Eukaristien – “kilden til og højdepunktet i hele det kristne liv”
Kommentarer lukket til Eukaristien – “kilden til og højdepunktet i hele det kristne liv” 224 11 april, 2020 Magasin april 11, 2020 Indlæg af

Eukaristien – “kilden til og højdepunktet i hele det kristne liv”

Skærtorsdag skulle vi i kirken have fejret Jesu indstiftelse af Eukaristien. Det var vi som bekendt afskåret fra at gøre, så i stedet vil vi nu (selv om det strengt taget kommer en postgang for sent) lægge op til en overvejelse, der tager udgangspunkt i dette spørgsmål:

Husker vi altid på en ganske almindelig søndag at tænke over, hvad det dybest set er, der sker, når vi modtager kommunionen? Helt konkret: Har vi bevaret forbløffelsen over og ærbødigheden over for det mirakel, der sker under forvandlingen? Og gør vi os klart, at meningen med, at vi modtager kommunionen, er, at vi skal blive mere og mere forenet med Kristus, og at Kristus forener enhver af os med alle troende til ét legeme?

Det udtrykker KKK i al korthed således:

”Mens Guds folk således på sin pilgrimsvandring fra den ene fejring til den anden forkynder Jesu påskemysterium, ”indtil Han kommer” (1 Kor 11,26), går det frem på korsets snævre vej  til det himmelske festmåltid, hvor alle de udvalgte skal sidde til bords i Guds rige” (KKK 1344).

Den hellige Jean-Marie Vianney (1786-1859) – bedre kendt som sognepræsten i Ars[1] – var i ganske særlig grad bevidst om Eukaristiens betydning for frelsen og forsømte ikke nogen lejlighed til at minde sin menighed om det:

”Der er intet så stort som Eukaristien. Gud kan ikke få sig selv til at efterlade os alene på jorden. Han stiger ned til vore altre, hvor han venter på os dag og nat. Min Gud, hvor er det bedrøveligt, at vi ikke lader os gennemtrænge af din hellige tilstedeværelse.”

Messeofferet

KKK 1365: ”Fordi Eukaristien  er ihukommelse  af Kristi Påske, er den også et offer. Eukaristiens offerkarakter viser sig i selve indstiftelsesordene: ”Dette er mit legeme, som gives for jer” og ”Dette bæger er den Nye Pagt ved mit blod, som udgydes for jer” (Luk 22, 19-20). I Eukaristien giver Kristus det samme legeme, som Han hengav for os på korset, og det samme blod, som Han udgød ”for mange til syndernes forladelse” (Matt 26,28).

”Kun måden, hvorpå der ofres, er forskellig. Det … er den samme Kristus, der er indeholdt og ofres på ublodig vis, som én gang frembar sig selv på blodig vis på korsets alter…” (KKK 1367).

Men offeret er ikke kun en gave, som vi tager passivt imod:

KKK 1368: ”Eukaristien er også Kirkens offer. Kirken, som er Kristi legeme, deltager i sit Hoveds offer. Sammen med Ham ofres den selv helt og holdent. Den forener sig med Hans forbøn hos Faderen for alle mennesker. I Eukaristien bliver Kristi offer også deres offer, som er lemmer på Hans legeme. De troendes liv, deres lovsang, deres lidelse, deres bøn, deres arbejde forenes med Kristi lovsang, Kristi lidelse, Kristi bøn og Kristi arbejde og med Hans totale hengivelse og får således en ny værdi. Kristi offer, som er nærværende på alteret, giver alle kristne generationer muligheden for at forene sig med Hans offer”.

Kommunionens frugter

Hvad sker der med os, når vi modtager kommunionen? Som allerede sagt: hver gang, vi modtager kommunionen, bliver vi mere og mere forenet med Kristus – forudsat, at vi har ønsket om og viljen til at tage imod hans kærlighed.

Når vi modtager kommunionen, udslettes de tilgivelige synder”. Guds kærlighed renser os for de synder, vi har begået, og bevarer os for nye synder. I denne sammenhæng citerer KKK kirkefaderen Skt. Ambrosius:

”Hver gang vi modtager Ham, forkynder vi Herrens død. Når vi forkynder Herrens død, forkynder vi syndernes forladelse. Hvis Hans blod udgydes til syndernes forladelse, hver gang det udgydes, må jeg stadig modtage det, for at det stadig kan eftergive mig mine synder. Jeg, som altid synder, må altid have et lægemiddel” (KKK 1393).

At kommunionen også bevarer os for fremtidige dødssynder, begrunder KKK således:

”Jo mere vi deltager i Kristi liv, og jo mere fremskridt vi gør i venskabet med Ham, desto vanskeligere er det for os at bryde med Ham ved en dødssynd.”

Til gengæld, tilføjer KKK, kan Eukaristien ikke rense os for dødssynder. Dødssynder kan kun tilgives i skriftestolen:

”Den, der ønsker at modtage Kristus i den eukaristiske  kommunion, skal være i nådens stand. Hvis nogen er sig bevidst at have begået en dødssynd, bør han ikke gå til den hellige kommunion uden først at have modtaget absolutionen i Bodens sakramente.”

De kristnes enhed

Fejringen af Eukaristien er som nævnt i titlen ”kilden til og højdepunktet i hele det kristne liv” og derfor også en uomgængelig forudsætning for at bevare Kirkens enhed.

Hvis man stiller spørgsmålet ”Hvor er Kirken?” er det korte svar: ”Der, hvor messen bliver fejret.” Det kan være i en hvilken som helst kirke i vor del af verden eller i en kælder i Nordkorea eller Kina, hvor de kristne er nødt til at forsamles i al hemmelighed.

Det fortrøstningfulde i denne sammenhæng er, at Kirken gang på gang har vist, at den er i stand til at overleve og bevare sin enhed under selv de vanskeligste forhold:

”Efter at Kristus er gået fra denne verden til Faderen, giver Han os i Eukaristien pantet på herligheden hos Ham: deltagelsen i det Hellige Offer forener os med Hans hjerte, styrker vore kræfter på vor pilgrimsvandring gennem livet, får os til at længes efter det evige liv og forener os allerede nu med den himmelske Kirke, med den hellige Jomfru Maria og alle helgen” (KKK 1419).

I den næste artikel tager vi tråden op fra den 2. artikel om Efterfølgelsen, hvor vi sluttede af med nogle få betragtninger om den moderne aggressive ateisme.      

 

 

 

 

 

 

 

[1] helgenkåret 1925, ophøjet til skytshelgen for sognepræster af pave Pius 11. i 1929 og i 2009 til skytshelgen for alle præster af pave Benedikt 16.