnet, som er der, hvor kærlighed og fred nødvendigvis må begynde. Det er sådanne ting, som modvirker freden.

Men jeg mener, at den faktor, der i dag gør mest for ødelægge freden er abort, fordi den er en krig mod barnet, et overlagt drab på det ufødte barn, et mord udført af moderen selv. Hvis vi accepterer, at en mor kan dræbe sit eget barn, hvordan kan vi så fortælle andre, at de ikke skal slå hinanden ihjel?

Hvordan overtaler vi en kvinde til ikke at få en abort? Som altid må vi bruge kærligheden til at overtale hende og minde os selv om, at kærlighed betyder at være villig til at give, indtil det gør ondt. Jesus gav endda sit liv af kærlighed til os. Så den mor, som overvejer en abort, bør hjælpes til at elske, det vil sige til at give, så det går ud over hendes planer eller hendes fritid, og til at respektere sit barns liv. Faderen til barnet må også give, indtil det gør ondt.

Ved at få en abort lærer moderen ikke at elske, men dræber endda sit eget barn for at løse sine egne problemer. Og ved en abort fortæller man faderen, at han overhovedet ikke behøver at tage ansvar for det barn, han har sat i verden. Og faderen vil sandsynligvis bringe andre kvinder i samme situation. Så abort fører bare til flere aborter.

Et hvilket som helst land, der accepterer abort, lærer ikke mennesker at elske, men lærer dem at gribe til vold for at opnå, hvad de ønsker. Derfor er abort kærlighedens og fredens største fjende.

Mange mennesker bekymrer sig meget for børnene i Indien og for børnene i Afrika, hvor ganske mange dør af sult. Mange mennesker er også bekymrede over volden i dette store land USA. Den bekymring er helt berettiget. Men ofte bekymrer de samme mennesker sig ikke om de millioner, som efter en velovervejet beslutning bliver dræbt af deres egne mødre. Og det er dette, som er den største trussel for freden i dag – abort, som fører mennesker til en sådan grad af blindhed.

Og derfor kommer jeg med denne opfordring i Indien og alle andre steder: Lad os tage barnet til os igen. Barnet er Guds gave til familien. Hvert eneste barn er skabt i Guds billede og lighed til noget større – at elske og blive elsket. I dette Familiens År må vi igen sætte barnet i centrum for vores pleje og omsorg. Det er den eneste måde, vores verden kan overleve på, fordi vores børn er det eneste håb for fremtiden. Når de gamle bliver kaldt hjem til Gud, er det dem, der skal udfylde deres plads.

Men hvad siger Gud til os? Han siger: ”Selv om en mor skulle glemme sit barn, glemmer jeg ikke dig. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig.” Vi er indgraveret i hans hånd, det ufødte barn er indgraveret i Guds hånd fra undfangelsen og er kaldet af Gud til at elske og blive elsket, ikke blot nu i dette liv, men til evig tid. Gud kan aldrig glemme os.

Jeg vil fortælle jer noget smukt. Vi bekæmper abort med adoption – ved at tage os af moderen og sørge for, at hun kan bortadoptere sit barn. Vi har reddet tusinder af liv. Vi har henvendt os til klinikker, hospitaler og politistationer og bedt dem om ikke at slå barnet ihjel, men give det til os. Så vi har altid nogen, der kan sige til de mødre, der har problemer: Kom, vi vil hjælpe dig, vi vil finde et hjem til dit barn. Og vi har en kolossal efterspørgsel fra ægtepar, der ikke kan få børn. Alene fra vores børnehjem i Calcutta har vi reddet 3.000 børn fra at blive aborteret.

Jeg er klar over, at ægtepar er nødt til at planlægge deres familie. Løsningen på det problem er naturlig familieplanlægning, ikke prævention. Ved at bruge prævention, som ødelægger evnen til at give liv, gør en mand og hans kone noget mod sig selv. Det får dem hver især til at vende opmærksomheden mod sig selv og ødelægger dermed kærlighedens gave i dem begge. Mand og kone bør rette deres opmærksomhed mod hinanden, som det sker, når man bruger naturlig familieplanlægning, ikke ind mod sig selv, som det sker med prævention. Så snart den levende kærlighed bliver ødelagt af prævention, følger aborten meget let efter.

De fattige er pragtfulde mennesker. De kan lære os så mange smukke ting. Engang kom en af dem for at takke os, fordi vi havde lært hende at bruge naturlig familieplanlægning, og sagde: ”I folk, som lever i cølibat, er de bedste til at lære os naturlig familieplanlægning, fordi det i grunden bare drejer sig om selvbeherskelse af kærlighed til hinanden.”

Når jeg samler en person op fra gaden, som er sulten, giver jeg ham en tallerken ris og et stykke brød. Men når det drejer sig om en person, som føler sig uønsket, ikke elsket, skræmt, som er udelukket fra samfundet, så er denne åndelige fattigdom langt vanskeligere at overvinde. Og abort, som ofte følger i kølvandet på prævention, gør mennesker åndeligt fattige. Det er den værste form for fattigdom. De, som er fattige i materiel forstand, kan være vidunderlige mennesker.

En aften gik vi ud og samlede fire mennesker op fra gaden. Og en af dem var i en helt elendig tilstand. Jeg sagde til søstrene: ”I tager jer af de tre andre, så vil jeg tag mig af hende, der ser værst ud.” Så jeg gjorde for hende alt, hvad min kærlighed kan gøre. Jeg lagde hende i seng, og der var sådan et smukt smil på hendes ansigt.

Hun greb fat i min hånd og sagde kun dette ene ord: ”Tak”, og så døde hun. Jeg kunne ikke lade være med at granske min egen samvittighed, mens jeg sad hos hende. Og jeg spurgte: Hvad ville jeg have sagt i hendes sted? Og mit svar var ganske enkelt. Jeg ville have forsøgt at få lidt opmærksomhed. Jeg ville have sagt: ”Jeg er sulten, jeg er døende, jeg fryser, jeg har smerter” eller noget i den retning. Men hun gav mig meget mere. Hun gav mig sin taknemmelighed og kærlighed. Og hun døde med et smil på sit ansigt.

Så var der manden, vi samlede op fra rendestenen, halvvejs ædt af orme. Da vi havde bragt ham hjem, sagde han blot: ”Jeg har levet som et dyr på gaden, men jeg skal dø som en engel under kærlig pleje.” Da vi havde fjernet ormene fra hans krop, sagde han blot med et stort smil: ”Søster, nu skal jeg hjem til Gud” – og så døde han. Det var så vidunderligt at opleve det menneskeligt store hos denne mand, som kunne tale sådan uden at bebrejde nogen noget, uden at sammenligne sin skæbne med andres.

Vi er ikke socialarbejdere. Det kan godt være, at vi i visse menneskers øjne udfører socialt arbejde, men vi er nødt til at være kontemplative midt i denne verden. For vi rører ved Jesu legeme og er altid i hans nærvær. I skal også bringe Guds nærvær ind i jeres familie, for den familie, der beder sammen, bliver sammen.

Jeg havde den mest fantastiske oplevelse med næstekærlighed hos en familie, der er hinduer. En mand kom til vores hus og sagde: ”Moder Teresa, der er en familie, som ikke har fået noget at spise i længere tid. I må gøre noget.” Så jeg tog noget ris og gik straks derhen. Og jeg så børnene. Deres øjne udstrålede sult. Jeg ved ikke, om I nogensinde har set sult. Jeg har set det meget ofte.

Moderen tog imod risen og gik ud. Da hun kom tilbage, spurgte jeg hende: ”Hvor gik du hen? Hvad lavede du?” Og hun gav mig et meget enkelt svar: ”De er også sultne.” Det, der slog mig, var, at hun var klar over det. Det var en muslimsk familie, og hun vidste det. Jeg bragte hende ikke mere ris den aften, for jeg ville give dem – hinduerne og muslimerne – lejlighed til at opleve glæden ved at dele.

Og så var der børnene, som strålede af glæde og delte glæden og freden med deres mor, fordi hun havde kærligheden til at give, indtil det gør ondt. Og, forstår I, det er der, hvor kærligheden begynder – i hjemmet, i familien.

Lad os drage denne konklusion, at intet barn bør være uønsket, mangle kærlighed og omsorg – eller blive dræbt og kastet bort. Giv, indtil det gør ondt med et smil! Fordi jeg taler så meget om at give med et smil, var der en professor fra USA, der engang spurgte mig: ”Er De gift?” Og jeg svarede: ”Ja, og jeg finder det engang imellem meget vanskeligt at smile til min ægtemand, Jesus, fordi han kan være meget krævende.”

Og det er her, kærligheden opstår – når den er krævende, og vi alligevel kan give den med glæde. Noget af det mest krævende for mig er at rejse omkring og hele tiden være i mediernes søgelys. Jeg har sagt til Jesus, at hvis jeg ikke kommer i himlen af andre årsager, så må det i det mindste blive på grund af al denne rejseaktivitet med al den publicity, der følger med. For den har lutret mig og helliggjort mig og virkelig beredt mig til at komme i himlen.

Hvis vi husker på, at Gud elsker os, og vi kan elske andre, som han elsker os, så kan Amerika blive et fredens tegn i verden. Herfra må et tegn på omsorg for de svageste af de svage – det ufødte barn – udgå til verden. Hvis I bliver en brændende fakkel for retfærdighed og fred i verden, så vil I virkelig blive tro mod det, som grundlæggerne af dette samfund stod for. Gud velsigne jer!