Gensyn med EVANGELIUM VITAE
Kommentarer lukket til Gensyn med EVANGELIUM VITAE 266 05 januar, 2021 Magasin januar 5, 2021 Indlæg af

Gensyn med EVANGELIUM VITAE

I det forgangne år var det 25 år siden, pave Johannes Paul 2. udsendte sin skelsættende rundskrivelse ”Evangelium vitae” (Livets evangelium), hvor han med knap 46.000 ord vendte hver en sten i det problemkompleks, der vedrører den moderne verdens overgreb mod menneskelivets værdighed, nærmere bestemt legaliseringen af provokeret abort, eutanasi, prævention og sterilisation. Det var også i denne rundskrivelse, han lancerede det meget sigende udtryk ”livets kultur contra dødens kultur”.

Jeg har valgt at dykke ned i det første kapitel (”Aktuelle trusler mod menneskelivet”- især afsnittene 17-21),  hvor han beskæftiger sig med de samfundsmæssige konsekvenser af de ovennævnte overgreb, fordi hans budskab til os på ingen måde har mistet sin aktualitet siden da.

I afsnit 17 skriver han bl.a.:

”Et blik på menneskehedens situation i dag giver anledning til dyb bekymring, ikke alene fordi overgrebene mod livet efterhånden har bredt sig til så mange områder af samfundet, men også  under indtryk af deres uhyre antal og af, hvor massiv opbakningen er til dem i store dele af befolkningen som følge af, at de stadigt hyppigere bliver lovfæstet og dermed kommer til at involvere dele af personalet i sundhedssektoren.”

”Truslerne mod livet,” konstaterer han, ”er ikke blevet mindre med tiden. Tværtimod antager de kolossale dimensioner. Det er ikke kun trusler udefra såsom naturkatastrofer eller tilfælde af ”Kain-der-dræber-Abel” – nej, det er videnskabeligt og systematisk planlagte trusler. Det 20. århundrede vil blive husket som en periode med massive angreb på livet i form af en endeløs række af krige og en konstant massakre på sagesløse menneskers liv. De falske profeter og falske lærere er dem, der har haft størst succes. Uanset hvilke intentioner der er drivkraften i denne udvikling (…) er det en kendsgerning, at vi står over for en sammensværgelse mod livet, hvor også internationale institutioner er involveret i at propagandere for og planlægge kampagner for prævention, sterilisation og abort.

Endelig lader det sig ikke nægte, at medierne ofte er medskyldige i denne sammensværgelse ved at medvirke til at udbrede den opfattelse, at prævention, sterilisation, abort og eutanasi skal ses som et tegn på fremskridt og som en sejr for friheden, mens de på den anden side beskriver holdninger, der bygger på den ubetingede respekt for livet, som frihedens og fremskridtets fjender.”

I afsnit 18 advarer han mod den moderne verdens misbrug af begreberne ”frihed” og ”menneskerettigheder”:

”Problemet eksisterer også på et kulturelt, socialt og politisk plan, og det er her, dets mest samfundsnedbrydende og foruroligende karakter viser sig som en stadigt mere udbredt tendens til at tolke de nævnte forbrydelser mod livet som legitime udtryk for individets frihed, en frihed, som bør anerkendes og forsvares på linje med virkelige rettigheder.

Således er man nået til et vendepunkt med tragiske konsekvenser som kulminationen på en lang historisk proces, hvor man efter at have opdaget begrebet ”menneskerettigheder” –  forstået som enhver persons iboende ret forud for alle statslige forfatninger og love – i dag  er stødt ind i en forbløffende selvmodsigelse: I en tid, hvor man højtideligt proklamerer den enkeltes ukrænkelige rettigheder og offentligt fremhæver livets værdi, bliver selve retten til livet i praksis fornægtet og trådt under fode, især i livets mest betydningsfulde øjeblikke ved fødsel og død.

På den ene side viser de forskellige menneskerettighedserklæringer og de talrige initiativer, der er inspireret af dem, at der på verdensplan er en voksende tendens til i moralsk forstand at anerkende ethvert menneskes iboende værdi og værdighed uanset race, nationalitet, religion eller politisk eller socialt tilhørsforhold.

På den anden side dementeres disse højtidelige proklamationer ulykkeligvis af kendsgerningerne.  (…) Hvordan lader disse gentagne principerklæringer sig forene med den stadige udbredelse af og hyppige legitimering af angreb på menneskers liv? Hvordan stemmer disse erklæringer overens med, at man vender ryggen til de svage og nødlidende, de ældre og dem, der netop er blevet undfanget? Disse angreb peger i stik modsat retning af respekten for livet og truer direkte hele menneskerettighedskulturen. Der er tale om en trussel, som i sidste instans er i stand til at bringe selve tanken bag den demokratiske sameksistens i fare. Fremfor at være samfund af mennesker, der lever i et fællesskab, risikerer vore byer at udvikle sig til samfund bestående af afviste, marginaliserede, rodløse og undertrykte mennesker. Ser vi herefter på det større globale perspektiv, hvordan kan vi da gøre os fri af den tanke, at de højtidelige forsikringer om både den enkeltes og folkenes rettigheder, som fremsættes i fornemme internationale forsamlinger, ikke er andet end tomme ord, som aldrig bliver ført ud i livet, hvis ikke vi afslører de rige landes egoisme, som udelukker de fattigere lande fra at få del i udviklingen eller gør denne adgang afhængig af tyranniske forbud mod at sætte børn i verden og således skaber en modsætning mellem udvikling og mennesket selv?”   

I afsnit 19 spørger han: Hvor kan vi finde årsagerne til en så urimelig selvmodsigelse? Og svarer:

Vi kan finde dem ved at anlægge en kulturel og moralsk helhedsvurdering, hvor vi først ser på den mentalitet, der lægger overdreven vægt på og endda forvansker subjektivitetsbegrebet ved kun at anerkende den person som et retssubjekt, som fuldt ud er i stand til at tage vare på sig selv, eller som i det mindste er på vej til at gøre sig fri af afhængigheden af andre. Men hvordan kan man forene dette synspunkt med den højtidelige erklæring om, at mennesket ikke må gøres til et middel, men er et mål i sig selv? Menneskerettighederne bygger netop på den grundtanke, at mennesket til forskel fra dyr og ting ikke kan være underlagt andres herredømme.

Dernæst bør vi også komme ind på den tankegang, som er tilbøjelig til at sætte lighedstegn mellem den enkelte persons værdighed og dennes evne til at kommunikere verbalt på en klar eller i hvert fald forståelig måde. Det siger sig selv, at der under sådanne forudsætninger ikke er plads i denne verden for den, der som det ufødte barn eller den døende er et skrøbeligt individ, som øjensynlig er fuldstændig afhængig af andre, og som kun er i stand til at kommunikere gennem en gensidig kærligheds stumme sprog. På denne måde bliver det de stærke, der kommer til at træffe beslutningerne om, hvad der skal ske i menneskers indbyrdes forhold og i samfundslivet. Men det er netop det modsatte af, hvad retsstaten historisk har stået for ved at beskrive sig selv som det samfund, hvor fornuftens klare sprog har afløst magtens logik.

På et andet niveau kan rødderne til modsætningen mellem den højtidelige bekendelse til menneskerettighederne og den tragiske fornægtelse af dem i praksis findes i en opfattelse af friheden, som overlader alt til den enkeltes afgørelse og derfor ikke fremmer solidaritet, åbenhed eller tjeneste for andre. Selv om man kan sige, at tilintetgørelsen af det ufødte liv eller af det liv, der nærmer sig sin afslutning, undertiden kan være motiveret af en misforstået opfattelse af næstekærlighed og medlidenhed, kan man ikke se bort fra, at en sådan dødens kultur i sin helhed er udtryk for en helt igennem individualistisk opfattelse af friheden, som i sidste ende  bliver til de stærkes frihed over for de svage og forsvarsløse.

Det er i dette lys, man skal forstå Kains svar på Herrens spørgsmål: ”Hvor er din bror Abel?”: ”Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?” (1 Mos 4,9). Ja, ethvert menneske skal være sin brors vogter, fordi Gud betror os til hinanden. Og fordi Gud således vil betro det ene menneske til det andet, giver han hvert eneste menneske frihed, en frihed, som grundlæggende rummer en relationel dimension. Det er Skaberens store gave, for friheden  har til opgave at tjene personen og gøre det muligt for den at nå sin egen fuldendelse ved at ofre sig for og tage imod medmennesket. Men hvis frihedens individualistiske dimension bliver enerådende, tømmes den for sin oprindelige mening og fornægter sit kald og sin værdighed. 

Der er et andet endnu mere dybtliggende aspekt, som ikke bør overses: Friheden fornægter sig selv, ødelægger sig selv og bliver et middel til at udslette andre, når den ikke længere anerkender og respekterer sin uløselige sammenhæng med sandheden. Så snart friheden – ud fra et ønske om at gøre sig fri af enhver tradition og enhver autoritet – lukker øjnene for selv de mest indlysende vidnesbyrd om en objektiv og universel sandhed som grundlag for både den enkeltes og samfundets liv, fører det til, at den enkelte i sidste instans gør – ikke sandheden om godt og ondt, men sin egen subjektive og foranderlige mening eller endog sine rent egoistiske interesser eller impulser til det eneste og indiskutable kriterium for sine beslutninger.

Afsnit 20:  En sådan opfattelse af friheden får de indbyrdes relationer mellem mennesker i et samfund til at ændre sig radikalt. Hvis den enkeltes ret til at udfolde sit menneskelige potentiale forstås som en ubegrænset ret til selvbestemmelse, fører det uvægerligt til en fornægtelse af medmennesket, der vil blive opfattet som en fjende, man må forsvare sig mod. Derved bliver samfundet til et antal mennesker, der lever side om side uden indbyrdes relationer, hvor enhver ønsker at pleje sine egne interesser uden tanke for de andre, eller snarere på bekostning af de andre. På den anden side vil man blive nødt til at søge en slags kompromis, hvis man ønsker, at alle samfundsborgere skal sikres så megen frihed som muligt. Dermed forsvinder enhver reference til fælles værdier og til en sandhed, der har gyldighed for alle. Med andre ord, samfundslivet vover sig ind på et område, hvor det synker dybere og dybere ned i en konsekvent værdirelativismes kviksand. Her kan alt diskuteres og gøres til genstand for forhandling, selv den mest fundamentale af alle rettigheder: retten til livet. 

Det er faktisk det, der sker på det højeste politiske niveau: den oprindelige og ukrænkelige ret til livet bliver problematiseret eller fornægtet, når den kun er baseret på en afstemning i parlamentet eller på det, som et flertal i befolkning er enige om. Det er det skæbnesvangre resultat af en enerådende relativisme. Retten ophører med at være en ret, fordi den ikke længere er fast funderet i den menneskelige persons ukrænkelige værdighed, men er gjort afhængig af den stærkeres vilje. Således bevæger demokratiet sig – stik imod sine egne principper – hen mod en decideret totalitarisme. Staten er ikke længere det fælles hus, hvor der er plads til alle i henhold til den fundamentale ligheds principper. Den er blevet til den tyranniske formynderstat, som under påberåbelse af almenvellet tiltager sig retten til at bestemme over de svagestes og mest forsvarløses liv, fra det ufødte barn til den gamle, mens der i virkeligheden kun er tale om at tilgodese et fåtals interesser.

Alt dette sker tilsyneladende helt i overensstemmelse med hævdvundne retsprincipper, for så vidt som de love, der tillader abort eller eutanasi, bliver til ved en afstemning, der overholder de såkaldt demokratiske spilleregler. Men i virkeligheden bunder det, vi står over for her, kun tilsyneladende i respekt for loven. Og det demokratiske ideal – som kun fortjener at blive kaldt sådan, i det omfang det anerkender og beskytter ethvert menneskes værdighed som person – bliver forrådt i selve sin grundvold: ”Hvordan kan man endnu tale om den menneskelige persons værdighed, når man tiltager sig retten til at dræbe de svageste og de mest uskyldige af alle? I hvilken retfærdigheds navn praktiserer man den mest uretfærdige form for diskrimination mellem mennesker ved at erklære, at nogle er værdige til at stå under lovens beskyttelse, mens andre ikke er det?”. Når det er kommet så vidt, er de processer, som undergraver en ægte medmenneskelighed og i sidste instans selve statens eksistens, allerede gået i gang.

At kræve ret til abort, drab på spædbørn og eutanasi og anerkende disse ting rent juridisk er det samme som at tillægge den menneskelige frihed en perverteret og uretmæssig betydning: at nogle har ubegrænset magt over og imod andre. Men det er den sande friheds endeligt: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl” (Joh 8,34).