Et mirakel i Frankrig har bragt den polske præst Jerzy Popieluszko tættere på helgenkåring
Kommentarer lukket til Et mirakel i Frankrig har bragt den polske præst Jerzy Popieluszko tættere på helgenkåring 612 18 september, 2014 Nyheder september 18, 2014 Indlæg af

Et mirakel i Frankrig har bragt den polske præst Jerzy Popieluszko tættere på helgenkåring

 

Mordet på den polske præst Jerzy Popieluszko den 19. oktober 1984 vakte opsigt over hele verden, og hans martyrium gjorde ham til et ikon for den polske frihedskamp. Det fandt sted syv år før de første frie valg i landet i en periode, hvor general Jaruzelski som landets leder forsøgte at gennemføre en reformpolitik, der skridt for skridt skulle føre Polen frem mod demokrati. Men Jaruzelski havde ikke taget sine sikkerhedsfolk i ed. De bortførte og myrdede den besværlige præst, som frygtløst prædikede om frihed og retfærdighed for alle, om et nationalt fællesskab, som både var materielt og åndeligt, men også om tilgivelse og forsoning med dem, der trådte friheden under fode.

Popieluszko blev saligkåret i 2010. Den 20. september i år vil det officielt blive meddelt af biskoppen af Créteil i Frankrig, at processen for hans helgenkåring er indledt. Det sker i Frankrig og ikke i Polen, fordi det mirakel, som har banet vejen for Popieluszkos helgenkåring skete i dette bispedømme, da en 57-årig mand, der var ramt af en sjælden form for leukæmi, blev helbredt den 14. september 2012. Manden var indlagt på Albert-Chenevier-hospitalet, og både den behandlende læge og lederen af den afdeling, hvor han var indlagt, professor Catherine Cordonnier, har foreløbig sagt god for miraklet.

Manden havde i 2012 gennemgået tre behandlinger med kemoterapi og fået foretaget en knoglemarvstransplantation, som imidlertid ikke kunne forhindre kræften i at brede sig. Lægerne meddeler ham herefter, at de ikke kan gøre mere for ham – kun kan man tilbyde ham smertebehandling. Den 14. september modtager han de syges salvelse. Præsten, der meddeler ham sakramentet, er netop kommet hjem fra en pilgrimsrejse i Polen, hvor han har fattet interesse for Popieluszko, og han henvender sig nu i bøn til Popieluszko på denne ligefremme måde: ”Hør nu, Jerzy, det er din fødselsdag i dag, og det er også min (begge er født den 14. september 1947), så hvis du vil gøre noget, må det være i dag, det skal ske.”

Straks efter at præsten er gået, føler patienten, at der sker noget usædvanligt, ”som om et forhæng blev revet til side, det var som en opvågnen” og nogle dage senere konstaterer lægerne, at sygdommen er på tilbagetog. I januar erklærer de ham for fuldstændigt helbredt. Kræftcellerne er forsvundet.

Endnu mangler man den kirkelige undersøgelsesdomstols afgørelse. Vidner skal afhøres, og eksperter underkaste journalerne en nøjere granskning, men det anses for sandsynligt, at helgenkåringen vil kunne finde sted umiddelbart inden afholdelsen af Verdensungdomsdagene i Krakow i 2016.