Frisind og tolerance?
Kommentarer lukket til Frisind og tolerance? 673 11 juli, 2015 Nyheder juli 11, 2015 Indlæg af

Frisind og tolerance?

USA legaliserer homo-ægteskaber – men hvad venter der forude?

Den amerikanske Højesteret traf den 26. juni en afgørelse i sagen Obergefell v. Hodges, hvor er flertal af dommerne konkluderede, at forfatningen sikrer alle amerikanere ret til at indgå ægteskab med en person af samme køn.

Meddelelsen herom blev, som man kunne forvente, modtaget i de danske medier som en glædelig nyhed og som et udtryk for frisind og tolerance. I USA derimod med blandede følelser, som den meget tætte afgørelse (5 for og 4 imod) vidner om. Ironisk nok blev det højesteretsdommer Anthony Kennedy, nominelt katolik og i sin tid udnævnt af Ronald Reagan, der leverede den afgørende stemme. Blandt de fire, der stemte imod, var højesteretspræsident John Roberts, som efterfølgende karakteriserede flertallets afgørelse som en viljesakt (læs: en politisk afgørelse) – ikke en juridisk dom. ”Den fundamentale ret til at indgå ægteskab,” sagde han, ”omfatter ikke retten til at tvinge en stat til at ændre sin definition af et ægteskab. ”Og,” tilføjede han, ”en stats beslutning om at fastholde en ægteskabsforståelse, som har været gældende i enhver kultur i historiens løb, kan næppe kaldes fornuftsstridig.”

På linje hermed udtalte formanden for den katolske bispekonference Joseph E. Kurtz, at menneskets og ægteskabets natur er den samme og forbliver den samme uanset højesterets afgørelse. Og han tilføjede: ”Ligesom Roe v. Wade ikke bragte en løsning på abortspørgsmålet for over 40 år siden, gør Obergefell v. Hodges det heller ikke i dag i spørgsmålet om ægteskabet. Ingen af disse to afgørelser er rodfæstet i sandheden, og derfor vil de begge i sidste ende lide skibbrud.”

Sporene skræmmer

Men hvad bliver de praktiske, samfundsmæssige konsekvenser af højesteretsdommen? Det kan man allerede nu få en idé om ved at se på udviklingen i Canada, som legaliserede homo-ægteskaber i 2005.

I en artikel i Public Discourse, som også har været bragt i LifeSiteNews, med overskriften ”En advarsel fra Canada: Homo-ægteskaber undergraver fundamentale rettigheder” tegner forfatteren og debattøren Dawn Stefanowicz et skræmmende billede af situationen i Canada.  Selv er hun vokset op i en søskendeflok på seks i en familie med homoseksuelle forældre, hvor faderen døde af AIDS. Hun er medlem af vidne-komiteen under Det internationale Institut for Børns Rettigheder og har i en bog Out From Under: The Impact of Homosexual Parenting skildret sine vanskeligheder med efterfølgende at få et normalt familieliv.

Indledningsvis konstaterer hun, at en diskussion for eller imod homo-ægteskaber, som man førte i USA i tiden op til højesteretsdommen, ikke kunne føres i Canada i dag, uden at modstanderne ville komme i konflikt med lovgivningen. Ytringsfriheden og religionsfriheden er siden 2005 blevet betydeligt indskrænket under påskud af, at man ville bekæmpe hate speech. I praksis har det ført til, at hvis man siger eller skriver noget, der kan karakteriseres som ”homofobisk” (herunder ethvert kritisk udsagn om homo-ægteskaber) risikerer man alt fra bødestraf og sagsanlæg fra staten til at miste sit job.

I Canada, skriver Dawn Stefanowicz, betragtes det som diskriminerende at sige, at et ægteskab er mellem en mand og en kvinde, eller at et barn har ret til at kende sine biologiske forældre og vokse op hos dem. Det er ikke alene politisk ukorrekt. Man kan blive slæbt i retten for at gøre det: ”Enhver, som føler sig krænket af noget, du har sagt eller gjort, kan indbringe sagen for menneskerettighedskomiteer og ditto domstole. Disse institutioner overvåger, hvad der siges i det offentlige rum, og udsteder bøder for udsagn, som anses for at forholde sig kritisk over for bestemte former for seksuel adfærd eller over for grupper, der kan identificeres på baggrund af deres ”seksuelle orientering.””

Der kræves kun en enkelt klage over en person, for at vedkommende kan blive stillet for retten og efterfølgende dømt til oven i bøden at betale titusinder af dollars i sagsomkostninger – og blive tvunget til at deltage i et kursusforløb med sensitivitetstræning. Komiteerne har bemyndigelse til at foretage husundersøgelser og beslaglægge materiale med relevans for sagen. Klageren har fri proces uanset udfaldet af sagen. Den anklagede derimod vil ikke – uanset at han eller hun bliver pure frifundet – kunne få refunderet sine udgifter i forbindelse med retssagen.

Et totalitært projekt, hvor børnene betaler prisen

Den overordnede pointe i hele denne diskussion er ifølge Dawn Stefanowicz, at når staten, som det nu er sket i både Canada og USA, tiltager sig retten til at definere, hvad det vil sige at være forældre, afskaffer man dermed begrebet ”biologiske forældre” og erstatter det med ”forældre i henhold til loven.” Med andre ord, man vedtager, at et ægteskab og en familie kan være en hvilken som helst konstellation mellem to eller flere personer – og at det er staten, der til enhver tid bestemmer, hvilke konstellationer der skal være lovlige. Det er den ene side af sagen, som til forveksling ligner et totalitært projekt.

En anden konsekvens er, at man fuldstændig tilsidesætter barnets naturlige krav på at kende sit biologiske ophav og dets ret til en opvækst hos de biologiske forældre. Derfor er homo-ægteskaber, hvor børn adopteres eller produceres ved kunstig befrugtning, et overgreb mod barnet, som for at få en harmonisk opvækst har brug for alt det, som en mor og far hver for sig kan give det. For, som Dawn Stefanowicz skriver: ”Det kræver ikke en højere videnskabelig uddannelse at indse, at mænd og kvinder er forskellige – anatomisk, biologisk, fysiologisk, psykologisk og hormonelt. Disse forskelle giver børnene en livslang ballast, som de aldrig vil kunne få hos ”forældre” af samme køn.”

 

Læs også: Hvorfor vil Kirken ikke gå med til, at to personer af samme køn kan blive gift? Se især det sidste afsnit med overskriften ”Samfundsmæssige konsekvenser”.

Læs også: Pave Frans advarer igen: Familien er under angreb