Gensyn med Johannes Paul 2.
Kommentarer lukket til Gensyn med Johannes Paul 2. 377 21 maj, 2020 Magasin maj 21, 2020 Indlæg af

Gensyn med Johannes Paul 2.

Af Torben Riis

Den 18. maj i år var 100-året for pave Johannes Paul 2.’s fødsel. Han døde i 2005 efter et usædvanligt langt pontifikat fra oktober 1978 til den 2. april 2005. Mange vil især huske ham for hans karismatiske fremtoning, andre for hans bidrag til kommunismens fald i Sovjetunionen og Østeuropa og andre igen for hans utrættelig bestræbelser på at genskabe enheden i den splittede postkonciliære Kirke – for slet ikke at tale om hans uforfærdede kamp for de ufødte børn – en kamp, han betegnede som det vigtigste arbejde i verden.

Hans skriftlige produktion omfatter foruden 5 bøger 14 rundskrivelser, 15 apostoliske skrivelser, 11 apostoliske konstitutioner og 45 apostoliske breve – tekster, der som hovedregel var langt mere ordrige end hans forgængeres. Blot et enkelt eksempel: Leo 13.’s rundskrivelse om sociale spørgsmål Rerum novarum (1891) fyldte 14.400 ord, mens Johannes Paul i sine tre rundskrivelser om samme problemkreds Laborem exercens (1981), Sollicitudo rei socialis (1987) og Centesimus annus (1991) i alt brugte ca. 71.400 ord. Det siger noget om, at at problemernes omfang og kompleksitet havde udviklet sig betragteligt siden Leo 13.’s tid – men også om, at Johannes Paul var bevidst om at skrive og tale til en ny tids mennesker, der ikke uden videre tog imod Kirkens budskab. Med andre ord: man ville ikke længere blot høre, hvad Kirken siger, men også have en forklaring på, hvorfor den gør det.

”Som et lysende tegn”

Johannes Paul blev saligkåret (det første skridt på vejen til helgenkåring) den 1. maj 2011. I det dekret, som officielt bekendtgjorde saligkåringen, fremhæves det, at Johannes Paul 2.’s pontifikat står ”som et lysende tegn” – ikke blot for alverdens katolikker, men for folk over hele verden af enhver tro og overbevisning: »Verdens reaktion på hans livsførelse, på den måde, han udviklede sin apostoliske sendelse på, frem til den måde, han bar sine lidelser på, til beslutningen om at fortsætte i Petersembedet til det sidste i overensstemmelse med det guddommelige Forsyns vilje, og endelig, reaktionen på hans død, de mange, der i forbindelse med begravelseshøjtidelighederne råbte ”santo subito” – alt dette var solidt funderet i oplevelsen af at have mødt det menneske, som paven var.«

Denne oplevelse af at stå over for et menneske med en skæbne og et kald, som ikke ganske er af denne verden, har næppe nogen formuleret mere udtryksfuldt end den tjekkiske systemkritiker og dramatiker Václav Havel, da han som nyvalgt præsident for det daværende Tjekkoslovakiet i april 1990 bød pave Johannes Paul velkommen med disse ord:

»Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad et mirakel er. Alligevel tror jeg nok, at jeg i dette øjeblik deltager i et mirakel: Den mand, som for et halvt år siden blev arresteret for statsfjendtlig virksomhed, står her i dag som den selvsamme stats præsident og byder velkommen til den første pave i den katolske Kirkes historie, som nogensinde har sat foden på tjekkisk jord…

Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad et mirakel er. Alligevel tror jeg nok, at jeg i dette øjeblik deltager i et mirakel: Til et land, som var hærget af hadets ideologi, er kærlighedens budbringer ankommet; til et land, som var hærget af den uvidendes regimente, er det levende symbol på kulturen ankommet; til et land, som indtil for nylig var hærget af forestillingen om konfrontation og splittelse i verden, er fredens, dialogens, den gensidige tolerances, agtelsens og den stilfærdige forståelses budbringer – budbringeren af broderlig enhed i forskelligheden – ankommet.

I disse lange årtier var Ånden fordrevet fra vort land. Jeg har den ære at overvære det øjeblik, da dets jord bliver kysset af spiritualitetens apostel.

Velkommen til Tjekkoslovakiet, Deres Hellighed.«

Et modsigelsens tegn

Nu skal man ikke af disse ord lade sig forlede til at tro, at Johannes Pauls pontifikat overalt formede sig som et triumftog, men tage i betragtning, at ordene blev udtalt af en østeuropæisk kulturpersonlighed, en intellektuel af en ganske særlig støbning, der ligesom Johannes Paul havde et førstehånds kendskab til, hvad det vil sige at leve med censur og tvang under et totalitært regime.

Havels underskrift på det tjekkiske frihedsmanifest Charta 77 havde således indbragt ham en fængselsdom på 4½ år, hvoraf 3½ blev afsonet, og det var blot et af mange fængselsophold og konfrontationer med det kommunistiske regime, hvor hans personlige mod og moralske integritet havde stået sin prøve. Heraf hans særlige forudsætninger for at forstå og værdsætte en person som Johannes Paul 2. og ligeledes forstå og værdsætte, hvad begreber som kultur, tolerance og åndelig frihed dybest set rummer. Når Havel var en fejret personlighed i den vestlige verden, skyldtes det, at man i hovedsagen forbandt ham med kampen mod kommunismen i Østblokken. Tilsvarende var Johannes Paul respekteret og positivt omtalt i medierne, for så vidt som han bidrog til kommunismens fald ved at styrke moralen og modstandsviljen i Østblokken og dertil var en utrættelig fortaler for menneskerettighederne.

Det amerikanske Time Magazine kårede ham således som ”Man of the year” i 1994 – ikke fordi bladet grundlæggende delte hans synspunkter, men som en anerkendelse både af hans personlige integritet og mod til at sige tingene ligeud og af hans imponerende gennemslagskraft:

»Når han viser sig offentligt, opstår der en elektricitet, som ingen anden på jorden kan matche«, står der i den ledsagende artikel – og »når han taler, er det ikke kun til sin hjord på nær ved en milliard; han forventer, at verden lytter.«

Men netop bladets understregning af hans frygtløshed vidner om, at hans popularitet langt fra var ubegrænset. I det omfang, han udfordrede det politiske og akademiske establishments værdiforestillinger og menneskesyn, var han en forkætret person, et modsigelsens tegn. Modstanden mod ”budbringeren” var massiv, ikke mindst i det sekulariserede Europa, hvor medierne og de toneangivende intellektuelle rynkede på næsen ad den ”polske” paves Maria-fromhed og konsekvente afvisning af at rokke en tøddel ved eksempelvis Kirkens lære om ægteskabets uopløselighed og livets hellighed – kort sagt, alt det, der stødte an mod de forestillinger om mennesket og menneskelivets mening, som var blevet dominerende i de vestlige velfærdssamfund – og, kan vi nu tilføje, stadig er det.

Livets kontra dødens kultur

Hvad dette sidste, respekten for livet, angår, tager Johannes Paul i 1995 i sin rundskrivelse Evangelium vitae en række aktuelle spørgsmål op – alle med relation til den moderne verdens manglende respekt for livets hellighed – fra fosterdiagnostik til eutanasi og provokeret abort. Det er i denne rundskrivelse, Johannes Paul lancerer udtrykkene ”livets kultur” og ”dødens kultur” for at trække en klar skillelinie mellem på den ene side det menneskesyn og den etik, der udspringer af respekten for Guds skaberværk, og på den anden side det materialistiske menneskesyn, der eksempelvis betragter det ufødte menneskeliv som et materiale, der kan kasseres eller udnyttes efter forgodtbefindende.

I denne sammenhæng fordømmer han utvetydigt provokeret abort som et udtryk for ”dødens kultur”:

”Med den myndighed, som Kristus overgav til Peter og hans efterfølgere, erklærer jeg i fællesskab med biskopperne (…) at den direkte, det vil sige som mål og middel intenderede abort altid udgør en alvorlig moralsk uorden, eftersom den er et overlagt drab på et uskyldigt menneske. Denne lære bygger på den naturlige morallov og på Guds skrevne ord; den er overleveret i Kirkens Tradition og forkyndt af det almindelige og universelle læreembede. Ingen omstændighed, ingen hensigt, ingen lov i verden kan nogen sinde retfærdiggøre en handling, der i sig selv er utilladelig, for den er i modstrid med den lov, som er indskrevet i ethvert menneskeligt hjerte, og som kan erkendes af fornuften, og som er forkyndt af Kirken” (62).

Evangelium vitae blev udsendt et halvt år efter FN’s befolkningskonference i Cairo, hvor det på falderebet lykkedes Vatikanet i samarbejde med en række muslimske lande – et samarbejde, som den hjemlige presse ikke var sen til at karakterisere som ”en uhellig alliance” – at forhindre, at provokeret abort af det internationale samfund blev anerkendt som en metode til familieplanlægning. Johannes Paul havde allerede i 1981 i den apostoliske skrivelse Familiaris consortio (30) og i 1987 i Sollicitudo rei socialis (25) undsagt den vestlige verdens befolkningspolitik i form af systematiske kampagner for at nedbringe antallet af børnefødsler i den 3. verden.

Befolkningskontrol

Han henviser i den forbindelse til, at pengestærke internationale organisationer i mange tilfælde påtvinger regeringer og befolkninger deres tilbud om prævention, sterilisationer og abort (såkaldt reproduktiv sundhed) ved at gøre gennemførelsen af kampagnerne til en betingelse for at yde forskellige former for udviklingshjælp. I Evangelium vitae tager han spørgsmålet op igen og fastslår, at det er ”etisk uacceptabelt at opmuntre til for ikke at sige påtvinge brugen af metoder som antikonception, sterilisation og provokerede aborter for at regulere fødselstallet” (91). Ægteparrene, understreger han, skal have mulighed for at træffe deres valg i fuld frihed og ansvarlighed. Dette har som en af sine forudsætninger en mere retfærdig fordeling af goderne, hvilket, tilføjer han, gør arbejdet for ”livets evangelium” til en omfattende og kompleks opgave.

Behøver vi at tilføje, at dette problemkompleks intet har mistet i aktualitet siden da?

Johannes Paul 2. blev helgenkåret i april 2014.

Dele af denne artikel stammer fra min efterskrift til Johannes Paul 2.’s sidste bog ”Erindring og identitet”, som udkom på Katolsk Forlag i 2011 i anledning af saligkåringen.

Læs også: Pave Johannes Paul 2. – den store