Kommentarer lukket til Et år med pave Frans 941 13 marts, 2014 Nyheder marts 13, 2014 Indlæg af

Et år med pave Frans

FransI dag den 13. marts 2014 er det præcis et år siden, den indtil da temmelig ukendte kardinal Jorge Mario Bergoglio fra Argentina trådte ud på balkonen mod Peterspladsen som nyvalgt pave og hilste den forsamlede menneskemængde med et uformelt ”buona sera”. Et øjeblik efter kommenterede han sit valg som den 266. pave med en spøgefuld bemærkning om, at hans brødre havde været nødt til at opsøge den fjerneste afkrog af verden for at finde en ny biskop af Rom.

Med disse uhøjtidelige ord var der lagt op til et stilskifte, men mere end det. Valget af navnet Frans sendte et klart signal om, hvordan den nye pave ville prioritere sine fremtidige opgaver. De færreste var i tvivl om, at navnet Frans refererede til Frans af Assisi, som i højmiddelalderen viste vejen bort fra et udbredt kirkeligt forfald ved kompromisløst sammen med sine ordensbrødre at hengive sig til et liv i fattigdom og næstekærlighed.

At den nyvalgte pave mente det alvorligt, fik man snart efter et fingerpeg om, da han konsekvent afstod fra alt, hvad der kunne minde om overflødig luksus og så vidt muligt fastholdt den livsstil, han havde praktiseret i årevis i sit hjemland Argentina, hvor han boede i en beskeden lejlighed, selv tilberedte sine måltider og hver dag benyttede offentlige transportmidler til og fra arbejde.

Dette og det forhold, at han i sine år som ærkebiskop havde vist sig som en effektiv administrator, var stort set, hvad man vidste om ham for et år siden. Men netop disse to ting forklarer, at en af de mest spektakulære embedshandlinger, Frans har foretaget indtil nu, er oprettelsen af et økonomisk sekretariat, som har fået uindskrænkede beføjelser til at rydde op i Vatikanets finanser. Ikke flere ledelsesproblemer og korruptionsskandaler og langt større gennemsigtighed lyder opgaven på, og da paven har valgt den ubestikkelige og yderst kompetente australske kardinal George Pell som leder af det nye sekretariat, ser det faktisk ud til, at de problemer, man indtil for nylig anså det for nærmest umuligt at gøre noget ved, nu omsider nærmer sig en løsning.

De fleste kommentatorer fremhæver som det mest uventede og overrumplende i det år, der nu er gået, at det på forbløffende kort tid er lykkedes pave Frans at opnå en personlig popularitet, som kan måle sig med Johannes Paul 2.’s, og at han dermed også har vendt den overvejende fjendtlige stemning over for Kirken i offentligheden og i medierne til noget nær begejstring. Kardinal Dolan (New York) har for nylig udtrykt det således: ”Vi var klar over, at vi valgte en god leder, men vi anede ikke, at vi valgte en rockstjerne.”

Hans folkelige succes hænger uden tvivl sammen med, at han i sjælden grad forstår at kommunikere med almindelige mennesker. Han taler direkte til den enkelte og ikke blot til forstanden, men også til følelserne – som f.eks. da han spurgte en gruppe præstestuderende, om de nogensinde havde grædt, når de mødte fattige mennesker, der manglede næsten alt. Man kan sige, at paven på den måde viser, hvorledes evangelisering nødvendigvis omfatter både ord og handling. Eksemplets magt (på godt og ondt) er langt stærkere end selv nok så mange velvalgte ord.

Til gengæld har hans ligefremme og uformelle facon også givet anledning til kritik indadtil og til misforståelser udadtil.  Mest kendt er hans samtale med pressen i flyet hjem fra Verdensungdomsdagene i Rio, hvor han på det evindelige spørgsmål om Kirkens holdning til homoseksualitet bl.a. udtalte ordene ”Who am I to judge?” og dermed udløste en begejstringsbølge i medierne, som ensidigt tolkede ordene som en moralteologisk kovending. Læser man hele hans svar i den givne sammenhæng, er det imidlertid ikke svært at se, at der er tale om traditionel katolsk teologi. Kirken for-dømmer ikke mennesker. Kirken følger altid den gyldne regel: at hade synden, men elske synderen – jfr. beretningen (Joh 8,1-11) hvor Jesus siger til kvinden, der er grebet i ægteskabsbrud: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere.” Jesus viser med andre ord ikke kvinden fra sig, men siger heller ikke til hende, at hun blot skal blive ved med at leve, som hun gør. Hun skal ændre sin adfærd. Det er det samme, Kirken gør, når den formaner de troende til ikke at gøre, som de selv vil, men som Gud vil.

Endvidere vakte det opstandelse, da pave Frans i et interview gav udtryk for, at man ikke ensidigt skulle fokusere på emner som abort, prævention og eutanasi. Betød det, at Kirken nu var på vej til at opgive sit forsvar for livets hellighed og stiltiende acceptere, at det er den vej, vinden blæser? Det er der ingen grund til at tro – især ikke hvis man sammenholder med, hvad paven ved mange andre lejligheder har sagt om netop disse spørgsmål. Men hvad mente paven så? Sandsynligvis, at vi i en evangeliseringssammenhæng ikke først og fremmest skal fortælle omverdenen, hvad vi er imod, men hvad vi er for: at det kristne budskab er et glædens budskab, et budskab om frihed, kærlighed og åndelig vækst. Har man ikke forstået det, gennemskuer man heller ikke, at den moderne materialistiske kulturs tilbud om frihed er en narresut – eller mere generelt og traditionelt udtrykt, at synden slavebinder mennesker.  Forudsætningen for at forstå Kirkens morallære er, at man i hovedtrækkene har forstået, hvad kristendom er, og hvad Kirken er. Det er derfor, nyevangelisering med vægt på kernebudskabet må være Kirkens første prioritet i vore dages sekulariserede samfund.

Sammenfattende må man sige, at vi endnu efter dette første år kun har en formodning om, hvordan Kirken under pave Frans’ ledelse vil kunne tackle de udfordringer, den står over for nu og i den nærmeste fremtid. Den første virkelige test bliver efterårets bispesynode, som allerede så småt er skudt i gang med forberedende møder. Her skal man behandle teologisk tunge og samtidig kontroversielle emner med relation til Kirkens lære om ægteskab og familie.

Foto: Shutterstock