Gabriele Kuby: Det, vi ser nu, er kun toppen af isbjerget (2)
Kommentarer lukket til Gabriele Kuby: Det, vi ser nu, er kun toppen af isbjerget (2) 101 25 april, 2019 Magasin april 25, 2019 Indlæg af

Gabriele Kuby: Det, vi ser nu, er kun toppen af isbjerget (2)

Dette er den anden og sidste artikel, som refererer hovedpunkterne i Gabriele Kubys essay om den aktuelle misbrugskrise

I et afsnit, hvor Gabriele Kuby diskuterer normalitetsbegrebet, skriver hun bl.a.: ”Før vor tids seksuelle revolution var heteroseksualitet det normale og normative i kristne samfund og udgjorde grundlaget for en social struktur bygget på familien. I løbet af få årtier er dette grundlag  i stigende grad blevet undergravet. Nu er det hedonistiske[1] seksualnormer, der er blevet normative, og implementeringen af dem blevet gennemtvunget ved hjælp af mere og mere totalitære metoder. Det forhold, at en minoritet på blot to pct. af menneskeheden har formået at udvirke dette, kan kun forklares med, at samfundets magtfulde eliter har brugt denne minoritet til deres egne formål.

For kristne, der holder fast ved Guds ord, står det forhold, at heteroseksualitet er det normale og normgivende, ikke til at ændre – se 1 Mos 19,1-29; 3 Mos 18,22; Rom 1,24-27; 1 Kor 6,9-10 og 1 Tim 1.10. Dette bekræftes utvetydigt i Den Katolske Katekismus. De pågældende afsnit citeres her, fordi det er dem, diskussionen drejer sig om:

2357 Homoseksualitet betegner relationer mellem mænd eller kvinder, som eksklusivt eller fortrinsvis føler sig seksuelt tiltrukket af mennesker af samme køn. Den antager meget forskellige former gennem århundrederne og kulturerne. Dens psykiske tilblivelse er fortsat i vid udstrækning uforklaret. Idet den støtter sig til Den hellige Skrift, der præsenterer dem som alvorligt fordærvede, har Traditionen altid erklæret, at homoseksuelle handlinger ud fra deres indre væsen er uordnede. De er i modsætning til den naturlige morallov. De udelukker den seksuelle akt fra at give liv. De fremgår ikke af en sand affektiv og seksuel komplementaritet. De kan i intet tilfælde godkendes.

2358 Et ikke ubetydeligt antal mænd og kvinder viser dybtgående homoseksuelle tilbøjeligheder. Denne tilbøjelighed, som er objektivt uordnet, udgør for størsteparten af dem en prøvelse. De skal mødes med respekt, medfølelse og takt. Man bør undgå ethvert tegn på uretfærdig diskrimination over for dem. Disse mennesker er kaldet til at gøre Guds vilje i deres liv, og, hvis de er kristne, til at forene sig med Herrens korsoffer i de vanskeligheder, de måtte komme ud for som følge af deres vilkår.

2359 Homoseksuelle personer er kaldet til kyskhed. Ved selvbeherskelsens dyd, der opdrager til indre frihed, undertiden også med støtte i et uselvisk venskab, ved bøn og sakramenternes nåde kan og bør de gradvist og beslutsomt nærme sig den kristne fuldkommenhed.”

Endvidere henviser Kuby til, at seksuallivet – ifølge Kirkens konstante lære, som er forankret i Åbenbaringen, og som den fremstilles i Den Katolske Kirkes Katekismus – udelukkende hører hjemme inden for rammerne af det uopløselige ægteskab mellem en mand og en kvinde. Og hun tilføjer: ”De, som i dag i ord og gerning giver efter for tidsånden ved at blåstemple førægteskabelige forhold, sætte spørgsmålstegn ved ægteskabets uopløselighed, og som ved hjælp af spidsfindige teologiske ræsonnementer forsøger at retfærdiggøre homo-, bi- og transseksuelle handlinger, tilsidesætter Guds ords forpligtende karakter, udspreder falsk lære og medvirker således til at afvikle kristendommen.”

Læs også: Hvorfor vil Kirken ikke gå med til, at to personer af samme køn kan blive gift?

Vedrørende den aktuelle misbrugsskandale i Kirken i dag citerer hun indledningsvis pave Benedikt 16., som på vej hjem i flyet fra sit besøg i Fatima i 2010, sagde til journalisterne, at de prøvelser, Kirken for tiden gennemgår, ”kommer indefra. De kommer af de synder, der er i Kirken. Det har man altid kendt til, men i dag oplever vi det på en særligt skræmmende måde i og med, at den værste forfølgelse ikke kommer fra ydre fjender, men udspringer af synder inden for Kirken.”

Homoseksuelle netværker inden for Kirken

Om problemets omfang og karakter skriver Kuby, at ”det er, som om Kirken er spundet ind i homoseksuelle netværker i præsteseminarier, religiøse kommuniteter og lægmandsorganisationer med kliker, hvis indflydelse gør sig gældende helt op i Kirkens øverste ledelse. Chokerende nye kendsgerninger kommer til stadighed frem i lyset om homoseksuelle forhold mellem præster, præster, biskopper og kardinalers seksuelle overgreb på hovedsageligt børn og unge drenge og om det forbløffende omfang af årtiers passivitet over for og bevidste fortielser af misbrugene fra biskoppernes side.

I den forbindelse henviser hun til en længere redegørelse fra 2012 udarbejdet af den polske præst dr. Dariusz Oko, hvor han bl.a. skriver: ”Det er ikke kun antallet af alvorlige seksuelle krænkelser, der vidner om ”undergrundsbevægelsens” indflydelse, men i endnu højere grad antallet af nye biskopper, som blev valgt, uanset at de havde begået sådanne overgreb og dermed førte en dobbelttilværelse. Dette forklarer yderligere, hvordan det kunne lade sig gøre at dække over misbrugene og ofte få sat en stopper for alle forsøg på at beskytte ofrene … Forudsætningen for at holde sådanne ugerninger skjult er, at man har medskyldige på nøglepositioner og har opbygget ikke blot en homo-lobby, men en homo-klike eller en homo-mafia.”

Gabriele Kuby henviser også til de mange vidnesbyrd fra præstestuderende om forholdene på seminarierne, hvor eksempelvis pave Johannes Paul 2.’s rundskrivelser blev forbigået i tavshed, og hvor mange præstestuderende, som ikke kunne acceptere den ”progressive” linje, blev frosset ud eller selv valgte at opgive at fuldføre studierne. Interessant i så henseende er også den irske psykolog og præst David Marsdens rapport. Han sagde sin stilling op som underviser og vejleder på det nationale præsteseminarium St. Patrick’s College i Maynooth i 2016 på grund af den anti-katolske undervisning  og det homoseksuelle netværk. Alle klager til den stedlige rektor og biskop både fra ham selv og de studerende blev pure afvist. ”På den baggrund,” bemærker Kuby, ”skal man ikke undre sig over, at den katolske Kirke i Irland (ligesom i andre vestlige lande) ikke løftede en finger for at modsætte sig legaliseringen af ”ægteskaber” mellem personer af samme køn.”

Pave Benedikt 16., som i løbet af sit pontifikat fjernede 800 præster fra deres embeder på grund af seksuelle misbrug, fik aldrig opbakning fra de tyske biskopper. Allerede i det første år af hans pontifikat udsendte Troslærekongregationen en skrivelse, der forbød optagelse af kandidater til præsteuddannelsen med dybtgående homoseksuelle tilbøjeligheder med den begrundelse, at der af præsten kræves en ”følelsesmæssig modenhed”, der sætter ham i stand til at have et korrekt forhold til mænd og kvinder og til at kunne træde ind i faderrollen i forhold til menigheden. Dette forbud  blev yderligere bekræftet i 2016 i et brev fra Kongregationen for præsterne og godkendt af pave Frans. ”Men forgæves,” tilføjer Kuby. ”De homoseksuelle netværker var for magtfulde.”

Men hvordan kunne det komme så vidt? spørger Kuby. Hvorfor var der ikke flere inden for Kirken, der  protesterede? En del af svaret finder hun i samtidens ”desakralisering” og ”sekularisering”[2] af Kirken – en proces, som for alvor tog fart fra 1970’erne, og som pave Benedikt 16. advarede mod i en tale i Freiburg i 2011, hvor han efterlyste en afstandtagen til samtidens ensidige verdslighed[3]. ”Men,” konstaterer Kuby, ”sæden faldt på klippegrund. Ord som ”synd” og ”skyld” er i vidt omfang forsvundet fra liturgien og prædikenerne, og man taler ikke længere om død, dommedag, himmel og helvede. At prædike om Kirkens lære om seksualitet er tabu – præcis den situation, som Paulus forudså for 2000 år siden:

”For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter” (2 Tim 4,3-4).

”Meget står på spil”, konkluderer Kuby i dette afsnit, ”faktisk står alting på spil: Den kristne forståelse af, hvem mennesket er, og hvem Gud er, og af ægteskabet og familien som samfundsinstitutioner baseret på skabelsen af nyt liv.

Konklusion

Sammenfattende konstaterer hun, at Kirkens troværdighed og pavestolens anseelse har lidt varig skade som følge af misbrugsskandalerne og ikke mindst af de ansvarlige kirkelige myndigheders lidet overbevisende håndtering af sagerne: ”Ingen har brug for en Kirke, som tilpasser sig tidsånden i centrale spørgsmål vedrørende det kristne menneskesyn, og som ikke længere viser folk, hvordan de skal søge og finde vejen til frelse”.

Det mest sandsynlige fremtidsscenarie, mener hun, vil være, at den magtkamp, vi i øjeblikket er vidne til via medierne, vil fortsætte en rum tid endnu, og at undermineringen af depositum fidei, (de overleverede trossandheder, som det er Kirkens opgave at forsvare og og videregive uforfalsket) ligeledes vil fortsætte. Og så til sidst retter hun skytset direkte mod pave Frans med denne replik: ”Pave Frans’ ord, ”Who am I to judge?” [4] vil sandsynligvis gå over i historien som en fanfare for relativiseringen af den kristne seksualmoral.”

Samtidig minder hun os om kardinal Ratzingers (den senere pave Benedikts) tale i 1969, hvor han forudsagde, at Kirken inden længe ville blive meget lille og nødsaget til at begynde helt forfra. Den vil blive ”de sagtmodiges Kirke”, men en Kirke, som efter en gennemgribende renselse til gengæld vil få en langt større tiltrækningskraft.

På linje hermed bemærker Gabriele Kuby, at der allerede nu er tegn på, at Herren vil opfylde sit løfte om selv at søge efter sine får og holde øje med dem, som der står i profeten Ezekiels bog (34,11-16). Og hun tilføjer: ”Før eller senere vil enhver kristen komme til en skillevej, hvor han eller hun bliver stillet over for valget mellem at vedkende sig Jesus Kristus og ofre sig for ham – eller at forråde ham.”

Hun slutter med at minde os om Jomfru Marias ord den 13. juli 1917 i Fatima: ”Mit uplettede hjerte vil sejre”. ”Vi kender ikke Guds veje”, siger Kuby, ”men vi ved, at Langfredag efterfølges af Påskesøndag. Påskens sejr er allerede vundet og breder sin stråleglans ud over hele verden.”

[1] Hedonisme: den grundlæggende opfattelse, at lyst og nydelse er tilværelsens højdepunkt og derfor et mål i sig selv

[2] Desakralisering: (af ”sakral”: hellig), altså det modsatte af at helliggøre, nogenlunde samme betydning som ”sekularisering” (verdsliggørelse).

[3] Pave Benedikt brugte ordet ”Entweltlichung” – altså det modsatte af verdsliggørelse.

[4] Pave Frans’ herostratisk berømte svar til journalisterne i flyet på vejen hjem fra et besøg i Brasilien i 2013 på spørgsmålet om, hvad han ville foretage sig  vedrørende Monsignore Battista Riccas homoseksuelle udskejelser og generelt i forhold til spørgsmålet om homoseksuelle præster – et svar, som vakte jubel i LGBT-kredse.